Højgaard Holding A/S skiller sig af med datterselskabet Højgaard Industri A/S, der producerer betonsveller til jernbaner, for at blive klar til den planlagte fusion med Monberg & Thorsen A/S.
Det er planen, at de to holdingselskaber, som deler ejerskabet af entreprenørkoncernen MT Højgaard A/S, skal fusionere i løbet af foråret.
- Vi får renset holdingselskabet, så kun ejerskabet af entreprenørforretningen MTH er tilbage. Det gør det mere simpelt at gennemføre fusionen, siger Ditlev Fløistrup, adm. direktør i Højgaard Holding.
Fokus på entreprenørdel
Højgaard Holding har solgt virksomheden til sin primære ejer Knud Højgaards Fond for 32,4 mio. kr. med virkning fra årsskiftet.
Markedsværdien er ifølge en børsmeddelelse fastsat af to uafhængige vurderingsmænd. Samtidig har ejerfonden eftergivet gæld for 10 mio. kr. til Højgaard Holding.
Med salget er ejerskabet af MT Højgaard A/S det eneste aktiv i holdingselskabet, der sidder på 54 pct. af aktierne i entreprenørkoncernen. Det er også tilfældet i Monberg & Thorsen, som har de resterende 46 pct.
I 2011 solgte Monberg & Thorsen malerproducenten Dyrup og har siden haft MT Højgaard som eneste aktiv.