REGION HOVEDSTADEN
RØDOVRE
Renovering af boliger
Rødovre Almennyttige Boligselskab v/ DAB har ansøgt om Rødovre kommunalbestyrelses godkendelse af skema A vedrørende støtte til gennemførelse af en helhedsplan for afdeling 2304, Islevvænge. Den samlede anskaffelsessum for renoveringen er beregnet til 302.558.348 kr. Rødovre Kommunalbestyrelse har sagen på dagsordenen i dag.
Rødovre Almennyttige Boligselskab, afdeling Islevvænge er opført i 1952. Bebyggelsen er tegnet af arkitekt Arne Jacobsen og består af 191 henholdsvis gule og røde rækkehuse med et samlet boligareal på 15.000 kvm.
Da bebyggelsen er 66 år gammel, er der presserende behov for renovering og istandsættelse af boligerne.
Helhedsplanen omfatter renovering af begge typer rækkehuse, og for begge hustyper omfatter projektet nye badeværelser og køkkener, nye vinduer og døre, renovering af facader og nye træfacader med isolering samt nye vand-, varme- og elinstallationer. I de gule rækkehuse kommer der endvidere nye tage, nye isolerede terrændæk og gulve, samt ventillationssystem med varmegenvinding.
Som led i fremtidssikring af boligerne og som forudsætning for Landsbyggefondens støtte etableres 55 tilgængelighedsboliger samt 18 nye boligtyper ved ombygning og sammenlægning af 27 boliger. Renoveringen forventes påbegyndt i juli 2020 og afsluttet i december 2024.
KØBENHAVN
Pavillon
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde på mandag se på en fornyet ansøgning om byggetilladelse til opførelse af en pavillon med café ved Teglværkshavnen, Vesterbro - Kgs. Enghave.
Teknik- og Miljøudvalget vedtog sidste år i oktober at nedlægge et forbud efter planlovens § 14 mod opførelse af en pavillon på Teglholmsgade 12-14. Der er nu modtaget en ny ansøgning til opførelse af en pavillon, som er anderledes indrettet, hvor det sikres, at der opnås offentlig adgang til pavillonen. Der bliver tale om en pavillon med et samlet areal på 407 kvm. Arealet vil blive disponeret, så 123 kvm udlægges til caféfaciliteter, 160 kvm til beboerfaciliteter, 60 kvm til toiletter m.m. og 64 kvm uopvarmet kajak-opbevaring.
REGION MIDTJYLLAND
RØNDE
Dagligvarebutik
Syddjurs Kommune har på baggrund af en ansøgning fra en dagligvarekæde udarbejdet et forslag til lokalplan for en dagligvarebutik ved Drosselvej og Solsortevej i Rønde, og byrådet skal på sit møde i morgen tage stilling til, om lokalplanforslaget skal sendes i fire ugers offentlig høring.
Lokalplanens formål er, at give mulighed for etablering af en dagligvarebutik med tilstrækkelige parkeringsforhold, gode forhold for de bløde trafikanter samt etablering af en beplantning på parkeringsarealerne.
MØRKE
Rækkehuse og etageboliger
På baggrund af en ansøgning fra grundejer Mikael Laursen har Syddjurs Kommune udarbejdet et forslag til lokalplan for et boligområde ved Stationsvej i Mørke og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg, og byrådet skal på sit møde i morgen tage stilling til, om planforslagene skal vedtages.
Forslagene er udarbejdet på baggrund af et oplæg fra grundejerens rådgiver, Plusform Arkitekter Aps.
Lokalplanen deler området i to delområder, hvor der i det ene kan opføres 35-40 rækkehuse i to og tre etager. I det andet delområde kan der opføres otte punkthuse i henholdsvis tre og fire etager. Planforslagene forventes fremlagt i otte uges offentlig høring fra 5. februar til 2. april.
AARHUS
Etageboliger
Aarhus Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til at opføre en etageboligbebyggelse i seks etager på Langelandsgade 106, Aarhus C og som afledt konsekvens tilladelse til at nedrive en bevaringsværdig villa. Aarhus byråd tager stilling i sagen på sit møde i morgen.
Aarhus Kommune har også modtaget en ansøgning om tilladelse til at opføre en etageboligbebyggelse i op til fem etager med 20 boliger på ejendommen Langelandsgade 35A.
Ejendommen er i dag bebygget med et enfamiliehus med en bevaringsværdi på 5.
Teknik og miljø indstiller, at byrådet godkender det ansøgte projekt og bemyndiger Teknik og Miljø til at meddele de fornødne tilladelser.
AARHUS
Boligområde
Lokalplan 1086, Boligområde ved Tranekærvej og Vikærsvej i Vejlby indstilles til endelig vedtagelse i Aarhus byråd i morgen.
Lokalplanen er udarbejdet efter på baggrund af en henvendelse fra de private grundejere om udvikling af lokalplanområdet, som ligger i Vejlby og som er cirka 31.800 kvm stort.
Lokalplanens formål er at muliggøre udvikling af bolig- og erhvervsområdet til boligområde via nedrivning og/eller ombygning af eksisterende erhvervsbyggeri og etablering af ny boligbebyggelse og tilhørende parkeringskælder. Der planlægges for i alt 500 - 560 boliger.
Lokalplanen sikrer, at bebyggelsen forholder sig arkitektonisk til landsbybebyggelsen og Vejlby Kirke nord for lokalplanområdet, og at der etableres rekreative stiforbindelser gennem området.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG
Butikker og boliger
By- og landskabsudvalget i Aalborg Kommune besluttede forleden at sende forslag til lokalplan 4-2-115 Centerområde, Nøhr Sørensens Vej, Grønlandskvarteret og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg i fire ugers fornyet offentlig høring.
Formålet med planerne er at give mulighed for at opføre en ny bebyggelse i to-fire etager, der kan rumme cirka 700 kvm butikker, service m.m. og 30 boliger på tilsammen cirka 4.000 kvm.
Lokalplanen giver ud over byggeriet også mulighed for nye byrum i form af et nyt bytorv og en 65 meter lang rambla med særlig belægning, beplantning og belysning.
Der har været offentlig høring af planerne sidste år i april-juni, men de de er blevet justeret som følge af de indkomne indsigelser i høringsperioden.
REGION SJÆLLAND
VIG
Boliger
Efter endt høring indstilles lokalplan 2018-04, boligområde, Vig bakke nu til endelig vedtagelse i Odsherred byråd via miljø- og klimaudvalget, som har sagen på dagsordenen i dag.
Lokalplanen giver mulighed for at området kan anvendes til boligformål, offentligt område og parkering. Der kan bygges både parcelhuse, rækkehuse, klyngehuse og lejligheder i området.
HOLBÆK
Almene boliger
Holbæk Kommunalbestyrelse har sagt god for, at Boligselskabet Midtsjælland opfører 96 almene familieboliger i Holbæk Have 11 med en samlet anskaffelsessum på 180,183 mio. kr.
Holbæk Have 11 blev i 2016 udbudt til salg gennem et projektudbud, og vinderprojektet indeholder både private og almene boliger.
De 96 almene boliger fordeler sig med 28 to-rums boliger, 40 tre-rums boliger og 28 fire-rumsboliger med en gennemsnitlig boligstørrelse på 89 kvm.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Rødovre, København, Rønde, Mørke, Aarhus, Aalborg, Vig og Holbæk