En forringelse af den såkaldte moderniseringsregel, der gør det muligt for udlejere at hæve prisen efter en gennemgribende renovering, vil sætte en prop i renoveringerne af danske lejeboliger og føre til en forringelse af boligmassen, advarer flere danske erhvervsorganisationer.
De reagerer på planerne om et politisk straksindgreb, hvor et flertal udenom regeringen vil fordoble det beløb, som investorer skal renovere for, før man kan hæve huslejen på en lejebolig, fra 250.000 til 500.000 kroner.
- Vi er ikke så glade for et hasteindgreb, da vi frygter det kan få moderniseringen af udlejningsmassen til gå i stå, siger Michael H. Nielsen, der er direktør i Dansk Byggeri.
Han foretrækker, at politikerne tænker sig grundigt om og laver lovgivning, der er holdbar på den lange bane.
- Det skal stadig være muligt for investorer at renovere boliger, men vi skal heller ikke åbne for griske kapitalfolk, der vil score en hurtig gevinst på at hæve huslejen, siger han.
Dansk Ejendomsmæglerforening vurderer, at politisk indgreb ikke vil ændre væsentligt på, hvorvidt det kan betale sig at investere i ejendomme.
- Men det kan ramme skævt. Man risikerer, at det ikke kan betale sig at renovere små lejligheder, hvor forbedringerne typisk vil koste mindre end i de store, siger Ole Hækkerup, der er adm. direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.
Midlertidig løsning
Dansk Folkeparti er et af de partier, der ønsker at forringe moderniseringsreglen. Partiets boligordfører, Merete Dea Larsen, fortæller, at indgrebet er midlertidigt og skal erstattes af permanente regler. Men først skal et ekspertudvalg gennemgå området og komme med deres forslag.
- Det er en god idé med et ekspertudvalg. Man skal holde tungen lige i munden, hvis der skal gribes ind. Det kan få store konsekvenser og risikerer blandt andet at ramme pensionskassernes investeringer i ejendomme. Man skal sørge for, at det også i fremtiden kan betale sig for pensionskasserne at byforny, siger Ole Hækkerup.
Ejendomme vil forfalde
Organisationen Ejendomdanmark, der repræsenterer udlejere, er meget kritisk overfor et politisk indgreb.
- Vi vil se lejlighederne især i de store byer langsomt forfalde og store nedskrivninger af værdien af danske ejendomme, som vil ramme pensionskasserne rigtig hårdt, udtaler Jannick Nytoft, der er adm. direktør i EjendomDanmark.
Han opfordrer partierne til at slå koldt vand i blodet.
- De skader over 90 procent af ejendommene, der ejes af danske investorer og pensionskasser. Lad os få tallene frem på bordet og finde en løsning, der ikke vil gøre det danske samfund og danske pensionister fattigere, udtaler Jannick Nytoft.
Han mener, at lejelovgivningen allerede er med en stærk beskyttelse af lejerne, der kan bruges, hvis nogen forsøger at udnytte reglerne.