23948sdkhjf

10 byggevirksomheder klarer 6 måneders arbejde på 14 dage

Fredag morgen kl. 7:00 kørte en karavane af biler op til byggepladsen, og entreprenørmaskinerne gik med det samme i gang med at grave jord væk på en 16.000 kvm. store grund i Fredericia.

Det var startskuddet til – om alt går efter planen – Danmarks hurtigste erhvervsbyggeri, en udvidelse af Ser Hegns hovedkvarter i Fredericia. Byggeriet skal opføres på blot 14 dage. 

Baggrunden for det hastige byggeri er, at Ser Hegn i december vandt opgaven med at opføre 70 kilometer vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse. Derfor har Fredericia-firmaet et akut behov for at udvide med lagerplads, lagerbygninger og administration. 

De bygger med rekordfart:

Udover bygherren Ser Hegn, deltager følgende virksomheder i Danmarks hurtigste erhvervsbyggeri: 

HM Entreprenører A/S

Kloster A/S

Dalsgaard Pavilloner A/S

Futura Rundbuehaller ApS

Flextek Stålreoler A/S

DE Electronic ApS

Zipp Systems A/S

Scanview A/S

Hansen EL A/S

K.E. Mammen ApS

Land & Plan A/S 

Og så sørger Din Madpartner for, at alle er glade og tilfredse i løbet af de 14 dage.

- Jeg er klar over, at det er et meget ambitiøst mål, men vi har travlt, hvis vi skal nå at sætte 70 kilometer vildsvinehegn op inden udgangen af 2019, og det kræver en massiv kapacitetsudvidelse hos os. Vi er glade for, at hovedentreprenøren og leverandørerne har nikket til planen, ligesom Fredericia Kommune og Fredericia Spildevand har været en aktiv medspiller fra begyndelsen, så vi tror på det, siger bygherren Henrik Hallenberg Rasmussen, direktør for Ser Hegn.

- Aftalerne med byggevirksomhederne blev indgået på tre dage, og aftaler med kommunen kom i stand på under en uge, uddyber han til Licitationen.

10 byggevirksomheder arbejder i døgndrift
Det er HM Entreprenører, der sammen med ni byggevirksomheder, har lagt hovedet på blokken. 

- Et byggeri i denne størrelse tager normalt fire-seks måneder, men Ser Hegn har jo travlt. Så da de spurgte, om byggeriet kunne lade sig gøre på 14 dage, skulle vi lige vende skråen et par gange, inden vi besluttede os for at tage udfordringen op. Det bliver Danmarks hurtigste erhvervsbyggeri, hvis vi når det i samarbejde med leverandørerne. Og det skal vi, siger Michael Mortensen, direktør for HM Entreprenører. 

Byggeriet består af 120 kvm administrationsbygning, en opbevaringshal på 450 kvm, samt 150 kvm pakkehal og smådelslager. Udover dette skal der også lægges 16.000 kvm. stenbelægning samt sættes 1 km hegn, 4 elektriske porte, 20 lysmaster og 150 meter dobbeltsidet grenreol til udendørs opbevaring op, oplyser Henrik Rasmussen til Licitationen.

Som det første skal der køres 12.000 m3 muld væk og lægges 10.000 m3 sand og grus. 

- Byggefolkene kommer til at arbejde 24 timer i døgnet, og det kræver et stort overblik, seriøs god planlægning og et utroligt godt samarbejde, hvis byggeriet skal stå færdigt og klar til indrykning efter blot 14 dage, siger Henrik Hallenberg Rasmussen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.122