REGION SYDDANMARK
GRINDSTED
Biogasanlæg
Billund Kommune har modtaget en forespørgsel om mulighed for at etablere et biogasanlæg på Grindsted Landevej 40 i Grindsted.
En realisering af det forespurgte projekt kræver ny lokalplan, og kommunaldirektøren indstiller, at der udarbejdes lokalplan med tilhørende miljøkonsekvensrapport.
Sagen forventes afgjort i Økonomiudvalget, der har sagen på dagsordenen i dag.
Anlægget skal ifølge planerne bygges, så de kan håndtere en årlig biomasse på omkring 550.000 tons, der hovedsagelig skal komme fra landbrug og industrien i området.
Den årlige produktion bliver på 29 mio. kbm biometan.
KOLDING
Renovering af almene boliger
Bovia har på vegne af Arbejdernes Andels-Boligforening anmodet Kolding Kommune om godkendelse af helhedsplan og skema A til en renoveringsstøttesag i AAB´s afdeling 6.
Projektet omfatter delvis opretning af klimaskærmen, totalombygning af nogle af lejlighederne efter tilgængelighedsprincippet samt diverse indeklimaforbedrende arbejder for at rette op på den byggetekniske ringe tilstand og for at fremtidssikre afdelingen.
Afdeling 6 består i dag af 54 almene familieboliger, der er opført som etagebyggeri omkring 1949. I forbindelse med renoveringen reduceres antallet af boliger til 52 år.
Sagen behandles i første omgang i plan-, bolig- og miljøudvalget i dag.
VAMDRUP
Åben-lav bebyggelse
Kolding Kommune ønsker at udvikle et område til boligområde med åben-lav bebyggelse i den sydvestlige del af Vamdrup.
Plan-, bolig- og miljøudvalget skal i den forbindelse godkende, at der udarbejdes forslag til lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg. Udvalget har sagen på dagsordenen i dag.
Lokalplanområdet disponeres med tre hovedgrupper af parcelhusgrunde, der hver især defineres af de landskabelige træk og øvrige natur-, kultur- og miljømæssige hensyn. Nærmest Bastrups eksisterende bebyggelse disponeres med omkring 13 parcelhusgrunde omkring et fælles grønt opholdsareal. Centralt i området disponeres med cirka 10 parcelhusgrunde, og længst mod vest og nord for den eksisterende gård, disponeres området med cirka 18 parcelhusgrunde omkring et grønt opholdsareal samt regnvandsbassin, der skal anlægges med naturpræg.
NØRRE BJERT
Parcelhuse
Planafdelingen i Kolding Kommune har i samarbejde med projektudvikler og ejer udarbejdet et forslag til lokalplan for et nyt boligområde ved Marielyst, Nørre Bjert, hvor der bliver mulighed for at bygge 31 nye parcelhuse.
Lokalplanforslaget har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i plan-, bolig- og miljøudvalget, som har sagen på dagsordenen i dag.
KOLDING
46 boliger
Efter endt høring indstilles lokalplan 0723-11, Julianelyst - Ved Centervej nu til endelig vedtagelse i plan-, bolig- og miljøudvalget i Kolding Kommune. Sagen behandles i udvalget i dag.
Det er Arc Nordic, der på vegne af ejerne af Centervej 2 har bedt om at få lokalplanlagt, så området kan anvendes til 46 tæt-lave boliger.
REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Ombygning på skole
Viborg byråd har frigivet 1.067.000 kr. til antagelse af en ekstern rådgiver og til påbegyndelse af anlægsopgaverne i forbindelse med til- og ombygning på Hald Ege Skole.
Ud- og ombygningen af Hald Ege Skole er inddelt i tre etaper. Første etape, der nu står for at skulle i gang, omfatter ombygning og optimering af det store indgangsparti samt til- og ombygning af første sal ved indgangspartiet. Der skal i gangarealet skabes bedre sammenhæng mellem bygningerne. Derudover har skolen i 2017 fået et påbyd fra Arbejdstilsynet vedrørende indeklimaet i området, som skal udbedres.
Der er budgetteret med et rådighedsbeløb på 1.067.000 kr. i år og 8.000.000 kr. næste år.
Frem til september i år bruges tiden på projektering, udbud og licitation, hvorefter der tages fat på byggeriet.
Byggeriet afsluttes ifølge planerne med udgangen af 2020.
AARHUS
Dagligvarebutik og boliger
Magistraten i Aarhus anbefaler efter sit seneste møde, at forslag til lokalplan 1082, Fælleshus, dagligvarebutik og boliger ved Rymarken godkendes og fremlægges i offentlig høring.
Lokalplanområdet inddeles i tre delområder, hvor der i delområde I kan der etableres fælleshus med tilhørende færdsels- og opholdsarealer. Inden for delområde II kan der bygges boliger og dagligvarebutik med tilhørende gård- og parkeringsareal. Byggeriet kan opføres i op til fem etager med varierende højder. Inden for delområde III kan der etableres vejtracé for Rymarken samt et mindre parklignende areal i det omdannede gaderum.
Sammen med lokalplanen fremlægges forslag til en udbygningsaftale, der giver Østjysk Bolig mulighed for at indrette en del af gaderummet på Rymarken, sådan at der skabes bedre sammenhæng mellem gaderummet og det fælleshuset, der skal bygges.
Lokalplanen er i overensstemmelse med en større udviklingsplan for omdannelse af Bispehaven samt nærområder. Udviklingsplanen er aktuelt under udarbejdelse og vil blive offentliggjort ved en senere lejlighed.
SILKEBORG
Etageboliger
Rådgiver har på vegne af bygherre fremsendt en bebyggelsesplan, der giver mulighed for en central boligfortætning i Alderslyst til Silkeborg Kommune.
Sagen er på Klima- og miljøudvalgets dagsorden i dag, hvor der skal tages stilling til, om der skal laves miljøvurdering af planerne.
Teknik- og miljøchefen indstiller til udvalget, at der ikke udarbejdes miljøvurdering.
På nuværende tidspunkt rummer området en stor parkeringsplads og en bygning til forretningsformål. Bygningen har i mange år været anvendt til dagligvarehandel, men har de seneste år stået tom, da grundejer efter sidste udlejningsperiode ikke har fundet en ny lejer. Grundejer ønsker derfor nu at få igangsat udarbejdelse af lokalplan og kommuneplantillæg, der skal muliggøre, at området kan anvendes til boligformål.
Projektområdet omfatter et areal på 8.748 kvm og bebyggelsesplanen består af 68 boliger fordelt på to forskudte stokbebyggelser i fire etager med en bygningshøjde på 12 meter.
REGION NORDJYLLAND
HALS
60 boliger
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan for omdannelse af Hals Camping. Lokalplanen gør det muligt at etablere omkring 60 boliger fordelt på tæt-lav og åben-lav bebyggelse.
By- og Landskabsforvaltningen indstiller, at byrådet godkender lokalplanforslaget og sender det i offentlig høring i fire uger.
I første omgang tager by- og landskabsudvalget stilling i morgen.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Grindsted, Kolding, Vamdrup, Nørre Bjert, Kolding, Viborg, Aarhus, Silkeborg og Hals