REGION NORDJYLLAND
THISTED
Otte almene boliger
Thisted kommunalbestyrelse har godkendt skema A for opførelse af otte almene familieboliger på Hortensiavej, som har en samlet anskaffelsessum på 15.153.000 kr.
Det er Boligselskabet Viborg Amt, der er bygherre på boligerne, hvoraf halvdelen bliver på 101 kvm og den anden halvdel på 91 kvm.
Boligselskabet ønsker at udbyde byggeopgaven i indbudt licitation, og det har kommunalbestyrelsen sagt god for.
SENNELS
Almene boliger
Boligselskabet Viborg Amt har bedt om at få Thisted Kommunes holdning til et alment boligbyggeri i Sennels og til mulighederne for køb af et kommunalt stykke jord til byggeriet, og kommunalbestyrelsen er positivt indstillet.
Boligselskabet har sammen med Sennels Invest I/S gennemført en mini-brugerundersøgelse af behovet for almene boliger i Sennels, og boligselskabets konklusion er, at behovet er der. Selskabet foreslår, at der i første omgang bygges 10-12 boliger i størrelser fra 80 til 115 kvm. Efterfølgende skal det så vurderes, om der er behov for at bygge flere.
THISTED
Biogasanlæg
Teknik og Erhverv i Thisted Kommune ønsker at undersøge, om der er mulighed for at etablere et forbehandlingsanlæg samt et biogasanlæg i Thisted Kommune i samarbejde med erhvervslivet i kommunen.
Begrundelsen er, at Thisted Kommune i dag kører alt sit bioaffald til et behandlingsanlæg ved Billund Vand, beliggende i Grindsted, og med et anlæg i Thisted Kommune vil udledningen af CO2 blive væsentligt nedsat og der vil ske en minimering af transportomkostningerne ved levering af bioaffald.
Thisted Kommunalbestyrelse havde sagen på dagsordenen forleden og besluttede, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der undersøger mulighederne nærmere, og at der skal udarbejdes et kommissorium for etablering af et biogasanlæg i Thisted Kommune.
HJØRRING
Ombygning
Hjørring byråd har godkendt et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for Frederikshavnsvej 37, som herefter fremlægges i offentlig høring.
Det nye plangrundlag er udarbejdet på baggrund af en ansøgning om etablering af et bageri med butik i lokaler, der tidligere har huset en malervirksomhed med tilhørende butik.
HJØRRING
Toiletter
Hjørring byråd har frigivet 1,5 mio. kr. til mobile toiletter til brug i turistområder.
Der anskaffes fire mobile toiletter, som både skal kunne benyttes i turistområder i sommerperioden og derudover også til større arrangementer i kommunen, for eksempel Naturmødet. Toiletterne skal ifølge planerne være klar til sommersæsonen 2019.
HJØRRING
Renovering af haller, skoler og dagtilbud
Hjørring byråd har frigivet 800.000 kr. til renovering af de kommunale haller, 3,2 mio. kr. til renovering af skoler og 2,5 mio. kr. til renovering af dagtilbud.
Midlerne skal gå til større projekter, der ikke kan indeholdes i hallernes, skolernes eller institutionernes egen driftsøkonomi. Procesmæssigt vil Børne- og Undervisningsforvaltningen prioritere og beskrive projekterne. Den interne bygherrerådgivning i Teknik og Miljø eller en privat rådgiver varetager bygherrerådgivningen og opgaverne bliver udbudt i henhold til de retningslinjer, der fremgår af byrådets til enhver tid gældende beslutning om organisering, udbud og økonomistyring i forbindelse med byggeopgaver.
REGION SYDDANMARK
KOLDING
35 etageboliger
Ejeren af Tvedvej 145 har udarbejdet bebyggelsesplan for 35 etageboliger på Tvedvej 145 i Kolding og har bedt Kolding Kommune om, at der udarbejdes lokalplan og kommuneplantillæg for projektet.
Plan-, bolig- og miljøudvalget gav forleden grønt lys for at sætte lokalplanlægningen i gang som ansøgt.
REGION MIDTJYLLAND
HERNING
Botilbud og skæve boliger
Herning byråd har vedtaget lokalplan 11.B1.1 for Bethaniagade 26 - 30 i Herning endeligt.
I sommer godkendte byrådet, at Herning Kommune kan købe ejendommene Bethaniagade 26-30 af Blå Kors Danmark.
Ejendommene rummer i dag Blå Kors varmestue og udlejningsboliger. Herning Kommune ønsker at opføre ny og tidssvarende bebyggelse med bo- og aktivitetstilbud samt et antal såkaldt skæve boliger til borgere, der har svært ved at passe ind i et almindeligt boligmiljø i en almen boligforening eller privat udlejning.
Lokalplanen giver mulighed for at nedrive de eksisterende bygninger og opføre ny bebyggelse til boliger, offentlige formål og liberalt erhverv.
ØRNHØJ
Udbygning af plejehjem
Herning Kommune har modtaget en ansøgning fra Ørnhøj Friplejehjem om udarbejdelse af en lokalplan, der kan bane vej for en udbygning af plejehjemmet med flere boliger.
Friplejehjemmet har erhvervet naboejendommen Halkjærvej 4 med henblik på nedrivning, hvorved der skabes plads til den ønskede udvidelse med 18 boliger og til indretning af friarealer med sansehavemiljø. Friplejehjemmet rummer i dag 15 boliger.
Byplanudvalget besluttede forleden, at der igangsættes ny planlægning for ejendommen Hovedgaden 36 og Halkjærvej 4 i Ørnhøj med henblik på at give mulighed for udvidelse af Ørnhøj Friplejehjem.
HERNING
Etageboliger
Herning Kommune har modtaget en ansøgning fra Birch Ejendomme om tilladelse til opførelse af 32 etageboliger på Violens Kvarter 30 i Herning.
Byplanudvalget havde ansøgningen på dagsordenen forleden for at tage stilling til, om der skal gives tilladelse til projektet ud for den nuværende planlægning, eller om det ansøgte projekt skal afvente ny planlægning for hele området.
Byplanudvalget besluttede at anbefale sidstnævnte alternativ over for byrådet.
Der er tale om et revideret projekt, der omfatter opførelse af 32 etageboliger i to etager og i blokke med hver otte boliger. De nordligste 32 etageboliger, der indgik i det først planlagte projekt er erstattet af en udstykning med fem store grunde til individuel åben-lav bebyggelse.
RANDERS
Administrationsbygning
Randers Kommune har modtaget en anmodning fra de to kommunalt ejede selskaber Randers Havn og Vandmiljø Randers om godkendelse af fælles udflytning og klyngedannelse i det nye havneområde i Sydhavnen.
Byrådet vedtog tilbage i juni, at de to selskaber kunne igangsætte en undersøgelse af rationalet i en fælles udflytning, og den er nu afsluttet. Undersøgelsen viser, at parterne kan spare omkring 600.000 årligt. Miljø- og teknikudvalget anbefaler, at en udflytning af de to virksomheder godkendes.
De to kommunale selskaber fortsætter som to selvstændige enheder, men vil gennem en fælles administrationsbygning skabe betydelige synergier og administrative besparelser.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Thisted, Sennels, Hjørring, Kolding, Herning, Ørnhøj og Randers