Politikerne tripper på begge fløje for at komme i gang med en revision af den nuværende, tre år gamle lov om udbud.
Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har netop igangsat granskningen af udbudsloven, der skal afsluttes i 2020. Det første trin er en invitation til at sende bemærkninger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Fristen er 20. februar
Samtidig gør EU-kommissionen sig klar til et eftersyn af udbudsdirektivet fra februar 2014, som også skal ligge klar i 2020.
DF: SMV’er svigtes
- Der er andre dele af udbudsloven, som trænger til et grundigt serviceeftersyn, fastslog Hans Kristian Skibby (DF) i folketingsdebatten om lovforslaget, der sikrer større vægt på kvalitet i vurderingen af tilbud.
Udbudsloven svigter SMV’erne, mener han.
- Loven lever op til det, der var de helt klokkeklare intentioner, da vi lavede Danmarks første udbudslov for tre år siden. Udgangspunktet var at involvere flere af de danske SMV-virksomheder, som ikke kan leve op til eksempelvis meget store omsætningskrav for overhovedet at kunne blive prækvalificeret som leverandør af ydelser til statslige og kommunale virksomheder, påpegede Hans Kristian Skibby.
SF-udspil på vej
- Der er mange ting, der bør rettes op på, istemte Lisbeth Bech Poulsen (SF).
Hun er på vej med et udspil, der skal gøre det nemmere for små virksomheder at vinde udbud.
- Vi er mange partier, der ønsker, at det skal være nemmere for små virksomheder at vinde udbud. I dag har de en formel mulighed, men i realiteten er det tit rigtig svært, anførte Lisbeth Bech Poulsen.
Genbrug
Enhedslisten har fremsat to beslutningsforslag om:
1) et kriterium for genanvendelse i udbudsloven, og
2) et 10-årigt forsøg med genanvendelse af bygge- og anlægsaffald i alment boligbyggeri.