REGION HOVEDSTADEN
HØRSHOLM
Rådhus
Hørsholm Kommune skal bygge nyt rådhus, og kommunalbestyrelsen traf kort før jul principbeslutning om, rådhuset placeres i bymidten, det vil sige på Hørsholm Allé 4-6 og/eller Bibliotekstorvet. Det er en forudsætning for principgodkendelsen, at plangrundlaget falder på plads herunder særligt, at der dispenseres fra stationsnærhedsprincippet, eller at byggeriet i bymidten på anden måde kan opnå de nødvendige tilladelser.
Bestemmelserne om stationsnærhedsprincippet i planloven spænder i øjeblikket ben for etableringen af et nyt rådhus i bymidten. Administrationen har igennem længere tid været i dialog med Erhvervsministeriet om muligheden for en dispensation, og der forventes svar fra ministeriet her i starten af 2019.
På nuværende tidspunkt viser projektgruppens tidsplan, at der, blandt andet afhængigt af valg af udbudsform, tidligst kan stå et rådhus færdigt i løbet af 2023.
REGION SJÆLLAND
RINGSTED
Erhvervsbyggeri
Plan- og boligudvalget i Ringsted Kommune har besluttet at sende forslag til lokalplan 300 - Erhvervspark Ringsted - Jordemodervej i offentlig høring.
Forslag til lokalplan 300 er udarbejdet for at den erhvervsudvikling, der i mange år har været planlagt for området ved Jordemodervej kan føres ud i livet.
Lokalplanen indeholder muligheder for at udvikle området og anvende det til mange forskellige former for virksomheder. Der er tale om et område på i alt 1.368.355 kvm.
KØNG
Biogasanlæg
Vordingborg Kommunalbestyrelse har besluttet at fremlægge et forslag til lokalplan for et større biogasanlæg vest for Køng Mose i offentlig høring frem til 15. februar.
Det nye plangrundlag vil gøre det muligt for Nature Energy A/S at etablere et biogasanlæg til håndtering af op til 300.000 ton biomasse om året.
Der holdes borgermøde om projektet i Svend Gønge Hallen den 29. januar.
REGIONS SYDDANMARK
KOLDING
Biogasanlæg
Kolding byråd har besluttet at sende forslag til lokalplan 0715-35 Ved Venusvej med tilhørende kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger.
Forslagene er udarbejdet på baggrund af en ansøgning fra NGF Nature Energy, der ønsker at etablere et biogasanlæg.
Det planlagte anlæg består overordnet af op til seks procestanke med en højde på op til 25 meter, modtagetanke, læsse-/lossehal og modtagehal for faste biomasser.
Desuden etableres efterlagertanke til afgasset biomasse, gasopgraderingsanlæg, bygning til kedelanlæg med skorsten og luftrensefiler med en skorsten. Endelig etableres kontor og mandskabsfaciliteter og en gasledning til gasnettets tilslutningsstation.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om nye byggeprojekter i Hørsholm, Ringsted, Køng og Kolding