Vi har hørt det igen og igen: Renten er historisk lav, og den stiger sandsynligvis inden for kort tid. Men de seneste måneder er det gået modsat for den lange rente, som er faldet en tand til.
Dermed er kursen på 30-årige obligationer på 2 pct. med afdrag røget over 100, og så må papirerne ikke længere udstedes.
I stedet sendte realkreditselskaberne i januar papirer med 1,5 pct. i rente på markedet, og de er efterhånden blevet handlet til kurser over 95, hvilket ifølge en af tommelfingerreglerne gør kurstabet så lille, at lånene er interessante.
Mandag 18. februar lå kursen på lidt over 97.
- Jeg har haft fat i 20-25 af de omkring 50 andelsforeninger, jeg er administrator for, og de fleste steder har vi lagt om til 1,5 procent-lån eller gjort klar til det. Ofte har de eksisterende lån løbet omkring tre år, så vi samtidig forlænger løbetiden fra de resterende cirka 26 år til 30 år, og det giver en ekstra lettelse i afdragene ud over rentebesparelsen, siger advokat Bjarne Johnsen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Nogle steder kan bestyrelsen sammen med en rådgiver eller administrator lægge lån om, andre steder kræver det godkendelse på en generalforsamling.
Kan betale forbedringer
Også Klaus Folmann, indehaver af rådgivningsfirmaet Andelsbolig.nu, har fokus på den lave rente:
- I flere af de foreninger, jeg rådgiver, ser vi på, om lånene skal lægges om. Normalt kan det bedst betale sig med et spring på to procentpoint, altså her med lån på 3,5 procent eller mere. Men det kan også være relevant at indfri dyrere banklån eller at udnytte lettelsen - fra lavere rente og måske forlænget løbetid - til større renoveringer eller moderniseringer og stadig holde den samme boligafgift, siger Klaus Folmann.
Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) opfordrer ligeledes foreninger og bestyrelser til at granske mulighederne i det historisk lave renteniveau:
- Den lave rente gør det til en god idé at revurdere, om der er ting, man skal fremskynde i den enkelte forening, fx større vedligeholdelsesarbejder. Det er et godt tidspunkt at se på sine lån og måske få dem lagt om eller udvidet, siger direktør Jan Hansen.