23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Lillerød, Blovstrød, København, Nørre Alslev, Sønder Bjert, Kolding, Vamdrup, Herning og Aalborg

REGION HOVEDSTADEN

LILLERØD

Renovering af almene boliger
Allerød byråd skal på sit møde i morgen blandt andet tage stilling til en ansøgning fra Lillerød Boligforening om godkendelse af skema A for den renovering, foreningens afdeling 5 skal gennemgå.

Afdeling 5 består af 35 rækkehuse/dobbelthuse på Rugvænget og Sydvænget i Lillerød, der blev taget i brug i 1952. Boligerne er opført i et plan, de består af tre eller fire rum og har en størrelse på mellem 65 og 78 kvm. Boligerne er sammenbygget to og to med en mellembygning, der ikke er godkendt til beboelse.

Renoveringen har til formål at forbedre boligernes nuværende tilstand, herunder de eksisterende problemer med klimaskærm og indeklima. Renoveringen omfatter blandt andet fjernelse af mellembygningerne og efterfølgende genopførelse med badeværelse, værelse og forrum. De nye baderum indrettes, så de opfylder regler om tilgængelighed for kørestolsbrugere. 

BLOVSTRØD

Daginstitution
Allerød Kommune skal opføre en ny daginstitution i Blovstrød, og på sit møde i morgen skal byrådet træffe beslutning om igangsættelse af totalentrepriseudbuddet af byggeopgaven.

Vilhelhelm Lauritzen Arkitekter har sammen med specialkonsulent Susanne Staffeldt bistået kommunen med udarbejdelse af udkast til tegningsmateriale i tæt dialog med brugerne. På baggrund af det indledende arbejde, forholdene på grunden og byggetekniske overvejelser er der udarbejdet udbudsmateriale for en institutionen i to plan, som placeres som en vinkelbygning, hvor den nuværende institution Tusindfryd ligger. Institutionen vil kunne rumme i alt 150 børn, og der er afsat 40 mio. kr. til etablering af institutionen. 

KØBENHAVN

Kampsportens hus
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde 17. december tage stilling til, om det forslag til lokalplan, der skal bane vej for Kampsportens Hus på hjørnet af Frederikssundsvej og Lygten, skal sendes i høring.

Sportsanlægget skal huse kampsportsforeninger fra Nørrebro og Bispebjerg, og der er gennemført en arkitektkonkurrence, hvor vinderforslaget kan realiseres, når den nye lokalplan er vedtaget.

Lokalplanområdet er i dag ubebygget, men anvendes til midlertidigt madmarked og grønt område.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen medio 2019. 

REGION SJÆLLAND

NØRRE ALSLEV

Renovering af almene boliger
Den almene boligbebyggelse i Bøstrupparken i Nørre Alslev skal igennem en omfattende renovering. Afdelingen består i dag af 20 boliger på 53 kvm med to rum og 24 boliger på 105 kvm med fire rum. Efter renovering vil der fortsat være 20 to-værelses boliger, men kun 12 boliger med fire rum. Til vil der være opstået 12 boliger med tre rum.

Der vil blive udskiftet tage på alle bygninger, og facader, vinduer og døre, og samtlige badeværelser vil blive renoveret. Murbindere i gavle vil blive udskiftet og der vil blive etableret balanceret ventilation.

De samlede udgifter for gennemførelse af helhedsplanen er cirka 37,5 mio. kr.

Guldborgsund byråd skal på sit møde i morgen godkende skema A for renoveringsarbejderne.

REGION SYDDANMARK

SØNDER BJERT

Boliger
Plan-, bolig- og miljøudvalget i Kolding Kommune har vedtaget lokalplan 0912-13 Westerbygård med tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Lokalplanen baner vej for cirka 16 nye parcelhusgrunde og cirka 28 nye tæt/lave boliger i to forskellige delområder. Hertil muliggør lokalplanen, at der i Westerbygårds bygninger kan etableres boliger, og at beboerne kan etablere mindre erhverv.

StenderupHalvøRådet har for midler fra Erhvervsstyrelsen udarbejdet en drejebog (Nyt liv i Gamle længer), der viser principper for en mulig omdannelse af Westerbygårds bygninger til cirka 18 boliger med tilhørende fællesarealer og -funktioner.

KOLDING

Biogasanlæg
På baggrund af en ansøgning fra NGF Nature Energy er der udarbejdet forslag til kommuneplantillæg, lokalplanforslag og miljøvurdering for et biogasanlæg ved Venusvej. By- og udviklingsdirektøren i Kolding Kommune foreslår, at forslagene nu sendes i offentlig høring i otte uger fra 19. december, hvilket plan-, bolig- og miljøudvalget bakker op om.

Det planlagte biogasanlæg består overordnet af op til seks procestanke med en højde på op til 25 meter, modtagetanke, læsse-/lossehal og modtagehal for faste biomasser. Desuden etableres efterlagertanke til afgasset biomasse, gasopgraderingsanlæg, bygning til kedelanlæg med skorsten og luftrensefilter med en skorsten. Endelig etableres kontor og mandskabsfaciliteter og diverse mindre tekniske anlæg, og gasledning til gasnettets tilslutningsstation.

VAMDRUP

13 almene boliger
Plan-, bolig- og miljøudvalget i Kolding Kommune har vedtaget lokalplan 1211-11 Ved Nørregade endeligt.

Kolding Kommune ønsker at afhænde Nørregade 9, Vamdrup, der hidtil har huset en afdeling af ungdomsskolen, og i den forbindelse har Vamdrup Boligselskab stillet forslag om at opføre 13 almene boliger på ejendommen, hvilket bliver muligt med den nu vedtagne lokalplan. Den eksisterende bebyggelse rives ned for at give plads til det kommende boligbyggeri.

Lokalplanen åbner også op for, at der kan etableres boliger på ejendommene Nørregade 11 og 13.

REGION MIDTJYLLAND

HERNING

Ombygning
Center for Børn og Læring i Herning Kommune søger nu om frigivelse af anlægsmidler til en mindre ombygning og renovering af Hurlumhejhuset, afdeling Klokkekilde. I forbindelse med flytning af klubbørn fra afdeling Klokkekilde til afdeling Bakkelyst, skal afdeling Klokkekilde ombygges og renoveres til at kunne rumme 15 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn.

Der søges om frigivelse af 1.300.000 kr., og børne- og familieudvalget tager stilling til ansøgningen på sit møde i dag.

REGION NORDJYLLAND

AALBORG

Renovering af boliger
Aalborg byråd har godkendt skema A for helhedsplanen for Himmerland Boligforening afd. 10,12 og 13 i Søheltekvarteret i Vestbyen.

Renoverings- og ombygningsprojektet har en samlet anskaffelsesudgift på 132.245.000 kr.

De tre afdelinger, der er omfattet af projektet, omfatter flere blokke med i alt 127 boliger.

Renoveringen, der forventes gennemført i perioden fra juni 2019 til januar 2022, omfatter blandt andet kloaksystem, vinduer, tage, badeværelser, vand- og afløbsinstallationer, elinstallationer og ventilation.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.156|instance-web04