23948sdkhjf

Verdo og Eniig på opkøb hos hinanden

Verdo køber fjernvarmeselskabet i Herning af Eniig, hvis netselskab N1 til gengæld overtager Verdos elnet i Randers, Hobro og Hillerød.

Med aftalen mellem Verdo og Eniig opnår begge selskaber øget volumen og en fokusering af forretningerne inden for henholdsvis fjernvarme og elforsyning

- Aftalen giver god mening for Verdo, for vi får en unik mulighed for at styrke fjernvarmeaktiviteterne samtidig med, at vi sikrer en tryg fremtid for elnettene. Fjernvarme er et centralt, strategisk område for os, og med et øget samlet kundegrundlag får vi bedre mulighed for at optimere aktiviteterne, så vores kunder får fjernvarme til endnu lavere priser. Og selv om vores medarbejdere har drevet nogle af landets mest effektive elnet, må vi også erkende, at elnettet er under konstant forandring for at imødekomme nye teknologier som vindmøller og elbiler. Det er fornuftigt at samle nettene i større selskaber, og elnettets fremtid er i gode hænder hos N1, udtaler Kim Frimer, administrerende direktør i Verdo.

Velkommen hos N1
I N1 byder man de nye Verdo-kolleger velkommen. Elnettene i Randers og Hobro, som er en del af aftalen sammen med elnettet i Hillerød, har ligget som øer i N1s forsyningsområde, så der er også geografisk tale om et perfekt match. Det giver også rigtig god mening, at elnettene i Randers og Hobro integreres med nettet i resten af N1-området, så der kan hentes betydelige synergigevinster ved at drive ét samlet net.

-  Elnettene i Randers, Hobro og Hillerød vil blive serviceret, vedligeholdt og drevet effektivt og med samme høje forsyningssikkerhed som i resten af N1s forsyningsområde. Vi har store ambitioner i forhold til effektiv netdrift, og derfor budgetterer vi i også i 2019 med store investereringer i nyanlæg og re-investeringer i elnettet, fortæller Jan Østergaard Jensen, som er direktør i N1.

Fremtidssikring af varmeselskabet
For Eniig Varme betyder salget, at selskabet skifter fra at være en mindre del i en koncern med fokus på el, fiber og vedvarende energi til at være en strategisk vigtig del af Verdo-koncernen med fokus på grøn energiproduktion og teknisk infrastruktur.

- I Eniig er vi glade for at have fundet en ny god ejer til vores varmeforretning. Vi har taget en strategisk beslutning om at fokusere på elforsyning, fiberbredbånd og vedvarende energi. I den forbindelse har vi vurderet, at nøglen til yderligere vækst og effektiviseringer i fjernvarmeselskabet lå i konsolidering. Det opnår vi ved aftalen med Verdo, for den betyder, at fjernvarmen i Herning er fremtidssikret, og at fjernvarmekunderne i Herning er i gode hænder, udtaler administrerende direktør Martin Romvig fra Eniig.

Salget af Verdos elnet er betinget af en godkendelse i byrådet i Randers, hvor aftalen formentlig behandles på byrådsmødet i Randers den 29. april.

Repræsentantskaber i både Verdo og Eniig skal godkende salget af henholdsvis elnet og varmeselskab. Desuden skal konkurrencemyndighederne godkende transaktionen, og Energistyrelsen skal godkende den indirekte overdragelse af netbevillingen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14