Bundlinjen nåede ikke helt det niveau, som entreprenørvirksomheden C.C. Brun Entreprise A/S fra Herlufmagle på Sydsjælland havde forventet for regnskabsåret 2018.
- Enkelte sager er ikke forløbet tilfredsstillende, forklarer adm. direktør og hovedaktionær Kristian Lind over telefonen.
Overskuddet er på 5,5 mio. kr. før skat, hvilket er næsten 40 pct. lavere end de 8,8 mio. kr., der endte på bundlinjen i 2017.
Ud over enkeltsagerne har det dog været et udmærket år for virksomheden, fornemmer man. Ordrebeholdningen på 220 mio. kr. er tilfredsstillende, og virksomheden holder omsætningen på små 250 mio. kr., hvilket flugter med målsætningen.
Fokus på tidlig inddragelse
Desuden er det lykkedes for CC Brun at øge andelen af opgaver med tidlig inddragelse i tråd med strategien.
- Det er noget, vi rigtig gerne vil, og som fylder mere hos kunderne. Vi kommer med i de indledende faser og kommer tættere på bygbarhedsprocessen, siger Kristian Lind.
CC Brun har egenproduktion inden for jord-, kloak- og betonarbejder, brolægning, tømrer- og snedker- samt smedearbejder. Geografisk holder virksomheden sig til Sjælland og Lolland-Falster, hvor opgaverne overordnet omfatter erhvervs- og institutionsbyggerier samt renovering.
Direktøren fremhæver, at selvom der er gang i hjulene, så er der ikke tale om overophedning i branchen. Heller ikke i hovedstadsområdet, hvor den sydsjællandske entreprenør også har opgaver.
Skal ikke blive dristige
- Den påståede overophedning oplever vi ikke. Vi har noget at lave, og der er travlt, men der er fortsat plads til mere, siger han.
I 2019 forventer virksomheden at holde omsætningsniveauet. Samtidig lyder det i ledelsesberetningen, at "priskonkurrencen i markedet er i bedring". Kristian Lind forventer også, at indtjeningen vil være bedre end sidste år.
- Vi regner med, at vi kan lande mellem 3 og 4 pct., siger han.
I 2018 var overskudsgraden på 2,3 pct. I de to foregående regnskabsår har den ligget på 3,4 pct. og 3,2 pct.
CC Brun arbejder med det, der bliver kaldt en forsigtig tilbudsstrategi.
- Det skal forstås sådan, at vi ikke bliver dristige. Vi skal ikke risikere at komme ud i nogle enkeltsager, vi ikke kan håndtere, fortæller Kristian Lind.