JMM-koncernen kom ud af 2017-18-regnskabsåret med en lidt lavere omsætning, men en forbedret indtjening, som ledelsen venter, vil blive endnu en tand forbedret i indeværende regnskabsår.
Holdingselskabet rummer alle aktiviteter undtaget selskabet Normas, der beskæftiger sig med udlejning af tårnkraner.
Koncernens aktiviteter består af import og salg af entreprenørmaskiner, kraner og materialehåndteringsmaskiner samt landbrugsrelaterede maskiner.
Indenfor nævnte områder omfatter aktiviteterne ligeledes salg af reserve- og sliddele samt udførelse af reparations- og servicearbejde.
Lidt ned i omsætning
Koncernens omsætning i 2017-18 udgør 563 mio. kroner mod 610 mio. kroner sidste år.
Resultatopgørelsen for 2017-18 udviser et overskud på 9.7 mio. kroner mod et overskud på 7,1 mio. kroner sidste år, og koncernens balance pr. 30. september 2018 udviser en egenkapital på 37,6 mio. kroner.
Virksomheden har i regnskabsåret erhvervet yderligere kapitalejerandele i Johs. Møllers Maskiner A/ S og virksomhedens ejerandel pr. 30. september 2018 udgør således 94 procent.
Solgt fra
- Vi har i 2018 frasolgt vores aktiviteter som underleverandør til jernindustrien. Salget har medført nedgang i koncernens omsætning og engangsomkostninger, som har påvirket regnskabsåret negativt. Den konkrete aktivitet har været underskudsgivende, og der forventes således som følge af frasalget. en positiv resultateffekt for 2018-19 og de kommende regnskabsår, fortæller adm. direktør Hans Holm.
Årets realiserede resultat for koncernen er steget i forhold til sidste år, hvilket er i tråd med tidligere udmeldte forventninger.
Koncernens beskæftiger 141 medarbejdere.
Maskinhandel i stabil udvikling
JMM Holding A/S kommer ud med et større overskud, men lidt lavere omsætning, grundet frasalg af produktion