REGION HOVEDSTADEN
HEDEHUSENE
Boliger og parkeringshus
I den nye bydel Nærheden i Hedehusene er der ønske om at opføre boligbebyggelser med længe- / karrebebyggelse i tre-seks etager og en trelænget bebyggelse i tre etager med et stort glasoverdækket atrium samt et parkeringshus umiddelbart syd for jernbanen.
I den forbindelse er der udarbejdet et forslag til lokalplan 4.42.7, som i dag forelægges økonomiudvalget i Høje-Taastrup Kommune til godkendelse med henblik på offentlig høring i mindst fire uger.
Ligeledes indstilles forslag 4.42.8 til godkendelse med henblik på høring. Denne lokalplan sætter rammerne for de boligbebyggelser med rækkehuse i to etager og punkthuse i fire etager samt et fælleshus og et parkeringshus, der ønskes opført syd for Hedehusene Station.
Forslagene forelægges også byrådet, inden de er klar til høring.
VEDBÆK
Beboelsesbygninger
Lokalplan 262 for et område ved Elleslettegård i Vedbæk indstilles efter endt høring til endelig vedtagelse i Rudersdal Kommunalbestyrelse i morgen.
Lokalplanen bevarer den eksisterende anvendelse af området til institutionsformål og muliggør yderligere bebyggelse i et mindre omfang. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan opføres to nye beboelsesbygninger i fortsættelse af de eksisterende fire beboelsesbygninger på ejendommen.
BIRKERØD
Ombygning
Rudersdal kommunalbestyrelse skal på sit møde i morgen blandt andet tage stilling til, om forslag til Lokalplan 263 for Eskemosepark skal vedtages til offentlig høring.
Lokalplan er udarbejdet for at sikre den eksisterende bebyggelses bærende bevaringsværdier og for at give mulighed for, at den lave institutionsbygning på Nørrevang 45 - 47 efter ophør som børneinstitution kan ombygges til boligformål.
Som grundlag for lokalplanforslaget og institutionsbygningens renovering og ombygning til boliger, har KAB og Den almene Andelsboligforening Eskemosepark fået udarbejdet et skitseprojekt for 11 handicapvenlige boliger og et fælleslokale. Bebyggelsen Eskemosepark omfatter 25 boligblokke i to etager, en institutionsbygning i en etage og bygninger til brug for fællesfaciliteter.
FREDERIKSVÆRK
Madkundskabslokale
På Arresø Skole, Magleblik er det nødvendigt at etablere af nyt madkundskabslokale, og direktionen indstiller til Halsnæs byråd, at der anlægsbevilges 1.056.000 kr. til formålet.
Udvalget for skole, uddannelse og dagtilbud anbefaler direktionens anbefaling.
Det eksisterende madkundskabslokale er i dag fordelt på to oprindelige køkkener, etableret tilbage ved opførelsen af skolen i 1969/70. Køkkenerne er nedslidte og utidssvarende.
Projektet skal realiseres hurtigst mulig, idet den besluttede sammenlægning af tandlægeklinikken, der ligeledes skal realiseres på Arresø Skole, er afhængig af frigivelsen af det ene af de to nuværende køkkener.
HUNDESTED
Istandsættelse af skolebygning
I august 2019 åbner et nyt skole- og dagbehandlingstilbud i Hundested i en tidligere skolebygning på Birkevej. Samtidig afvikles skoletilbud på Bøgebjerggård. Skolebygningen har ikke været i brug de seneste år, og der er kommet skader på bygningen. Derfor skal bygningen istandsættes.
Direktionen indstiller til Halsnæs byråd, at der anlægsbevilges 3.988.000 kr. til istandsættelse af bygningen, hvilket anbefales af udvalget for skole, uddannelse og dagtilbud.
Der skal blandt andet saneres for PCB, bly og asbest, og i I 2020 og 2021 skal der blandt andet renoveres tag og facader.
REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Udvalgsvarebutikker
Slagelse byråd skal tage stilling til, om forslag til lokalplan 1198, Butiksområde Idagårdsvej/Sdr. Ringgade i Slagelse skal godkendes og derefter fremlægges i otte ugers offentlig høring, som miljø-, plan- og landdistriktsudvalget har anbefalet det.
I lokalplanområdet i Slagelse syd ligger Bilka, Hotel Frederik d. II og en større parkeringsplads.
Bygherre, Dansk Supermarked A/S, ønsker at nedrive hotellet for at give plads til udvalgsvarebutikker i forlængelse af Bilka.
