REGION HOVEDSTADEN
RAMLØSE
Rækkehuse
Udvalget for miljø, klima og kyst i Gribskov Kommune har godkendt forslag til lokalplan 521.04 for boliger, Kirsebærhaven 2, Ramløse med henblik på fremlæggelse i fire ugers offentlig høring.
Lokalplanen gør det muligt at opføre otte boliger i et rækkehusbyggeri.
Den berørte ejendom er en tidligere børnehave, som blev solgt i foråret 2018.
PEDERSKER
Samlingssted
En projektgruppe med repræsentanter for Pedersker Brugsforening, Pedersker Lokalforening og Bornholms Regionskommune har videreudviklet to EU-projekter, Wasteman og Future, til også at omfatte et byrumsprojekt der kan styrke den lokale Brugs i Pedersker som henholdsvis samlingssted, ramme om læring og oplevelser og som center for cirkulære systemer.
På sit seneste møde godkendte økonomi-, erhvervs- og planudvalget, at regionskommunen får ansvaret for at gennemføre projektet "Pedersker - Et bæredygtigt samlingssted" i et omfang der svarer til finansieringen til projektledelse. Der er bevilget 200.000 kr. til projektledelse.
Konkret ønskes, sideløbende med forsøg med genanvendelse og genbrug, gennemført en række borgerdrevne byrumstiltag blandt andet udført i lokale genbrugsbyggematerialer der synliggør, at lokalområdet er foregangsområde, når det gælder en mere bæredygtige omstilling.
GUDHJEM
Varmtvandsbassin
Gudhjem Svømmehal ønsker at etablere et varmtvandsbassin i forlængelse af den eksisterende svømmehal, der kan give bedre muligheder for handicappede og andre grupper, der kan have gavn af aktiviteter i et varmtvandsbassin. Gudhjem Svømmehal har derfor rettet henvendelse til Wilhelm Philips Stiftelsen, som har udtrykt interesse for projektet, og som gerne vil bidrage med 1,55 mio. kr. til projektering af projektet, såfremt der kommer en tilkendegivelse af politisk interesse og økonomisk støtte til projektet fra Bornholms Regionskommune.
Økonomi-, erhvervs- og planudvalget anbefaler, at kommunalbestyrelsen tilkendegiver interesse for projektet, at regionskommunen stiller fundraising-bistand til rådighed, og at dialogen med Gudhjem Svømmehal og Wilhelm Philips Stiftelsen fortsættes.
REGION SJÆLLAND
SOLRØD
Ombygning
Solrød byråd har frigivet 600.000 kr. til flytning af Klub 2680 til andre faciliter i Solrød Idrætscenter.
Klub 2680 flyttes til den østlige del af Hal C, hvor der etableres køkken og indkøbes nyt inventar, der matcher de nye omgivelser, og hvor motionslokalet udvides mod vest. Flytningen og ombygningen vil ske etapevis.
REGION SYDDANMARK
VEJLE
Boliger og plejehjem
En privat bygherre har anmodet om at få lokalplanlagt for et område ved Lindetvej i Vesterlund, så der åbnes mulighed for at opføre et friplejehjem og tæt-lave boliger på området.
Bygherre ønsker mulighed for at opføre et friplejehjem og dertilhørende faciliteter på cirka 1.730 kvm i alt til mennesker med livstruende sygdomme, som er i den terminale fase af deres sygdom. Friplejehjemmets placering i Vesterlund har baggrund i et ønske om naturskønne omgivelser, som kan give ro til beboerne.
Friplejehjemmet kommer til at bestå af 12 boliger, fællesstue, wellnessområde, bibliotek, produktionskøkken og diverse kontorer.
Der er nu udarbejdet et forslag til lokalplan, som teknik- og miljøforvaltningen anbefaler godkendt og fremlagt i fire ugers offentlig høring. Vejle byråd tager stilling i sagen på sit møde i dag.
VEJLE
Etageboliger
En privat bygherre ønsker at opføre 26 etageboliger som en randbebyggelse på hjørnet af Vedelsgade og Tønnesgade i Vejle, hvor Jysk Pejsecenter ligger i dag. Der er for at det kan lade sig gøre udarbejdet forslag til nyt plangrundlag, som har været i høring og nu indstilles til endelig vedtagelse.
Al eksisterende bebyggelse forudsættes nedrevet, og ny bebyggelse opføres i fire etager over en parkeringskælder.
Sagen er på Vejle byråds dagsorden i dag.
ASSENS
Almene boliger
Økonomiudvalget i Assens Kommune anbefaler, at kommunen igangsætter proces med indkaldelse af skitseprojekter for et alment boligprojekt i Aarup til opførelse i 2020. Udvalget anbefaler også, at byrådet ved udvælgelse af projekter prioriterer projekter med placering i Bredgade i Aarup af hensyn til byplanlægningen i byen.
Der at planen, at der skal udvælges et projekt i maj måned, og at skema A herefter skal være klar til byrådets godkendelse i januar 2020.
REGION MIDTJYLLAND
HORNSYLD
Udbygning af tandpleje
Hedensted Kommune har afsat i alt 20 mio. kr. i år og næste år til renovering og udbygning af Tandplejen i Hornsyld. Det sker som et led i at Hedensted Kommune fremover selv skal varetage tandregulering.
Planlægningsarbejdet er i fuld gang, og der søges nu om frigivelse af midler til projektering af byggeriet, således der kan afholdes licitation senere på året.
Den nye udvidede tandpleje forventes at stå klar til brug december 2020.
Sagen er på Hedensted byråds dagsorden i dag.
LØSNING
Boliger
Hedensted byråd skal på sit møde i dag beslutte, om lokalplan 1123 for boliger ved Frederiksbergvej i Løsning, med tilhørende spildevandstillæg nr. 13, skal vedtages endeligt.
Lokalplanen gør det muligt at opføre en tæt-lav bebyggelse inden for lokalplanområdet. Med lokalplanen sikres en byudvikling med boliger, opført ud fra en samlet bebyggelsesplan, hvortil der skal etableres grønne fællesarealer og en stiforbindelse mellem Jernbanegade og Frederiksbergvej.
Spildevandstillægget ændrer lokalplanområdets status fra fælleskloakeret til planlagt spildevandskloakeret. Det betyder at regnvand skal håndteres og nedsives inden for lokalplanområdet.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Pleje- og ældreboliger
Aalborg byråd har vedtaget lokalplan 1-4-112 Pleje- og ældreboliger, Bonnesensgade, Ø-gadekvarteret og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Det nye plangrundlag baner vej for opførelse af plejeboliger i tilknytning til Fyensgade Centret og de eksisterende ældreboliger på Fyensgade 27-41 i Aalborg. Der kan inden for planområdet opføres etagebebyggelse med op til 75 nye plejeboliger samt dertilhørende fælles- og servicearealer.
Eksisterende bebyggelse på stedet skal rives ned.
LØKKEN
Udvidelse af forlystelsescenter
Action House ved Løkkensholmsvej i Løkken ønsker at udvide, og for at det kan lade sig gøre er der udarbejdet forslag til nyt plangrundlag.
Forslagene har været i høring og på sit møde i dag skal Hjørring byråd beslutte, om lokalplan og kommuneplantillæg skal vedtages endeligt.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Ramløse, Pedersker, Gudhjem, Solrød, Vejle, Assens, Hornsyld, Løsning, Aalborg og Løkken