REGION MIDTJYLLAND
RYOMGÅRD
Bypark
En arbejdsgruppe under Ryomgård Distriktsråd har udarbejdet en projektbeskrivelse vedrørende anlæg og etablering af en Bypark i Ryomgård og har ansøgt Syddjurs Kommune om 160.000 kr. til realisering af projektet.
Visionen for Ryomgård Bypark er at skabe et unikt grønt område tæt på byens centrum, et attraktivt byrum for alle, hvor børn, unge og ældre kan nyde nærheden til byens historiske sted Gl. Ryomgård og Mølledammen. Arbejdsgruppen foreslår, at byparken blandt andet udstyres med en mindre legeplads og bålplads, et område med flerårige spiselige planter, borde og bænke, et overdækket salgssted for lokalt producerede varer samt blomsterbede, buske og træer. Pindstrup Mosebrug, som ejer arealet, er positivt indstillet over for etableringen og vil gerne stille området gratis til rådighed.
Udvalget for plan, udvikling og kultur besluttede forleden at bevilge 130.000 kr. fra Udviklingspuljen.
KOLIND
Omdannelse af udeareal
Brugerrådet i Kolind+ har søgt Syddjurs Kommune om et tilskud på 80.000 kr. til udarbejdelse af en plan for en omdannelse af udearealet ved Kolind+ til et centralt kultur- og bevægelsesområde. Beløbet vil dække omkostningerne til udarbejdelse af skitser og budget ved DGI Facilitetsudvikling.
Samtidig ansøger arbejdsgruppen om Syddjurs Kommunes opbakning til igangsætning af projektet samt faglig bistand i nødvendigt omfang.
Udvalget for plan, udvikling og kultur sagde forleden ja til at bevilge de 80.000 kr.
Arbejdsgruppen beskriver arbejdet med projektet som en proces i tre faser, hvor der i fase 1 genereres ideer og udarbejdes en grovskitse af projektet. I fase 2 vil der skulle arbejdes mere detaljeret med projektudvikling og budget, mens fase 3 er realiseringsfasen.
SØRVAD
Vandløbsrestaurering
I Vandområdeplan 2015-2021 for vandområdedistrikt Jylland og Fyn er det angivet, at der skal ske en indsats med hensyn til forbedring af de fysiske forhold i vandløbet, herunder at der skal skabes fri passage i Vognstrup Bæk ved Sørvad. Vandløbsrestaureringsindsatsen skal sikre god økologisk tilstand i vandløbet og skabe bedre levevilkår for fisk, planter og smådyrsfauna.
Herning Kommune planlægger at gennemføre et vandløbsrestaureringsprojekt i Vognstrup Bæk, som omfatter åbning af rørlagt strækning, genslyngning af en delstrækning af vandløbet og udlægning af gydegrus. Miljø- og Fødevareministeriet har meddelt tilsagn om et tilskud på 292.430 kr. til projektet. Kommunen kan søge om udbetaling af tilskuddet, når projektet efter planen er gennemført i 2019.
Økonomi- og erhvervdsudvalget anbefaler over for byrådet, at projektet godkendes og at der meddeles anlægsindtægtsbevilling og udgiftsbevilling på 292.000 kr. til gennemførelse af projektet.
LUNDBÆK
Vandløbsrestaurering
Herning Kommune vil gennemføre et vandløbsrestaureringsprojekt i Lundbæk.
Projektet omfatter reetablering af gydebanker, udlægning af skjulsten, luftning af eksisterende og sammenkittede gydebanker og fjernelse af mindre faunaspærringer i vandløbet.
Fiskeristyrelsen har meddelt Herning Kommune tilsagn om tilskud på i alt 147.856 kr. til projektet finansieret via tilskudsordningen for vandløbsrestaurering i tilknytning til Vandområdeplanen. Kommunen kan søge om udbetaling af tilskuddet, når projektet efter planen er gennemført i 2019.
HERNING
Beplantning
Økonomi- og erhvervsudvalget i Herning Kommune så forleden på forvaltningens forslag til prioritering af det afsatte rådighedsbeløb på 1,632 mio. kr. i 2019 til diverse anlægsarbejder i parker og bynære grønne områder og besluttede at anbefale forslaget over for byrådet, ligesom udvalget anbefaler at rådighedsbeløbet frigives.
Der indgår otte projekter i forslaget, som hovedsageligt handler om beplantning og forskønnelse.
REGION SYDDANMARK
VEJLE
Byrum
I budget 2018 afsatte Vejle byrådet 3 mio. kr. i 2019 til etablering af boldbaner og parkeringspladser ved Nørremarken. Med Byrådets beslutning opstod muligheden for at sammentænke etableringen af boldbaner og p-pladser med en yderligere udvikling af Nørremarken. En projektgruppe gik derfor i foråret 2018 i gang med at arbejde med ideer til udvikling af området. Projektgruppens arbejde danner grundlag for projektet "Kredsløbet - menneskelig vækst, sundhed, økologi og fællesskab i samspil med omgivelserne".
Projektgruppen ansøgte Lokale- og Anlægsfonden og Realdania om 200.000 kr. til videre bearbejdning og kvalificering af projektet, som har givet tilsagn om støtte på op til 100.000 kr. fra puljen Fælles Rum.
Kultur- og idrætsudvalget i Vejle Kommune bevilgede forleden andre 100.000 kr. til projektet.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Vejle, Ryomgård, Kolind, Sørvad, Lundbæk og Herning