REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY
Udskiftning af køkkener
Brøndby Kommunalbestyrelse har godkendt et projekt for køkkenudskiftning i afdeling Rheumpark via kollektiv råderet og godkendt den tilhørende låneoptagelse.
Den samlede udgift i sagen er opgjort til 5,2 mio. kr., idet 80 beboere har tilmeldt sig.
BRØNDBY
Tilbygning
Teknik- og Miljøforvaltningen i Brøndby Kommune søger nu kommunalbestyrelsen om en anlægsbevilling på 4,4 mio. kr. til en tilbygning til Roland hjælpemiddeldepot og til en stor kabinet- og sengevaskemaskine.
Brøndby Kommunens hjælpemiddeldepot har behov, der ikke kan rummes i de nuværende bygningsrammer, og derfor skal der bygges til. Tilbygningen kobler sig på Hjælpemiddeldepotet mod øst og er en rektangulær udbygning på cirka 150 kvm indeholdende kontor, teknik- og tømrerværksted og depotareal. Ombygningen skal første og fremmest skabe plads til den nye kabinet- og sengevaskemaskinen.
Projektet kommer ifølge kommunens plan i udbud i løbet af det kommende forår, hvorefter arbejdet udføres i perioden juni-oktober.
HERLEV
Skolerenovering
I budget 2019 har Herlev Kommune afsat 4 mio. kr. til vedligeholdelse og forbedring af de fysiske rammer på Herlevs skoler, og nu skal kommunalbestyrelsen tage stilling til udmøntning af midlerne og til frigiveise af beløbet.
I første omgang behandles sagen på børne- og uddannelsesudvalget i dag.
Frem mod 2022 har kommunen afsat 16 mio. kr. til at forbedre de fysiske rammer på Herlevs skoler. De 4 mio. kr., der er afsat i år, skal blandt andet bruges på malerarbejde, renovering af gulve og renovering af badefaciliteter.
FREDERIKSBERG
Studieboliger
By- og miljøudvalget i Frederiksberg Kommune vedtog på sit seneste møde at godkende et projekt, der går ud på at konvertere kontorbygningen på Finsensvej 15 til studieboliger. Godkendelsen er betinget af, at der opnås en tilfredsstillende detaljeringsgrad med hensyn til materialer og proportioner i en tæt dialog med forvaltningen. Et mindretal bad om at få sagen behandlet i kommunalbestyrelsen.
Ejendommen på Finsensvej 15 er en fem-etagers kontorbygning, som Copi Group har erhvervet med henblik på at ombygge den til studieboliger.
Det nuværende projektforslag indeholder 187 boliger, og der indrettes boliger i alle etager og dele af stueetagen. Resten af stueetagen indrettes til fællesformål med café, studieområde, fælleskøkken, opholdsrum og lignende. Kælderetagen indrettes primært til parkerings- og depotformål samt vaskeri og træningsfaciliteter.
REGION SJÆLLAND
KALUNDBORG
Renovering af bygninger
På investeringsoversigten for 2019 har Kalundborg Kommune afsat 3 mio. kr. til renovering og bygningstilpasning af bygningerne Rynkevangen 8, Kalundborg samt Algade 4, Gørlev, således at bygningerne kan rumme aktivitets- og personalebaser for Fremtidens Socialpsykiatri i Kalundborg Kommune, og beløbet søges nu anlægsbevilget.
Der etableres henholdsvis en nordlig og en sydlig aktivitets- og personalebase. I nord ved at inddrage stueetagen på Rynkevangen 8 i Kalundborg, hvor førstesalen i forvejen anvendes som socialpsykiatrisk værested og personalebase, og i syd i Sukkerfabrikkens tidligere administrationsbygning i Algade 4 i Gørlev.
Projekteringsarbejdet er igangsat, og renoveringsarbejdet forventes gennemført, så socialpsykiatrien kan tage bygningerne i brug senest 1. august i år.
REGION SYDDANMARK
BOGENSE
12 almene boliger
Bogense Boligforening planlægger at opføre 12 almene familieboliger i Klintebjerg. Inden boligforeningen arbejder videre med projektet, har den brug for en tilkendegivelse fra kommunen om, hvorvidt den er indstillet på at give tilsagn til opførelsen af boligerne, herunder at yde kommunal grundkapital til projektet. Den tilkendegivelse gav økonomiudvalget forleden.
Herefter forventer boligforeningen at indsende skema A til politisk godkendelse.
Projektet omfatter ifølge planerne seks dobbelthuse på samlet 1.068 kvm bebyggelse. Boligerne vil i gennemsnit blive på 89 kvm.
REGION MIDTJYLLAND
TIM
Børnehave
Ringkøbing-Skjern byråd har nu vedtaget det nye plangrundlag, der skal bane vej for en ny børnehave ved Åvænget i Tim, endeligt.
Den eksisterende børnehave ligger i et boligområde syd for byens hovedgade, og den ønskes flyttet til de øvrige offentlige institutioner i Tim.
Ny institutionsbebyggelse kan opføres i maksimalt to etager og med et etageareal på maksimalt 1.000 kvm.
SKJERN
Dagligvarebutik
Ringkøbing-Skjern byråd har vedtaget lokalplan 436 og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Baggrunden for lokalplanen er et ønske fra en privat bygherre om at omdanne ejendommen på hjørnet af Østergade og Ringvejen i Skjern til én dagligvarebutik og én udvalgsvarebutik.
BRÆDSTRUP
Boliger
Lokalplan 313, Boliger, Nørregade, Brædstrup indstilles nu til endelig vedtagelse i Horsens byråd.
Lokalplanen er udarbejdet for at give mulighed for en blanding af tæt-lave boliger i et plan og etageboliger i fire etager, og det er ejerne af Brædstrup Kro, der har bedt om at få lokalplanlægningen udført.
Planlægningen skal blandt andet sikre, at der etableres flere mindre boliger i den centrale del af Brædstrup. Der er behov for flere tidssvarende ældrevenlige boliger, der kan imødekomme den voksende gruppe af seniorer i byen.
LUND
Boliger
En privat lodsejer har anmodet Horsens Kommune om at udarbejde et forslag til en lokalplan samt et kommuneplantillæg for et boligområde nord for Provstlundstien i Lund.
Det er sket, og nu indstiller direktionen, at planforslagene godkendes og sendes i offentlig høring i otte uger. Formålet med planlægningen er at give mulighed for udstykning til åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse, som bliver fjerde og sidste etape af et stort boligområde omkring Provstlund Allé i Lund.
REGION NORDJYLLAND
DRONNINGLUND
Sundhedshus
Arne M. Jensen har på vegne af Socialdemokraterne i Brønderslev byråd fremsendt et forslag om, at Brønderslev Kommune tager initiativ til at undersøge mulighederne for, at de forskellige aktører på sundhedsområdet og kommunale tilbud på området kan flyttes til et fælles sundhedshus i tidligere afdeling M, som er den nyeste af bygningerne, på tidligere Dronninglund Sygehus. Forslaget er på Brønderslev byråds dagsorden i morgen.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Brøndby, Herlev, på Frederiksberg, i Kalundborg, Bogense, Tim, Skjern, Brædstrup, Lund og Dronninglund