23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører: Stigende lønninger giver sårbarhed internationalt

Problematisk lønpres er ved at blive bygget op og skaber ringere konkurrenceevne i et globalt rådgivermarked, siger FRI-direktør

Ingeniørforeningen, IDA’s medlemmer på det private område henter en gennemsnitlig lønstigning på 3,9 pct. i 2018, mens lønudviklingen for de offentligt ansatte medlemmer lander på 3,2 pct.

Det viser IDA’s lønstatistik for 2018.

- Ledigheden er lav, og alle prognoser viser, at der vil være efterspørgsel en rum tid fremover. Men vi uddanner fortsat for få og formår heller ikke at tiltrække og fastholde nok vidensarbejdere udefra, siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i IDA.

Og den udvikling vil fortsætte, måske med en høj pris for landet.

- For den enkelte er det godt, men for Danmark som produktionsland og videnssamfund er det faktisk skidt nyt. Med en ledighed på kun 2,2 procent for ingeniørernes vedkommende, ser vi en potentiel vækstbarriere, der får advarselslamperne til at lyse, siger Juliane Neiiendam.

Presser konkurrenceevnen
Så langt er Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), enig.

- Hvis IDAs lønstatistik er en strømpil, der holder nogenlunde, så er det et problematisk lønpres, der bliver bygget op. Min forventning er, at det vil ramme langt de fleste, og for langt hovedparten af mine medlemsvirksomheder, der arbejder internationalt, kan det allerede nu være problematisk i forhold til konkurrenceevnen, siger Henrik Garver til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han peger på, at der kan opstå en skævhed på jobmarkedet.

- Der opstår en skævhed på jobmarkedet internationalt og når det offentlige prøver at følge med de private lønninger, trækker det arbejdskraft væk fra de virksomheder, der arbejder i de internationale markeder, siger Henrik Garver.

En gåde med længere ledighed
En dagsorden hos IDA er også de nyuddannedes vilkår.

- Det er mig en gåde, at der er nyuddannede, som må gå ledige længere tid, før de kommer i gang. Der er tale om en gruppe kompetente unge mennesker, siger Juliane Marie Neiiendam.

Men den holder ikke hele vejen til banken, mener Henrik Garver.

- De nye skal lære rigtig meget i virksomhederne, når de starter, og hvis deres startløn bliver skruet i vejret gennem et generelt lønpres, så gør man de nyuddannede en bjørnetjeneste. For så vil virksomhederne overveje, om det for eksempel bedre kan betale sig at ansætte for eksempel en erfaren ingeniør fra Sverige, siger Henrik Garver til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Undgå skuffede forventninger
FRI-direktøren mener, at i forhold til startløn til de nyuddannede, skal IDA være opmærksom på, hvad de anbefaler de unge, så de ikke får skuffede forventninger, hvis de starter på et lavere lønniveau end fagforeningen havde stillet i udsigt.

Men i forhold til manglen på ingeniører, mener Juliane Marie Neiiendam, at virksomhederne langt hen ad vejen kan hjælpe sig selv ved at se mod udenlandske dimittender, der har taget deres uddannelse i Danmark og som er faldet til her.

Det påpeger hun med henvisning til tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

De viser, at to tredjedele af nyuddannede udenlandske kandidater enten har forladt Danmark eller ikke er i beskæftigelse to år efter endt eksamen.

- Dem kunne man godt blive bedre til at fastholde, mener Juliane Neiiendam.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094