23948sdkhjf

Byggebranchen 2019: Er du klar til et digitalt kvantespring?

Når BIM integreres med forretningssystemerne, får virksomhederne helt nye styringsmuligheder og agilitet, mener dagens debattør

Droner, sensorteknologi og intelligent maskinel er i de senere år strømmet ind i bygge- og anlægsbranchen i en grad som ingen andre steder. På den digitale front er der imidlertid ikke sket så meget.

Heldigvis tegner der sig et andet billede, når vi kigger i krystalkuglen for 2019. Branchen står på vippen til at bryde gennem glasloftet. Mange virksomheder vil i år foretage et digitalt kvantespring og for første gang integrere forretningssystemer og BIM i deres byggeprojekter.

Tre tendenser driver denne udvikling frem:

Ordrebøgerne bugner, men ingen tjener penge
Der bygges som aldrig før over hele kloden. FN forventer, at der på verdensplan skal bygges to milliarder nye hjem i løbet af de næste 80 år.

Vender vi blikket herhjem, vil HusCompagniet bygge syv nye huse hver eneste dag i 2019. Desværre har rigtig mange bygge- og anlægsvirksomheder svært ved at omdanne det høje aktivitetsniveau til sorte tal på bundlinjen.

Dugfriske tal fra Danmarks Statistik viser, at 982 byggefirmaer gik konkurs i 2018 - en stigning på 20 pct. i forhold til 2017, og det højeste tal siden 2010. Droner og virtual reality er ikke nok til at rede branchen ud af den økonomiske suppedas.

50 procent af alle byggeprojekter vil bestå af moduler i 2022
Den massive efterspørgsel har ført til en enorm udbredelse af fabriksproduceret byggeri.

Det er både billigere og hurtigere at bygge med moduler. Samtidig kræver det ikke den samme grad af faglært arbejdskraft, hvilket også er en væsentlig motivator i en tid med stor mangel på kvalificerede hænder.

Forretningsmæssigt er det imidlertid en helt anden opgave at styre mange komplekse byggeprojekter. Det kræver et detaljeret overblik over hvert projekt gennem hele dets livscyklus for at sikre lønsomheden. Derfor går projekterne fra at være dokumentstyrede til datadrevne - en udvikling som tager fart i 2019.

Nye spillere, nye forretningsmodeller
Sidst, men ikke mindst, tiltrækker den kraftige efterspørgsel aktører fra andre brancher. Det kan være fra produktionsindustrien, den finansielle sektor eller som det fx er tilfældet med en af vores engelske kunder, en stor bygge- og anlægsvirksomhed der er etableret af en designer og en softwareingeniør.

Fælles for de nye spillere er, at de medbringer nye, ofte mere strømlinede forretningsmodeller til byggebranchen, hvilket tvinger branchens traditionelle aktører til at stramme op.

Kedelige opgaver flytter mest
Jeg tror, at 2019 bliver startskuddet for en øget digitalisering i byggebranchen. Det økonomiske pres og den igangværende transformation af velkendte strukturer vil drive den digitale udvikling frem.

Jeg har altid argumenteret for, at BIM er nøglen til at digitalisere styringen af anlægsaktiverne og en forudsætning for at gå fra at være dokumentstyret til datastyret. Man skal dog være varsom med at se BIM som løsningen på alle udfordringer. BIM må ikke ende som en silo. Modellerne skal ud og arbejde i forretningen og integreres med forretningssystemerne for at give fuld valuta.

Det er denne sammensmeltning, vi vil begynde at se i 2019, som vil give virksomhederne helt nye styringsmuligheder og agilitet.

At digitalisere og transformere processerne i bagbutikken er selvfølgelig ikke så spændende som at flyve med droner på byggepladsen, men ofte er det de "kedelige" opgaver, der flytter mest.

Produktionsindustrien har for flere år siden foretaget manøvren og integreret CAD i forretningen med stor succes. Branchens virksomheder boltrer sig i øvrigt også med virtual reality, robotter og smart sensorteknologi, så det ene behøver ikke udelukke det andet.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125