Undervisningsminister Merete Riisagers (LA) og regeringspartiernes aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og SF skal sikre erhvervsrettede uddannelser i yderområder.
Det bliver en af Merete Riisagers sidste aftaler hvis ikke den sidste, for hun forlader politik ved folketingsvalget. Hun noterer udtrykkeligt, at aftalen er indgået trods et forestående valg.
- Det må ikke være afstanden, der afholder unge fra at vælge en erhvervsuddannelse.
Aftalen øger muligheden for at sikre et endnu bedre udbud af erhvervsuddannelser i hele Danmark, erklærer hun.
Første trin
Det er første trin i en reform af den måde, erhvervsskoler finansieres.
En embedsmandsgruppe skal i slutningen af året fremlægge et oplæg om en reform af taxameter- og tilskudssystemet. De syv partier afsætter 60 mio. kr. årligt til overgangen til et nyt system for finansieringen af erhvervsuddannelser.
Der afsættes 25 mio. kr. til uddannelsessatellitter, som almene gymnasier, VUC’er og erhvervsskoler kan oprette i egne, hvor der ikke findes et tilbud om erhvervsuddannelse.
Gymnasier og VUC’er kan få en tidsbegrænset dispensation til at udbyde erhvervsuddannelser.
Endelig etableres et henvisningstaxameter, der gælder fra 2020 og finansieres af overgangspuljen på 60 mio. kr.
Beløbet udgør mellem 15.000 og 20.000 kroner per elev, der skifter fra eksempelvis hf eller gymnasium til en erhvervsskole.
Aftale skal sikre yderområder bedre erhvervsuddannelser
Bred aftale om erhvervsuddannelser i yderområder