REGION SJÆLLAND
BORUP
Forsamlingshus og boliger
Køge Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan for et område til blandet bolig- og erhvervsformål på Bækgårdsvej i Borup. Forslaget indstilles nu til godkendelse med henblik på fremlæggelse i offentlig høring.
Forslag til Lokalplan 1054 giver mulighed for etablering af et forsamlingshus samt for opførelse af åben lave boligbebyggelse.
I første omgang behandles sagen i klima- og planudvalget i Køge Kommune i morgen.
SLAGELSE
30 rækkehuse
Slagelse byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan 1209, Boligområdet Pilegårdsparken, Slagelse og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i otte ugers offentlig høring.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 30 rækkehuse i halvanden etage med tilhørende gårdhaver. Området disponeres med seks stokke af rækkehuse, som vejbetjenes fra Ndr. Ringgade. Mod Ndr. Ringgade planlægges en beplantet støjvold, og der planlægges et fælles friareal til ophold og leg i den sydlige del af lokalplanområdet. Friarealet disponeres med et regnvandsbassin og to affaldsøer langs adgangsvejen. Fra adgangsvejen etableres stiforbindelse til Pilegårdsvej mod syd og vest.
SLAGELSE
Boliger og daginstitution
Slagelse byråd har vedtaget lokalplan 1202, Boligområde ved Jonslunden endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for opførelse af op til 18 boliger og en daginstitution i området.
SLAGELSE
Butikker
Slagelse byråd har vedtaget lokalplan 1198, Butiksområde Idagårdsvej/Sdr. Ringgade, Slagelse endeligt. (B)
Området er placeret mellem Vestmotorvejen og Sdr. Ringgade og består i dag af Bilka, Hotel Frederik d. II og en større parkeringsplads. Bygherre, Salling Group, ønsker at nedrive hotellet for at give plads til udvalgsvarebutikker i forlængelse af Bilka. Lokalplan 1198 giver mulighed for, at der kan opføres op til 7.800 kvm nyt butiksareal med selvstændige butikker på minimum 800 kvm. Lokalplanen udlægger et byggefelt i forlængelse af Bilka, og der anlægges en større parkeringsplads med plads til 155 parkeringspladser mellem nye butikker og Bilka. Der anlægges gangzone mellem nye butikker og parkeringsplads. Lokalplanen tillader byggeri i op til to etager med en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter. Nyt byggeri skal opføres i beton i kombination med glaspartier og facadeplader, og der stilles krav om, at facadestrækningen mod Vestmotorvejen skal beklædes med perforerede stålplader i et sammenhængende mønster, så der skabes en variation i facaden.
Som en del af udbygningen af området omlægges trafikken inden for lokalplanområdet, hvilket blandt andet betyder, at en intern cykeltunnel nedlægges og erstattes af parkeringspladser. Som erstatning for den nedlagte cykeltunnel etableres en ny cykelsti.
KØGE
Erhvervsbebyggelse
Efter endt høring indstilles lokalplan 1048 - Køge Nord Stationsområde nu til endelig vedtagelse.
Lokalplanen muliggør opførelse af 52.000 kvm ny stationsnær erhvervsbebyggelse i enheder på cirka 10-20.000 kvm med mulighed for at indpasse boliger.
Lokalplanen giver mulighed for en bred vifte af anvendelsesmuligheder som supplement til kontorerhvervet, samt mulighed for regionale funktioner i form af konferencefaciliteter, hotel og lignende.
KALUNDBORG
Udvidelse áf Novo Nordisk
Efter endt høring indstilles lokalplan nr. 571 for erhvervsområdet ved Hallas Allé Nord og et tilhørende kommuneplantillæg nu til endelig vedtagelse i Kalundborg Kommunalbestyrelses via teknik- og miljøudvalget og økonomiudvalget.
Det nye plangrundlag skal give Novo Nordisk mulighed for at udvide nord for jernbanen med nye kontor-, laboratorium-, lager- og produktionsfaciliteter.
Sagen er på teknik- og miljøudvalgets dagsorden i morgen.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Boliger og butikker
Aalborg byråd har vedtaget lokalplan 4-2-115 Centerområde, Nøhr Sørensens Vej, Grønlandskvarteret og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Lokalplanlægningen er igangsat på baggrund af et ønske om at revitalisere området, der ligger i bydelen Gug, blandt andet ved indpasning af et nyt byggeri med boliger, butikker, service og lignende centerfunktioner.
Området har igennem en årrække været præget af afvikling og fremtræder generelt nedslidt og utidssvarende. Gug er en bydel i Aalborg, der oplever stærk vækst med en massiv tilflytning og boligudbygning, hvilket understøtter behovet for en indsats med forskønnelse og udvikling af det eksisterende centerområde.
REGION MIDTJYLLAND
ODDER
Klubhus
Odder Bridgeklub har søgt Odder Kommune om at få stillet en byggegrund til rådighed til brug for etablering af et Tankesportscenter.
Bridgeklubben vil gerne udvide sine aktiviteter og sit medlemstal ved at invitere to andre eksisterende klubber i Odder med samt udbrede bridgen til flere generationer. Klubben har med ansøgningen sendte et bud på etableringsomkostninger, der beløber sig til 4,1 mio. kr., og det er planen at søge fonde om tilskud til byggeriet.
Forvaltningen anbefaler, at Odder Bridgeklub arbejder videre med en mere konkret visionsplan for den ønskede udvidelse, men at ansøgningen om en byggegrund afvises. Anbefalingen bakkes op af børne-, uddannelses og kulturudvalget.
REGION SYDDANMARK
KERTEMINDE
Oplevelsespark
Kerteminde byråd har vedtaget lokalplan 300 og et tilhørende kommuneplantillæg for en oplevelsespark i Kerteminde. Det nye plangrundlag gør det muligt for bygherre Hans Andersen at etablere en grøn naturpark med restaurant, kiosk/café, shelters med mere på et 9,8 hektar stort areal nord for Kerteminde.
REGION HOVEDSTADEN
HUNDESTED
Facade- og tagrenovering
Halsnæs byråd gav i december 2018 en anlægsbevilling til etablering af et skole- og dagbehandlingstilbud i Hundested på i alt 3.988.000 kr. Der er desuden afsat rådighedsbeløb på 1.575.000 kr. til facaderenovering og på 1.500.000 kr. til renovering af tag i henholdsvis 2020 og 2021.
Administrationen vurderer, at der er væsentlig synergi ved at gennemføre alle projekter samtidig, hvorfor det foreslås at give en samlet anlægsbevilling på 7.063.000 kr. til gennemførsel af det samlede projekt i 2019. Det har byrådet sagt god for, og de afsatte beløb til tag- og facaderenoveringen fremrykkes til i år. Det nye skole- og dagbehandlingstilbud, der etableres i den tidligere Hundested Skole, skal huse op til 80 elever i form af 50 elever i specialskoledelen og op til 30 elever i dagbehandlingstilbuddet. Derudover skal bygningen huse et socialpædagogisk tilbud.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Borup, Slagelse, Køge, Kalundborg, Aalborg, Odder, Kerteminde og Hundested