23948sdkhjf

Blå blok vil investere 112 milliarder i veje og tog

Regeringen og DF vil investere 112,7 milliarder kroner i infrastruktur. 71,5 milliarder på jernbane og tog.

Kort før folketingsvalget er regeringen og DF blevet enige om infrastrukturaftale.

Den indeholder investeringer for 112,7 milliarder kroner.

Blandt andet er der jernbaneprojekter og indkøb af tog for op mod 71,5 milliarder kroner, står der i aftalen.

- Vi vil have mindre transporttid. Med infrastrukturplanen kan vi sørge for, at det går hurtigere at transportere sig fra A til B, hvad enten man benytter sig af tog, bus eller bil, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA) på et pressemøde, hvor aftalen præsenteres.

Her kan du få overblikker over, hvor parterne vil bruge de 110 mia. kr.:

Her er regeringens infrastrukturplan

Blandt ny infrastruktur er en tredje Limfjordsforbindelse og en forlængelse af både Hillerød- og Frederikssundmotorvejen i Nordsjælland.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, siger, at aftalen vil skabe et mere sammenhængende Danmark.

- Vi har haft stor fokus på opgradering af landeveje og indfaldsveje ude i landet. I alt udmønter vi 112 milliarder kroner, og vi har fået en god balance mellem veje og tognet.

- Dansk Folkeparti opsiger aftalen om Togfonden. Det betyder, at Vejlefjordbroen ikke bliver gennemført, hvilket giver økonomi til, at andre projekter kan gennemføres, siger René Christensen.

DF har for nylig erklæret sig klar til at droppe aftalen med rød blok om Togfonden. Den skulle ellers sikre, at togpassagerer kun bruger en time på at komme frem mellem hver af Danmarks fire store byer.

Projekterne i planen sættes i gang i perioden fra 2021 til 2030. Det gælder blandt andet en udvidelse af E45, midler til en ny midtjysk motorvej samt en udvidelse af Fynske Motorvej syd om Odense.

En togforbindelse mellem Vejle og Billund skal ifølge aftalen igangsættes i 2023.

Finansminister Kristian Jensen (V) fortæller, at aftalen sikrer 450 kilometer mere vej i hele landet.

- Vi har prioriteret nye investeringer i alle dele af landet, så det bliver lettere at være dansker, når man skal transportere sig hurtigere til og fra arbejde og besøge familie og venner rundt omkring i Danmark.

- Desuden har vi sikret en god balance mellem bedre kollektiv trafik og flere veje, så det bliver lettere og hurtigere at komme frem både med tog, i bil og på cykel, siger han.

Der afsættes i alt 50,2 milliarder kroner i nye projekter. De penge fordeles med 41,1 milliarder kroner til nye vejprojekter, mens 9,1 milliarder kroner er sat af til nye baneprojekter.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141