REGION HOVEDSTADEN
RØDOVRE
Karrébebebyggelse
Forslag til lokalplan 144 Næsbyvej og Egegårdsvej forelægges til vedtagelse i Rødovre kommunalbestyrelse og foreslås fremlagt i offentlig høring i otte uger. Det sker med anbefaling fra teknik- og miljøudvalget.
Lokalplanen tager udgangspunkt i i projektforslaget, "Jens Nielsens Gård", som er udarbejdet af Edvars & Edvars arkitekter, og hvor landskabsplanen er udarbejdet af Anne Stausholm Landskabsarkitekter.
Lokalplanen skal give mulighed for at opføre en ny karrébebyggelse med boliger og erhverv i overensstemmelse med visionerne i helhedsplanen for bykernen.
Parkering skal foregå i stueplan under et hævet dæk, der anlægges i første sals højde og skal fungere som gårdmiljø for områdets beboere og brugere. Langs Hovedstrøget gives der mulighed for at etablere caféer, restauranter og serviceerhverv.
Samtidig fremlægges forslag til lokalplan 145 Karrébyen til vedtagelse med henblik på otte ugers høring.
Der er tale om en lokalplan for omdannelse af et område i byudviklingsområdet Bykernen.
Lokalplanområdet omfatter et større område i den vestlige del af Egegårdskvarteret mellem Tårnvej, Rådhusområdet, Tæbyvej og boligbebyggelsen Sibeliusparken. Lokalplanen muliggør en omdannelse af området fra et slidt industri- og erhvervskvarter til et attraktivt område for boliger og lettere erhverv.
Teknisk Forvaltning foreslår, at der afholdes et borgermøde i høringsperioden om Lokalplan 144 og Lokalplan 145.
Begge lokalplaner forventes endeligt vedtaget til sommer.
HVIDOVRE
Etageboliger og rækkehuse
Hvidovre kommunalbestyrelse har vedtaget lokalplan 466 for boliger i Filmbyen endeligt.
Lokalplanen giver mulighed for at opføre en bebyggelse med etageboliger og rækkehuse indenfor et område i den vestlige del af Filmbyen.
REGION SJÆLLAND
STEGE
Restaurant og ferielejligheder
Udvalget for Plan og Teknik i Vordingborg Kommune har sagt god for, at der kan udarbejdes lokalplan, der muliggør en ændring af de tidligere landbrugsbygninger på Elmehøjgaard ved Stege til restaurant, forsamlingssted og ferielejligheder.
Den nye ejer af gården har anskaffet denne for at skabe en turistattraktion, der vil understøtte turismen og visionerne for turismen på Møn.
Der skal ifølge planen etableres mellem seks og ni ferielejligheder eller Bed and Breakfast i de gamle staldbygninger.
REGION SYDDANMARK
OTTERUP
Bygning til farligt affald
Nordfyns kommunalbestyrelse besluttede i efteråret, at der skal etableres ny bygning til farligt affald på Otterup Genbrugsplads.
Bygningen skal etableres i løbet af 2019, og nu indstiller administrationen, at der gives en anlægsbevilling på 1.750.000 kr. til etablering af en ny bygning til farligt affald på Otterup Genbrugsplads.
Kommunalbestyrelsen behandler sagen på torsdag.
REGION MIDTJYLLAND
ØSTBIRK
Renovering af skole
Horsens Kommune har afsat penge til en renovering og ombygning af Østbirk skole, og nu søges der om en anlægsbevilling på en halv mio. kr. til forprojektering og udbud af opgaven. Det sker med anbefaling fra børne- og uddannelsesudvalget, der behandlede sagen forleden.
Østbirk Skole er bygningsmæssigt udfordret. De ældste dele af skolens bygninger er opført i starten af 1900-tallet.
Udover ombygning, renovering og modernisering af skolens bygning er der behov for at revidere skolens udearealer, så de kan inspirere til bevægelse, leg og læring.
Projektet ventes påbegynde i slutningen af 2019, og da skolen skal fungere samtidig med renovering og ombygning, vil projektet formentlig strække sig over to-tre år.
LUND
Udbygning af skole
Der er kommet flere børn i Lund, og elevtallet forventes fortsat at stige. Derfor er der brug for at udbygge Lundskolen fra to til tre spor.
Børne- og uddannelsesudvalget i Horsens Kommune anbefaler over for byrådet, at forprojekteringen af udbygningen sættes i gang, og at der anlægsbevilges en halv mio. kr. til formålet.
Lundskolens bygninger er opført af flere omgange. De ældste bygninger er fra starten af 1900-tallet, mens de nyeste er bygget omkring år 2000. Dele af den ældre bygningsmasse rives ned for at give plads til at opføre en ny bygning i flere etager.
Det er kommunens forventning, at der kan gennemføres udbud inden sommerferien 2019 med byggestart i efteråret 2019.
THORSØ
Modernisering af skole
Favrskov Kommune planlægger at modernisere og opdatere Tungelundskolen i Thorsø, og byrådet bliver nu bedt om at bevilge en halv mio. kr. af det afsatte rådighedsbeløb til udarbejdelse af en helhedsplan.
Tungelundskolen er en to-sporet folkeskole, og den oprindelige centralskole er fra 1958 og flere steder nedslidt. Den er siden udbygget i flere omgange. Skolens indretning, der bærer præg af de mange ud- og ombygninger over flere år, er ikke særlig hensigtsmæssig og lever ikke op til moderne undervisningsformer, hedder det i sagsfremstillingen i referatet fra børne- og skoleudvalgets seneste møde.
Et forslag til helhedsplanen for skolens modernisering skal ifølge planen være klar til politisk behandling i forbindelse med budgetforhandlingerne til efteråret, og et rådgiverudbud forventes at komme på tale om et års tid.
Den halve mio. kr., der nu søges frigivet skal dække udgifter til forundersøgelser og udgifter til ekstern rådgivning til udarbejdelse af skitseforslag til en helhedsplan. De samlede anlægsudgifter til moderniseringen af skolen er med nogen usikkerhed estimeret til 35 mio. kr. Dette beløb skal kvalificeres i forbindelse med udarbejdelse af helhedsplanen.
HADSTEN
Tilbygning til administrationsbygning
Der er udarbejdet et projektforslag for en tilbygning til administrationsbygningen i Hadsten, og teknik- og miljøudvalget i Favrskov Kommune besluttede forleden at anbefale forslaget til byrådets godkendelse og anbefale, at pengene til projektets gennemførelse anlægsbevilges.
Der er i budget 2019-22 afsat i alt 21 mio. kr. til projektet, og heraf blev 1,35 mio. kr. frigivet til til projektering m.m. i sommeren 2018. Byggeprogramudvalget har herefter sammen med Norconsult-Kaai udarbejdet det projektforslag, som nu indstilles til godkendelse.
Forslaget lyder blandt andet på fjernelse af den 17 år gamle pavillon i området, opførelse af en tilbygning på cirka 750 kvm i to etager til den nuværende administrationsbygning og renovering og ombygning af dele af den eksisterende administrationsbygning.
Det samlede byggeprojekt planlægges gennemført fra april 2019 til juni 2021 med etablering af parkering og grønne arealer som det sidste.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Rødovre, Hvidovre, Stege, Otterup, Østbirk, Lund, Thorsø og Hadsten