REGION SJÆLLAND
RØDBY
Solcelleanlæg
Lolland Kommune har sendt "Idéoplæg til samling af solcelleanlæg ved Rødby Fjord" i høring med henblik på at indkalde ideer og forslag til den kommende planlægning. Høringen slutter 28. maj.
Lolland Kommune har det seneste år modtaget en lang række ansøgninger om etablering af solcelleanlæg i Lolland Kommune og har haft igangsat planlægning for flere solcelleanlæg i blandt andet Rødby Fjord området. Da solcelleanlæggene er store og ønskes placeret på flere forskellige lokaliteter i Rødby Fjord, giver det bedst mening at samle planlægningen og den tilhørende miljøvurdering i en samlet plan, mener kommunen.
OMØ
Landanlæg for havmøllepark
Slagelse byråd har meddelt VVM-tilladelse til landanlæggene for Omø Syd Havmøllepark.
Selskabet Omø South Nearshore A/S ønsker at etablere en havmøllepark på et cirka 44 kvadratkilometer stort havområde cirka 6,5 km syd for Omø. Havmølleparken planlægges at indeholde en samlet effekt på 200-320 MW og vil indeholde op til 80 havmøller. Det er planen, at den genererede strøm fra havmøllerne skal føres i land ved Stigsnæs via op til seks 66 KV kabler og videre frem til transformerstationen ved Stigsnæsværket.
Slagelse Kommune er myndighed for landanlægget og Energistyrelsen er myndighed for anlægget på havet.
I forbindelse med den offentlige høring blev der foretaget en såkaldt Espoo-høring af berørte nabostater. I den forbindelse har det svenske Naturvårdsverket fremsendt en indsigelse. I sager, hvor der kan være grænseoverskridende indvirkninger på miljøet, er det Miljøstyrelsen der varetager kontakten til og fra Danmark, i dette tilfælde til Sverige. Ifølge Energistyrelsen er status på Espoo-høringen uafklaret, idet Miljøstyrelsen endnu ikke har taget stilling til, om den kan give samtykke til en tilladelse, hedder det i byrådsreferatet.
REGION HOVEDSTADEN
HILLERØD
Stier
Hillerød Kommune vil som en konsekvens af udbygningen af Frederiksbro etablere stier langs Frejasvej og Selskovvej, og i den forbindelse traf byrådet forleden beslutning om at erhverve og i nødvendigt omfang ekspropriere arealer fra de berørte matrikler. Der forventes i alt eksproprieret arealer fra 64 ejendomme.
Der udarbejdes egentligt udbudsmateriale på baggrund af detailopmålinger og resultatet af åstedsforretningerne. På baggrund heraf indbydes entreprenører til at give tilbud på opgaven. Det forventes, at udbud og kontrahering foregår i oktober-november måned.
HILLERØD
Ombygning af torv
Hillerød byråd har anlægsbevilget en halv mio. kr. til "Torvet - ombygning efter helhedsplan". Samtidig blev den skitserede proces og tidsplan for de næste tiltag i torveprojektet godkendt.
Ifølge den foreslåede tidsplan skal muligheden for at rejse fondsmidler til realisering af projektet for Hillerød Torv belyses nærmere henover efteråret i år, og dette arbejde skal udføres i tæt samarbejde med den kommende fundraiser. Der indledes også en dialog med Hillerød Forsyning i forhold til at finde en samlet løsning for håndtering af regnvand.
NIVÅ
Udvikling af havn og strandpark
Fredensborg byråd har sendt et forslag til visions- og udviklingsplan for Nivå Havn og Strandpark i offentlig høring.
Med baggrund i de mange input, der er kommet i forbindelse med inddragelse af brugere og borgere, har landskabsarkitektfirmaet SLA med underrådgivere udarbejdet en visions- og udviklingsplan, der indeholder en mindre arealudvidelse mod Øresund. Ifølge planen udbygges kystbeskyttelsen mod Øresund, den hæves til kote + 2.4 og flyttes lidt mod nordøst, hvormed der bliver et nyt landareal på cirka 3.100 kvm.
Det indvundne landområde giver mulighed for at etablere et nyt fælles klubhus - Havnens Hus - og tilhørende grønne arealer med plads til ophold, leg og foreningsaktivitet. Desuden gøres ankomsten til stranden tydelig og attraktiv. Strandarealet udvides, så der skabes bedre plads til aktiviteter på land og bedre bademuligheder.
Blandt andet udskiftes den eksisterende badebro med et havbad. Langs den nye bro etableres der en rampe for kørestole, så der kan køres ud til en platform i vandet. Dertil kommer en solnedgangsplads og en boardwalk ud til et lille udsigtspunkt i naturområdet vest for stranden.
Havn og strandpark bindes sammen af to promenader, og trafikflowet på havnen reguleres mere logisk. I planen indgår også et ønske om en udvidelse af Nivå Strandvej og udlæg af nye parkeringspladser ved hjælp af inddragelse af noget af naturområdet syd for havnen.
Realisering af visions- og udviklingsplanen vil kræve en ny lokalplan for området og være betinget af, at der kan opnås en række tilladelser og dispensationer.
Det samlede anlægsoverslag for hele visions- og udviklingsplanen beløber sig til cirka 81 mio. kr.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter ved Rødby Fjord, på Omø, i Hillerød og i Nivå