23948sdkhjf

Gisselfelds svar på Eiffeltårnet

Camp Adventure Park ved Næstved har efter flere udfordringer åbnet sit 45 meter høje tårn

Efter flere måneders forsinkelse er det spektakulære trætårn i Camp Adventure Park ved Gisselfeld Klosters skove åbnet. Det skete 30. marts - nøjagtig samme dato, som Eiffeltårnet åbnede for 130 år siden. Meget lig Eiffeltårnets rolle i Paris, forventes Camp Adventures tårn at blive et ikon for hele Sydsjælland og kunne tiltrække turister fra nær og fjern.

Det spektakulære 45 meter høje tårn ved Rønnede på Sydsjælland tager besøgende 140 meter over havets overflade - og er nu det højest tilgængelige punkt på Sjælland.

Forretningsudvikler i Camp Adventure, Kasper Larsen, er begejstret:

- Det er mange års spændende og udfordrende arbejde for Camp Adventure, der kulminerer. Det bliver en unik oplevelse, hvor man går ad en 900 meter lang boardwalk til tårnet, og op i det smukke tårn med udsigt udover hele Sydsjælland. Og så tilbage af en anden boardwalk - igennem det kuperede terræn med unge og gamle træer.

Spiralrampe
Tårnet er tegnet af Effekt Arkitekter og designet og arkitekturen spiller en væsentlig rolle for hele oplevelsen, og har allerede vakt opsigt udover Danmarks grænser. Partner i tegnestuen Tue Hesselberg Foged, siger:

- Tårnet består af en 650 meter lang spiralrampe, som langsomt fører de besøgende fra skovbunden og op gennem trækronerne til en fantastisk udsigt ud over landskabet. Selvom tårnets organiske form er spektakulær, har vi designet det til at blive bygget af helt lige stålrør. Gangbroen er bygget af egetræsplanker fra et lokalt bæredygtigt skovbrug.

Camp Adventure er placeret lidt syd for Haslev i Faxe Kommune og her er begejstringen også stor:

- Tårnet kan ikke sidestilles med andre turismeprojekter på Sjælland. Camp Adventures udvidelse med tårnet vil have en væsentlig positiv betydning for Faxe Kommunes udvikling. Tårnet har allerede bragt Sydsjælland på landkortet både nationalt og internationalt og det er nu, vi kommer til at mærke effekterne for alvor, håber borgmester i Faxe Kommune, Ole Vive

Første spadestik blev taget i maj sidste år og oprindeligt var det planen, at det skulle stå færdigt i november. Men trods forsinkelsen har det været værd at vente på.

I designet har man forsøgt at undgå den klassiske cylinderform og i stedet givet tårnet en kurvet profil - med en slank midte og et bredere fundament og top.

Vejer 500 ton
Byggeriet er udført af Levi Jensen A/S fra Herfølge, som også stod bag den konstruktion, der kan forvandle fodboldarenaen Parken i København til en indendørs arena.

- Det er en meget spændende - og udfordrende - opgave, siger byggeleder Simon Andersen fra Levi Jensen.

- Det er nogle store dimensioner, vi arbejder med, og designet og geometrien er helt unikt, så vi har blandt andet arbejdet intenst på at skabe en effektiv montage-metodik, fortæller Simon Andersen.

Når man bygger et tårn starter man altid med at grave et stort hul i jorden. Sådan er det også med udsigtstårnet i Camp Adventure. Her er støbt et piloteret betonfundament, som skal bære det 500 ton tunge tårn.

- På fundamentet og i midten af tårnet byggede vi en midlertidig stålkonstruktion som skulle stabilisere tårnet, mens det skød i vejret, siger Simon Andersen. ///

Artiklen er en del af temaet arkbyg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112