Medierne flyder nærmest over af rapporter om situationen i EU og ikke mindst forholdene i England og de konsekvenser, en manglende aftale om Brexit, altså Storbritanniens udmeldelse af EU, kommer til at betyde. En af de danske virksomheder, der har det helt inde på livet, er JCB-importør, Nicolaisen & Larsen.
De engelsk-producerede maskiner er gennem tredive år flydt ind i Danmark helt uden problemer, og har med ret kort varsel, hvis altså de var på lager, kunnet fragtes til Danmark uden problemer, fordi England har været medlem af EU.
Men Englands medlemskab kan få en brat ende, især da hvis det ender i en såkaldt "hård Brexit", og så kan det også blive så som så med smidigheden i importen af maskiner. Men hos importøren har adm. direktør Morten Krusborg naturligvis gjort sig nogle tanker om, hvordan det kan gå:
- Nu er det jo ikke noget der kommer fuldstændigt bag på os. Situationen har jo været under opsejling længe, så vi har da været til møder i JCB’s hovedkontor flere gange om emnet, og vi mener, at der er taget hånd om de situationer, der kan opstå, siger han beroligende.
Kan give ekstra arbejde
- Vi kan få noget ekstra arbejde med at få maskinerne ind i landet. Der bliver ganske enkelt mere papirarbejde, men det har vi taget hånd om sammen med vores transportør, som vi samarbejder tæt med, og her har man også gearet sig til situationer som måtte opstå, siger Morten Krusborg til Licitationen Byggeriets Dagblad.
Han tilføjer at der faktisk er flere maskiner på lager. Det skyldes dog ikke et hensyn til Brexit, men mere at der er enorm efterspørgsel verden over på JCB-maskinerne, og derfor skal man være i rigtig god tid med at lægge ordrer ind.
- JCB har erklæret at de hjælper til, blandt andet vil de justere, såfremt maskinerne skulle blive dyrere på grund af toldsatser eller andet, der kan fordyre varen. Og så et andet vigtigt pointe, nemlig at JCB jo ikke kun producerer maskiner i England, men flere andre steder, også inden for EU. I dag er det sådan, at det "kun" er 65 procent af de maskiner, vi får hjem, der kommer fra England, siger Morten Krusborg.
- Et andet vigtigt område er reservedele. Her kommer 90 procent af vores reservedele fra EU - altså ikke fra England, men øvrige EU-lande, og det betyder, at der ikke er nogen problemer på den front, beroliger Morten Krusborg.
Han tilføjer at det selvfølgelig kán ende med en hård Brexit, men der pågår jo forhandlinger, så ingen ved rigtigt hvor det ender endnu.
JCB-importør melder klar til Brexit
Den danske JCB importør, Nicolaisen & Larsen har gjort sig mange tanker om Brexit