REGION NORDJYLLAND 
 
SALTUM 
 
Cykelstier 
Jammerbugt Kommune søgte tilbage i 2017 cykelpuljen om tilskud til projektet "Fremme af turist- og skolecyklisme i Jammerbugt", som primært bestod af etablering af fire cykelstier henholdsvis mellem Saltum og Faarup, på Kollerup Strandvej, mellem Brovst og Tranum og mellem Tranum og Vestkystvejen. Der blev kun givet tilskud til cykelstien Saltum-Faarup, som ifølge planen anlægges her i første halvår af 2019. 
 
Nu har Vejdirektoratet imidlertid meddelt tilsagn om tilskud til det fulde projekt. Der er således givet tilsagn om tilskud på kr. 9,7 mio., så også de tre øvrige cykelstier kan anlægges. Der skal inden 30. juni fremsendes acceptblanket til Vejdirektoratet, hvori kommunen garanterer for sin del af betalingen, og hvor der også afleveres en tidsplan for anlægsarbejderne. 
 
Økonomiudvalget anbefaler, at kommunalbestyrelsen giver tilsagn om en egenfinansiering på 14,7 mio. kr. Jammerbugt kommunalbestyrelse har sagen på dagsordenen i morgen. 
 
AABYBRO 
 
Vejforlængelse 
Jammerbugt kommunalbestyrelse skal på sit møde i morgen blandt andet behandle en sag om etablering af Toftevejs forlængelse. Det indstilles, at projektet for Toftevejs forlængelse gennemføres som beskrevet og finansieres som foreslået, og at den afsatte ramme på 4,5 mio. kr. på årets budget til Infrastruktur Aabybro frigives. 
 
Detailprojekteringen for Toftevejs forlængelse er nu næsten afsluttet, og der er indgået aftaler om arealerhvervelse. Der er gennemført arkæologiske forundersøgelser, som har vist, at der skal udgraves to fund, inden vejen kan anlægges. Udgravningen forventes gennemført i løbet af foråret, hvorefter vejforlængelsen forventes udført i perioden maj-november i år. 
 
Toftevejs forlængelse skal erstatte Hovensvej på strækningen mellem Degnelodden og Thomasmindevej, som adgangsvej til eksisterende og kommende boligområder i den nordlige del af Aabybro. 
 
Projektets samlede udgifter er anslået til 7,8 mio. kr. 
 
REGION SYDDANMARK 
 
NR. BJERT 
 
Fjernvarmeforsyning 
Trefor Varme A/S har på foranledning af Huscompagniet Sønderjylland A/S udarbejdet et projektforslag vedrørende fjernvarmeforsyning af et nyt boligområde ved Sletteskovvej i Nr. Bjert, Kolding. 
 
Da området ligger ved et eksisterende fjernvarmeområde, kan projektet gennemføres ved en forlængelse af fjernvarmerørene. 
 
Plan-, bolig- og miljøudvalget har sagen på dagsordenen i dag, hvor projektforslaget indstilles til godkendelse. 
 
REGION HOVEDSTADEN 
 
BIRKERØD 
 
Renovering af to vejbroer 
Vejbroen på Bistrupvej over Nordbanen og vejbroen på Kongevejen over Ravnsnæsvej i Birkerød har nået en alder på 50 år, uden at der er foretaget større vedligehold af dem. Der er nu behov for en omfattende renovering af begge broer for at forlænge levetiden og forhindre, at der opstår yderligere skader. Forvaltningen har i efteråret 2015 fået gennemført særeftersyn af de to broer. Efterfølgende er der foretaget supplerende undersøgelser i 2016 og 2017 for at få fastlagt det eksakte renoveringsbehov. Undersøgelserne viser, at der skal ske en fuldstændig udskiftning af eksisterende belægning, beskyttelsesbeton, fugtisolering og profileringsbeton. Derudover skal der foretages arbejder på eksisterende rækværk og autoværn samt mindre betonreparationer på undersiden af brodækket og på trapper og fløje. Begge broer skal brydes fuldstændigt op, hvilket får betydning for trafikken igennem Birkerød. 
 
De to brorenoveringer udbydes samlet til én hovedentreprenør. 
 
Sagen er på Rudersdal kommunalbestyrelses dagsorden i dag, hvor det indstilles, at der gives en anlægsbevilling på 6,198 mio. kr. i 2019 til broen over Ravnsnæsvej og 4,958 mio. kr. til broen over jernbanen ved Bistrupvej. 
 
VEDBÆK 
 
Forbedring af kystbanestien 
Et af punkterne på dagsordenen, når Rudersdal kommunalbestyrelse holder møde i dag, handler om forbedring af Kystbanestien. Kystbanestien er en del af National Cykelrute 9, som er den danske del af den europæiske cykelrute mellem København og Berlin. Kystbanestien forbinder byområderne Vedbæk, Skodsborg og til dels Trørød i Rudersdal Kommune. 
 
Kystbanestien skal være et sikkert og trygt alternativ til at cykle på Strandvejen. For at opnå dette, samt højne fremkommeligheden, er der behov for at gennemføre en række indsatser, og forvaltningen søger nu om anlægsbevilling til dette. 
 
Rudersdal Kommune får støtte fra Vejdirektoratet til forbedringerne på stien, 
 
De planlagte forbedringer omfatter blandt andet udvidelse af stien nogle steder, sikring af kurver og krydsninger, vejvisning på asfalt og øget fremkommelighed. 
 
Projektering foreslås igangsat februar 2019. Alle indsatser gennemføres senest medio 2019. Den samlede udgift til forbedring af Kystbanestien udgør 2.577.000 kr. fordelt på projektering, opmåling, trafiksikkerhedsrevision, anlægsudgifter og evaluering.
Nye anlægsopgaver på vej
 Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Saltum, Aabybro, Nr. Bjert, Birkerød og Vedbæk