23948sdkhjf

Virksomheder kan få hjælp mod unfair krav i et andet EU-land

Dansk Byggeri har indgået en aftale med EU-Kommissionen og det danske Solvit-center om at hjælpe virksomhederne, når de mødes med krav fra myndigheder i et andet land, der strider imod EU-reglerne om fri bevægelighed af varer, tjenester og arbejdskraft.

For selv om virksomhederne i princippet frit kan sælge varer og tjenester i det indre marked med 500 millioner indbyggere, og man er kommet langt med harmonisering og gensidig anerkendelse, så møder virksomhederne stadig en del nationale krav, der sætter en kæp i hjulet på eksporten og den frie bevægelighed. Nogle af disse krav er fuldt berettigede og lovlige, men langt fra alle. Gamle kutymer og ren protektionisme trives fortsat i krogene.

Det er vi mange, der forsøger at gøre noget ved. Både på EU-niveau, i nationalstaterne og i organisationsverdenen. Senest har EU-Rådet og EU-Parlamentet for eksempel vedtaget en ny EU-forordning om en fælles digital portal, som vil gøre det nemmere at finde informationer om regler i et andet EU-land, udføre diverse procedurer online og søge hjælp via en hotline, når der er problemer.

Men fra vedtagelsen og til det hele kommer til at fungere online, vil der gå nogle år.

Ulovlige krav
Til gengæld er der noget andet, som vi kan bruge allerede her og nu. Det er Solvit, en gratis tjeneste, hvor borgere og virksomheder kan få hjælp, hvis en myndighed i en anden medlemsstat stiller ulovlige krav.

Det er et værktøj, som de færreste desværre kender til eller kan finde ud af bruge.

Derfor har EU-Kommissionen nu åbnet for, at organisationer kan indgå en partnerskabsaftale med Solvit og understøtte oprydningsarbejdet, og det har vi i Dansk Byggeri takket ja til.

Det betyder, at Dansk Byggeri nu kan gå ind og hjælpe virksomheder, der oplever at rende panden mod muren med mærkværdige krav fra myndighederne i et andet EU-land. Det kunne være ekstra tests og certificeringer på et produkt. Eller syltning, når virksomheden søger om at få den moms refunderet, som de har krav på fra et andet EU-land. Eller når en medarbejder bliver dobbeltbeskattet i forbindelse med arbejde i et andet EU-land.

Rydde unødige sten af vejen
Dansk Byggeri kan hjælpe med at skrive klagen, indgive den på virksomhedens vegne og følge med i processen. På den måde kan virksomhederne koncentrere sig om det, de er bedst til, nemlig at drive deres forretning.

Og Dansk Byggeri kan forhåbentlig være med til at rydde unødige sten af vejen. Til glæde for mere vækst, arbejdsplader og velstand for os alle.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127