23948sdkhjf

Opkøb åbner nyt marked for ventilationsvirksomhed

Ølands overtagelse af lille specialistvirksomhed i Næstved flytter Øland fra at være komponentleverandør til at kunne levere hele systemer

Ventilationsvirksomheden Øland A/S har godt fat i markedet for ikke mindst kanalsystemer, men mærker en øget efterspørgsel efter store ventilationsaggregater hos det professionelle marked.

Det imødekommer Øland nu med opkøbet af den lille specialistvirksomhed Uniq Comfort fra Næstved, der samtidig flytter Øland fra at være en komponentleverandør til en systemleverandør.

Uniq Comfort, som i seneste regnskabsår i 2017 havde en bruttofortjeneste på 1,6 mio. kr. og et resultat før skat på knap 240.000 kr., har siden 2005 været forhandler af store ventilationsaggregater fra den litauiske producent Komfovent, som Øland med opkøbet nu overtager forhandlingen af.

Øgede luftmængder
- Vi tror, at den fremtidige vækst for Øland ligger på aggregatmarkedet. Vi kan ikke vokse meget mere inden for kanaler, hvor vi har en meget solid markedsposition. Til gengæld har vi mange kunder, der efterspørger aggregater, og det vil vi naturligvis meget gerne imødekomme, siger Ølands adm. direktør Carsten Madsen i en pressemeddelelse.

Opkøbet gør blandt andet Øland i stand til at levere aggregater med luftmængder på op til 100.000 kbm. I dag har Ølands nuværende aggregater en øvre grænse på 7.500 kbm.

- Det åbner et helt nyt marked for os. Vi kan trænge meget dybere ind på det professionelle marked, udtaler Carsten Madsen.

Vigtig specialistviden
Næstved-virksomhedens to grundlæggere, Lars Hejlsvig Aagaard og Ole Waldorf Christensen, har gennem årene opbygget en stor viden om produkterne og brugen af disse.

Og det er ikke mindst denne specialistviden, der også gør opkøbet attraktivt.

- Med købet af Uniq Comfort får vi ikke kun adgang til at forhandle nogle meget interessante ventilationsanlæg. Vi får også boostet vores virksomhed med nogle fagligt meget kompetente kræfter, hvilket er altafgørende for, at vi for vi kan få et solidt fodfæste i markedet, understreger Carsten Madsen.

Opkøbet træder i kraft pr. 1. april og betyder, at Uniq Comforts to stiftere indtræder i Ølands aggregatdivision.

Øland A/S

Ventilationsvirksomheden Øland A/S er stiftet af Leif Øland i 1981 og har ni afdelinger over hele landet.

Virksomheden er ejet af den franske industrigigant Saint Gobain og en en del af Saint-Gobain Distribution Denmark A/S, der også omfatter vvs-grossisten Brdr. Dahl og trælastkæden Optimera.

Ølands produkter er fordelt inden for ventilatorer, armaturer, kanalsystemer og aggregater.

Øland havde i seneste regnskabsår i 2017 en bruttofortjeneste på 56,1 mio. kr. og et resultat før skat på 10,5 mio. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109