23948sdkhjf

Fynsk maskinimport satser på tyrkiske maskiner

Hos KSM Maskinservice har man i to år haft det tyrkiske mærke Hidromek i stalden, og de danske kunder, især nedbryderne er ved at få øjnene op for maskinernes kvaliteter

Der har været smedje, maskinværksted og -handel på adressen i Kissendrup på det østlige Fyn igennem fem generationer, og den sjette generation er godt på vej. Det er 26-årige Frederik Bergholdt, der sammen med faderen Henrik Bergholdt styrer butikken.

- Frederik er en meget dygtig mekaniker, og han har rigtig godt styr på alt det tekniske, men jeg nok er mere administration og salg, siger Henrik Bergholdt over en kop kaffe.

Vi har lige været ude at kigge i maskinhallen, hvor der er ryddet pænt op til et kommende åbent hus arrangement, og en række maskiner af mærket Hidromek er stillet op på rad og række i hallen.

Og netop maskinerne fra Tyrkiet er årsagen til, at vi er tilstede.

En tilfældighed
For det var lidt af en tilfældighed, at maskinerne endte med at komme i forhandling hos KSM Maskinservice:

Fleksibel virksomhed

KSM Maskinservice er grundlagt i starten af 1900-tallet, og er en videreudvikling af en traditionel smedje.

I dag udfører sjette generation salg og service af entreprenørmaskiner bredt, og har også en lang række servicefunktioner på hydraulik, el, smedearbejder og motorer for virksomheder i industrien, herunder en del på Lindø, hvor man også tidligere arbejdede, mens Lindø-værftet eksisterede.

Virksomheden beskæftiger 6-8 medarbejdere med salg og service.

- Du kender det. Man står og snakker til et arrangement, og så bliver disse maskiner nævnt, og vi kunne nemlig godt bruge et maskinmærke i huset til det tilbehør, vi ellers forhandler og sælger, siger Henrik Bergholdt.

- Da kontakten for godt et par år siden blev etableret, var det dog lidt en længere manøvre, for den tyrkiske storproducent af maskiner ville være sikre på, at danskerne var folk man kunne stole på, og at der var noget at bygge et samarbejde på.

- Man skal være en del af familien i Tyrkiet, og det blev vi. Og sådan fungerer det. Det er en gammel familievirksomhed. Der bliver lyttet til os, når der er et eller andet, vi gerne vil tale om, siger Henrik Bergholdt.

Han kommer jævnligt til Tyrkiet, og kan berette om en meget stor virksomhed, der er ved at opføre en helt ny kæmpeproduktion på et areal på omkring 100 hektar i nærheden af Ankara.

Et lille udpluk
I dag står så en række Hidromek maskiner i hallen. Det gælder en rendegraver, samt to gravemaskiner, den ene en 14 tonner og en anden en 30 tons gravemaskine, begge på bælter. Sidstnævnte ser faktisk markant større ud, og har en meget kraftig gravearm. Og flere maskiner er på vej.

- Vi har solgt nogle få stykker af denne model, og det er især til nedbrydere, som gerne vil have en kraftig maskine til arbejdet, og denne her er faktisk bygget til det hårde arbejde, og den kan holde til det, siger han og tilføjer at et eksemplar er blevet sejlet til Færøerne. Og det er den hårde test, for både klima og undergrund stiller enorme krav til holdbarheden, fortæller han.

Selv skulle de to generationer fra KSM Maskinservice også lige overbevises om, at maskinerne var holdbare, for de havde hørt mange historier om blandt andet kinesiske maskiner:

- Vi vil have kvalitet, og det skal være hele vejen igennem, og det har vi fundet her. Maskinerne lever fuldt op til de krav, der stilles, og kunderne er især meget imponerede over de mange kræfter maskinerne har, og så den ekstremt stærke konstruktion, siger Henrik Bergholdt, og henviser til de meget kraftige gravearme og bomme, der sidder på maskinerne, og det er tydeligt, at der er forstærkninger mange steder, for at styrke dem yderligere.

- Teknikken er kendt i Europa, maskinerne har Isuzu-motorer som er fuldt på højde med andre, både kvalitetsmæssigt og miljømæssigt i klassen, og firmaet har udviklet sin egen telematik, der yder en lang række oplysninger til kunden, så han har det fulde overblik over maskinens tilstand og formåen, supplerer Frederik Bergholdt, der lige har lagt mobilen fra sig.

Stærke og konkurrencedygtige
Begejstringen lyser ud af øjnene på dem begge, der også kan berette om stærkt konkurrencedygtige priser på maskinerne.

- Egentligt er det mærkeligt at man ikke har set Hidromek mere udbredt før herhjemme, men det skyldes jo nok, at de danske kunder gennem mange år er blevet vænnet til de traditionelle mærker i Danmark, siger Henrik Bergholdt.

Han er også klar over, at det tager tid at indarbejde et nyt mærke i Danmark, men det har også været vigtigt for begge at få nogle maskiner ud at køre, så man kunne samle referencer og erfaringer:

- Og vore erfaringer er i dén grad så gode, at vi gerne vil sætte lidt mere skub på nu, og vi tror der er mange kunder derude, som vil kunne se fordelen i at vælge disse maskiner, siger Henrik Bergholdt.

Det fynske firma handler også med Bomford, der er klippere til den grønne sektor, Modularis, der er sorterergrabbe til den grønne sektor samt det er virkelig supplerer Hidromek-maskinerne, nedbrydningsudstyr fra Osa, som dækker hydraulikhamre, skrotsakse og betonklippere.

Om Hidromek

Siden 1978 har den tyrkiske Hidromek entreprenørmaskinfabrik specialiseret sig i produktion af gravemaskiner og rendegravere. Fabrikken, der er placeret i den tyrkiske hovedstad, Ankara, producerer årligt 2.000 gravemaskiner og 3.000 rendegravere. Den store produktion går primært til det russiske marked, Mellemøsten og Sydøstasien. Men inden for de senere år har Hidromek-fabrikken også etableret sig på det europæiske marked med stor succes, især i Syd- og Østeuropa. Hidromek-maskiner sælges i Sverige.

Hidromek producerer hjulgravere, bæltegravemaskiner, rendegravere, gradere. Maskinerne er bygget til det hårde klima i blandt andet Rusland, men opbygges med henblik på de enkelte markeder. I Danmark står lige nu en 30 tons gravemaskine samt en 14 tons.
På det kommende Bauma show i april i München kommer En 6 tons og en 8 tons gravemaskine. Desuden har mærket også en serie af rendegravere. Desuden kommer også en 20 tons gummihjulslæsser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156