Forslag til lokalplan 1198 giver mulighed for, at der kan opføres op til 7.800 kvm nyt butiksareal med selvstændige butikker på minimum 800 kvm.
For at skabe synlighed for Bilka og øvrige butikker giver lokalplanen mulighed for, at der opsættes et større Bilka-skilt på taget af nye butikker samt to pyloner i lokalplanområdet.
SLAGELSE
Boligbebyggelse
Slagelse byråd skal nu tage stilling til, om forslag til Lokalplan 1202, Boligområde ved Jonslunden skal vedtages og fremlægges i otte ugers offentlig høring som anbefalet af miljø-, plan- og landdistriktsudvalget.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på anmodning fra ejer NCD Holding ApS i forlængelse af et kommunalt udbud af arealet, hvor køber ønsker at opføre en boligbebyggelse. Lokalplanen vil give mulighed for at etablere op mod 18 parcelhuse. Boligområdet er disponeret som åben lav bebyggelse med grunde udstykket på mindst 800 kvm, således at boligområdet bliver en forlængelse af de eksisterende boligbebyggelser, Jonshaven og Jonsvangen. I den nordligste del af lokalplanområdet kan der bygges en daginstitution.
NAKSKOV
Udbygning af butik
Lolland Kommune har vedtaget forslag til lokalplan 360-109 for Dagligvarebutik på hjørnet af Maribovej og Løjtoftevej, der herefter er fremlagt i offentlig høring frem til 31. januar 2019. Lokalplanens overordnede formål er at muliggøre nedrivning af en eksisterende og opførelse af en ny og tidssvarende dagligvarebutik.
REGION SYDDANMARK
VEJLE
Etageboliger
En privat bygherre ønsker at etablere etageboliger på Grejsdalsvej 1A, 1B og 3 i Vejle. 37 boliger skal etableres i en ny bygning på hjørnet af Grejsdalsvej og Jellingvej. Hjørnebygningen ønskes opført i fire etager med tagterrasse, som udgør en femte etage. Bygningen placeres på en parkeringskælder. I den eksisterende boligejendom Grejsdalsvej 3 etableres yderligere to boliger ved at udnytte tagrummet. Etablering af en ny etageejendom på hjørnet kræver, at den eksisterende ejendom på Grejsdalsvej 1A og 1B nedrives.
Der er udarbejdet et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, som teknisk udvalg og økonomiudvalget i Vejle Kommune anbefaler til fire ugers offentlig høring. Vejle byråd tager stilling i sagen i morgen.
GADBJERG
Boliger
Juridisk Kontor i Vejle Kommune har anmodet om udarbejdelse af lokalplan for boliger ved Sejershaven i Gadbjerg som erstatning for lokalplan nr. 02.03.01.
Lokalplanforslaget har til formål at sikre et større friareal og håndtering af regnvand. Lokalplanforslaget giver mulighed for yderligere 10 nye parcelhusgrunde eller 22 nye rækkehusgrunde.
Lokalplanen har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse. Sagen er på Vejle byråds dagsorden på i morgen.
VEJLE
Åben-lave boliger
Juridisk kontor i Vejle Kommune har på baggrund af, at Vejle Kommune har solgt et areal på indersiden af Mælkevejen, anmodet om udarbejdelse af en lokalplan, som giver mulighed for at realisere købers projekt. Lokalplanen giver mulighed for åben-lav boliger i form af 23 kompaktparceller. Lokalplanforslaget har været i offentlig høring, og indstilles nu til endelig vedtagelse i Vejle byråd i morgen.
DYBBØL
50 familieboliger
Boligforeningen Søbo har fremsendt ansøgning om opførelse af 50 almene familieboliger på Bülowsvej 9 i Dybbøl med tilhørende skema A til godkendelse i Sønderborg byråd.
Der er tale om et byggeri med en samlet anskaffelsessum på 105,225 mio. kr. Økonomiudvalget har sagen på dagsordenen i morgen.
OTTERUP
Bådehuse og fælleshus
En lokalplan, der skal bane vej for etablering af bådehuse og fælleshus ved Klintebjerg Havn har været i høring og indstilles nu til endelig politisk vedtagelse i Nordfyns Kommunalbestyrelse.
Foreløbig har teknik- og miljøudvalget godkendt lokalplanen.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Hedehusene, Vedbæk, Birkerød, Frederiksværk, Hundested, Slagelse, Nakskov, Vejle, Gadbjerg, Dybbøl og Otterup