Et godt indeklima kan forbedre indlæringen med otte-ni procent, dvs. i teorien kan man nøjes med ni år i stedet for 10 års folkeskole.
Denne samfundsøkonomiske gevinst regner man ikke med i offentlige budgetter.
Tværtimod står kommunerne til straf for at overskride deres samlede anlægsbudget i år med 300 mio. kr. Det undgår de dog, fordi serviceudgifterne er tilsvarende mindre. Det viser de hårde betingelser for kommunalpolitikeres prioriteringer.
Organisationerne Tekniq, Veltek og Blik & Rør forsøger at fange politikernes opmærksomhed angående skoler og daginstitutioners dårlige indeklima. Derfor arrangerede de i sidste uge en konference på Christiansborg for at få emnet højere op på dagsordenen.
Magnus Heunicke (S) efterlod ingen tvivl om, at han er rystet over behovet for renovering og tilstanden for indeklima, efter at han er blevet kommunalordfører.
- Vi står over for, at vore store velfærdsinstitutioner som for eksempel folkeskoler skal gennemrenoveres, fastlog den tidligere transportminister.
Anlægsloftet er en del af budgetloven, og der er en evaluering i gang. Magnus Heunicke opfordrer interessenterne til at melde sig med budskabet om, at det er nødvendigt at gøre budgetlofterne mere smidige for den offentlige sektor.
- Jeg har mødt borgmestre, som er nærmest desperate. De har sat penge af, men må ikke bruge dem. Alle husejere ved, at det kan være dyrt at blive ved med at udskyde nødvendige renoveringer. Det er skræmmende, hvor meget indlæring eleverne går glip af, sagde Magnus Heunicke.
Han plæderer for, at uddannelse skal ses som investering og ikke en driftsudgift.
Budgetlov hæmmer skolerenoveringer
Regeringens finanspolitik bør give mere plads for renovering af skoler og daginstitutioner, lyder det gennemgående budskab fra en konference om indeklima