23948sdkhjf

Rumæner fik dødstrusler da han afslørede dansk byggefirma

Rumænske Ionut Ioan gik til politiet, da han blev udnyttet til underbetalt tvangsarbejde. Det medførte dødstrusler og et liv på gaden

'Hør godt efter. Vi er på sporet af dig. Jeg ved, hvor du er, og jeg kommer efter dig. Jeg skyder jer.’

Truslen her er sendt til den 33-årige rumæner Ionut Ioan i efteråret 2018, hvor han som hjemløs boede på brostenene i København. Afsenderen er en sjakbajs hos hans tidligere arbejdsgiver.

Beskederne kom efter, at Ionut Ioan valgte at fortælle politiet om de skandaløse arbejdsforhold og minimale lønninger, der var hos hans arbejdsgiver, der var med i et stort byggeprojekt i Holbæk. Det skriver Fagbladet 3F.

- Det startede med, at jeg begyndte at stille spørgsmål til mine chefer om, hvorfor vi ikke fik de lovede penge. Jeg tænkte, at vi blev snydt. Jeg var sur og skuffet, for jeg havde stolet på dem. De havde lovet mig ordentligt arbejde. Derfor tog jeg beslutningen om at stå frem. Det havde jeg også fortalt min familie, så hvis jeg blev udsat for noget, vidste de hvorfor, siger Ionut Ioan til Fagbladet 3F.

Ionut Ioan fik i næsten et halvt år maksimalt 60 kroner i timen – og nogen gange meget mindre – selvom han ofte arbejdede fra morgen til aften seks dage om ugen.

Men siden Ionut Ioan gik til politiet med sine lønninger, begyndte han at modtage truende opkald og beskeder fra sin tidligere arbejdsgivers sjakbajs. Ionut Ioan blev med en rumænsk ven smidt ud af deres hjem af arbejdsgiverne, da det var arbejdsgiverne, der styrede ejendommen.

Rekrutteret til udnyttelse ved tvangsarbejde
Ud fra truslernes karakter valgte 3F at bringe Ionut Ioan i sikkerhed i et “safe house”. Center mod Menneskehandel, CMM, havde forinden haft Ionut Ioan under beskyttelse i 30 dage, da centeret havde vurderet ham menneskehandlet til tvangsarbejde.

“I en sårbar position, grundet et fejlslået arbejdsforhold i Danmark, uden økonomiske midler, uden mulighed for indtjening og uden bolig, er Ionut Ioan rekrutteret til udnyttelse ved tvangsarbejde i byggebranchen i Danmark”, skriver CMM i deres vurdering.

Politiet bekræfter over for Fagbladet 3F, at de har modtaget en anmeldelse i denne sag angående dødstrusler, og at de undersøger sagen. Ionut Ioan har dog endnu ikke hørt fra politiet eller modtaget hjælp fra dem.

Direktør for Akk Byg IVS afviser beskyldninger
Hans bosniske chef Alen Kapetanovic har stået bag flere firmaer i byggebranchen med udenlandsk arbejdskraft og er nu ejer af og direktør for virksomheden Akk Byg IVS. Han benægter alle beskyldninger om trusler og underbetaling.

- Ham, I har talt med, taler kun dårligt om mig. Han taler lort og lyver, siger Alen Kapetanovic til Fagbladet 3F.

Politiet, som Ionut Ioan udleverede oplysninger til i foråret 2018, har han aldrig hørt fra. Også selvom han siden fortalte dem om de dødstrusler, han dagligt modtog.

lda

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125