23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Færre byggefirmaer investerer i it

Færre små og mellemstore byggefirmaer smider penge efter nye it-værktøjer.

En ny it-analyse fra Dansk Byggeri viser, at under halvdelen af virksomhederne i undersøgelsen har købt nye it-værktøjer det seneste år. Der har ellers været konstant fremgang i andelen, der har investeret i it fra 2013 til 2017, men i den nye udgave fra 2018 er niveauet lavere end i både 2015, 2016 og 2017.

Det vækker bekymring i Dansk Byggeri.

- Det giver anledning til yderligere bekymring, når vi kan se, at appetitten på at investere er aftagende, siger direktør Michael H. Nielsen.

Rækker kun til en Ipad
Den nye undersøgelse fra Dansk Byggeri er baseret på svar fra godt 150 virksomheder, der alle har 50 ansatte eller færre. Den medtager altså ikke de største virksomheder, som må formodes at investere mere i it.

Det gør Danmarks Statistik til gengæld i deres opgørelser over it-investeringer opdelt på brancher i erhvervslivet. Den seneste fra maj 2018 viste et fald på næsten 19 procent til 11.600 kr. pr. medarbejder i bygge- og anlægsbranchen i 2016, mens det samlede erhvervsliv gik frem og investerede for omkring 60.000 kr. i nyt it-udstyr og service.

- Det er foruroligende, at byggeriet ligger i bunden sammenlignet med andre brancher. Man kan ikke forvente, at byggeriet skal følge med i toppen, der ligger på flere hundredetusinde pr. medarbejder, men det nuværende niveau på små 12.000 kr. svarer jo ikke til mere end en god Ipad eller mobiltelefon, siger Michael H. Nielsen.

Flere regnskaber klares på pc
Det er værd at nævne, at der også er tegn på øget digitalisering i branchen, ifølge den nye analyse fra Dansk Byggeri.

Især på administrative opgaver. Flere smider de gamle ringbind ud for i stedet at håndtere regnskaberne på programmer på computeren, ligesom eksempelvis timeregistrering og fakturering i højere grad også foregår digitalt.

Til gengæld peger pilen nedad for investeringerne i ny teknologi, for eksempel i droner, scannere og opmålingsværktøjer, der kan styrke arbejdet ude i marken.

Dansk Byggeri anbefaler branchen som helhed at skrue op for investeringerne i it-værktøjer for at sikre produktiviteten i fremtiden.

Tykke ordrebøger i vejen
It-rådgivningsvirksomheden Basit fra Taastrup, der har bidraget til it-analysen, har en stor del af kundekredsen i byggebranchen. Virksomheden oplever, at bugnende ordrebøger og travlhed sætter arbejdet med digitalisering på pause hos nogle byggefirmaer. Det gælder både tiden til at finde de rette investeringer og tiden til at implementere den teknologi, der allerede er indkøbt.

- Flere af dem, vi taler med, nævner, at det er svært at få tid til, når det går så stærkt, siger adm. direktør Martin Profit Jakobsen.

Han finder det forståeligt, at byggebranchen gerne vil smede, mens jernet er varmt, men tilføjer, at det kan give anledning til undren, at indtjeningen ikke følger med alle steder.

- Det kan måske have noget at gøre med den stigende kompleksitet på projekterne. Set fra vores stol er mindre it ikke løsningen på disse problemer, men derimod mere it, selvom man sagtens kan forstå, at det er svært, når toget kører så stærkt, som det gør i øjeblikket, siger han.

Hos Basit ser man eksempler på, at virksomheder slår for stort et brød op, når der skal investeres i it og digitalisering.

- Det kan godt risikere at blive for altomfavnende, så man glemmer de kerneområder, man egentlig havde som ambition at løfte i første omgang. Ofte er den bedste løsning at finde isolerede arbejdsprocesser, som kan afvikles smartere. For eksempel arbejdet med at lave lønsedler, siger Martin Profit Jakobsen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.173|instance-web01