Der er kommet grus i maskineriet i 2017/18 hos Dan Jord A/S fra Aarhus, der ellers har været et af de bedst indtjenende anlægsfirmaer over en årrække.
Overskuddet er således faldet til 2 mio. kr. før skat fra 14 mio. kr. i det foregående år.
Nedgangen i indtjeningen er en kombination af flere faktorer, forklarer adm. direktør Stef Heykoop. Det første, han trækker frem, er omsætningen, der er faldet fra 248 mio. kr. til 218 mio. kr. Det er tredje år i træk med lavere omsætning i Dan Jord, og det smitter af på bundlinjen.
- Nedgang i omsætningen på 30 mio. kr. er noget, vi kan mærke. Byggeriet buldrer derudad, men på anlægsområdet er der færre opgaver at byde ind på, siger han.
Flere tvister koster
Dan Jord, der er ejet af Per Aarsleff-koncernen, har tidligere været i stand til at holde et højt indtjeningsniveau trods faldende omsætning. De foregående tre år leverede entreprenøren overskudsgrader omkring 5-6 pct. Faktisk skal man helt tilbage til 2003/04, der bød på underskud, for at finde et år med lavere bundlinje end i 2017/18.
Det hænger sammen med, at flere projekter præsterede under forventningerne i 2017/18.
- For mange projekter leverede ikke som ventet, hvilket både skyldes eksterne og interne faktorer, og så må vi også erkende, at graden af tvister er stigende. Vi har ellers været gode til at undgå tvister tidligere, men dem har vi altså haft nogle stykker af, desværre. Og det medfører nogle ekstra omkostninger, siger Stef Heykoop.
Geografisk udfører Dan Jord primært opgaver i Østjylland, hvor entreprenøren blandt andet laver forsyning, brolægning, anlægsgartnerarbejde og jord- og kloakopgaver.
I ledelsesberetningen skriver Dan Jord, at entreprenøren i indeværende regnskabsår forventer et aktivitetsniveau på cirka samme niveau som i regnskabsåret 2017/18 med et fortsat positivt dækningsbidrag fra driftsaktiviteterne.
Hvordan det hidtil er forløbet i år, vil fremgå af den kommende kvartalsrapport fra moderkoncernen Aarsleff.
Stef Heykoop vil dog sige så meget, at Dan Jord har fået en fornuftig start på regnskabsåret.