23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Padborg, Aabenraa, Rudkøbing, Karlebo og på Frederiksberg

REGION SYDDANMARK

PADBORG

Uderum
Aabenraa Kommune har i samarbejde med byens borgere, virksomheder og foreninger og ikke mindst med hjælp fra Move arkitekter udarbejdet et udviklingsperspektiv for Frøslev-Padborg og et udviklngsperspektiv for Bov, Smedeby og Kruså, samlet kaldet Lyreområdet.

Begge udviklingsperspektiver tager afsæt i en vision om at binde området bedre sammen både fysisk og socialt og i en strategi om at skabe en ny identitet for området.

For Frøslev-Padborg har hovedfokus været den gamle skolegrund, som efter nedrivningen af skolen står ubenyttet hen. Her er ønsket at skabe et rum med aktiviteter for alle aldre.

I udviklingsperspektivet for Bov, Smedeby og Kruså er der især blevet arbejdet med sammenhængen mellem byerne og deres kobling til naturen med hovedfokus på Grænsehallerne og stiforbindelser.

Udviklingsperspektiverne indeholder ikke midler til realisering af projekter, og projektfinansiering skal efterfølgende søges ved puljer og fonde, både kommunale og eksterne.

Der er budgetteret med otte mio. kr. i 2020 til udviklingspulje til hele Lyreområdet.

Kultur, Miljø og Erhverv indstiller, at udviklingsperspektiverne godkendes, og sagen er på Økonomiudvalgets dagsorden på mandag.

AABENRAA

Områdefornyelse
Aabenraa byråd vedtog til bage i 2014 Program for områdefornyelsen i den sydlige del af Aabenraa midtby.

Programmet er godkendt ved det daværende Ministeriet for By, Bolig & Landdistrikter og Aabenraa Kommune modtog i juni 2014 endeligt tilsagn om støtte fra ministeriet, hvorefter den samlede områdefornyelse skal realiseres inden for fem år.

En del af områdefornyelsen drejer sig om Markedspladsen, for hvilken der er udarbejdet et nyt forslag, idet der har været et politisk ønske om en anden udformning af Markedspladsen, hvor der blandt andet ikke sker en væsentlig reduktion af antallet af parkeringspladser.

I det nye forslag fjernes der cirka en tredjedel af de nuværende parkeringspladser. Markedspladsen vil fortsat have mulighed for leg, idet forslaget rummer uformelle lege- og hæng ud-steder målrettet unge og ældre børn.

Der er for nylig etableret en småbørnslegeplads i Genforeningenshaven, sådan at de nye aktiviteter på Markedspladsen og i Genforeningshaven vil supplere hinanden.

Kultur, Miljø & Erhverv indstiller, at der frigives 8,4 mio. kr. til projektet. Økonomiudvalget tager stilling i sagen på mandag.

Når der er truffet politisk afgørelse om frigivelse af anlægsbevillingen, igangsættes detailprojektering, og anlægsarbejdet forventes udført i løbet af foråret og sommeren.

RUDKØBING

Nedrivning
Langeland Kommune har købt garveriet i Rudkøbing, som længe har stået ubrugt hen, og som er i rigtig dårlig stand. Kommunens plan er at fjerne bygningen, skriver kommunen i et nyhedsbrev. 

REGION HOVEDSTADEN

KARLEBO

Tennisbane
Fredensborg byråd besluttede i april 2018 at acceptere et købstilbud fra Lind og Risør på ejendommen Gunderødvej 46, herunder tennisanlægget, hvor Karlebo Tennis Klub er hjemmehørende.

Der skal derfor etableres et nyt tennisanlæg, og det bliver på grusbanen ved Karlebo Idrætsanlæg. Fredensborg Kommune har afsat 700.000 kr. til det nye tennisanlæg.

Karlebo Tennis Klub ønsker en tennisbane mere end planlagt for at udvikle børne- og ungearbejdet i klubben yderligere. Klubben ønsker derudover mulighed for at forlænge tennissæsonen, hvilket kan imødekommes ved for eksempel en hardcourt tennisbane.

Det skønnes, at tre tennisbaner kan etableres for 1,2 mio. kr, og byrådet skal således tage stiling til, om der skal afsættes en ekstrabevilling på 0,5 mio. kr. til en tredje tennisbane i Karlebo.

FREDERIKSBERG

Renovering af legeplads
Slots- og Kulturstyrelsen og Frederiksberg Kommune har indgået et samarbejde om udvikling af legepladsen i Frederiksberg Have, og et rådgiverpanel har udarbejdet et konceptforslag til en ny legeplads, der kan danne udgangspunkt for en ansøgning om fondsmidler hos udvalgte fonde. Konceptforslaget blev forleden godkendt af by- og miljøudvalget i Frederiksberg Kommune.

Det præsenterede koncept har et budget på 7,2 mio. kr., og så stort et beløb er ikke umiddelbart til rådighed.

Hvis der ikke kan opnås fondsdonationer, kan en mulighed være at udføre det skitserede legepladskoncept i etaper, over flere år. Det er endvidere muligt ved udbud at oplyse, at der alene er 3 mio. kr. rådighed, således konceptet i udbuddet tilpasses. Det er således forvaltningens vurdering på baggrund af erfaringer fra de kommunale legepladser, at der godt kan etableres en legeplads for 3 mio. kr. Hvis man imidlertid vil have noget særligt og meget unikt, som Slots- og Kulturstyrelsen, som ejer af legepladsen, ønsker sig, så vil det kræve flere penge.

Opgaven med udførelse af legepladsen forventes sendt i udbud i første halvår 2019.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|instance-web04