Enemærke & Petersen offentliggør normalt årsrapporten i enten marts eller april. Direktør Henrik Mielke har dog indvilget i at gøre tidlig status for fem overordnede emner, der påvirker virksomheden enten internt eller eksternt.
E&P Vest
Enemærke & Petersen justerer nu på ambitionerne for entreprenørvirksomhedens jyske afdeling, E&P Vest, der ligger i Brabrand vest for Århus og på Rørdalsvej i Aalborg.
Siden etableringen i 2012 har ambitionen for E&P Vest været at nå en omsætning på 600 mio. kr. Og selv om målet stadig er det samme, er tidsrammen flyttet fra 2020 til 2022.
- Vi havde to kæmpe store projekter til 400 mio. kr., som sluttede næsten samtidigt, og som det har været svært at få dækket af for, forklarer Henrik Mielke, adm. direktør for Enemærke & Petersen.
- Vækst er ikke et mål i sig selv, hvis bundlinjen ikke følger med. Men med det sagt handler det ikke om, at vi nedjusterer på ambitionerne for Vest.
Nybyggeri
For godt to år siden meddelte Enemærke & Petersen, at entreprenørvirksomheden ville udvide sit fokus til også at omhandle nybyggeri i jagten på vækst.
Og selv om E&P kan fremvise store projekter som Den Grønne Fatning i Herlev, et byggeri for Patrizia Ejendomme på A. C. Meyers Vænge i Sydhavnen og et byggeri for PensionDanmark på Køge Kyst, har vækstvejen til væksten ikke været snorlige.
- Det har været lidt sværere, end vi troede at komme ind på markedet. Især i Jylland, hvor vi ikke er helt så kendte som på Sjælland. Men det er et marked, vi gerne vil blive i, så vi er allerede ved at se ind i nye projekter foruden dem, vi allerede arbejder med, siger adm. direktør Henrik Mielke, som netop har set Ringsted-entreprenøren påbegynde byggeriet af ungdomsboliger i Rosenhøj for Århus Omegn.
Serviceafdelingen
I de seneste par regnskaber har det været klart, at Enemærke & Petersens service-afdeling ikke har præsteret som forventet af det tredje ben i koncernen ved siden af renoveringsopgaver og nybyggeri.
Et to år gammelt chefskifte og en helt ny strategiplan gør dog, at adm. direktør Henrik Mielke her ser positivt på fremtiden for et forretningsområde, der også handler om branding - især i Jylland.
- Efter et par år uden den helt store indtjening er fundamentet nu på plads, så vi begynder at tjene penge. Så vi holder fast i service som en strategisk satsning, som vi fremover vil arbejde med ud fra en mere fokuseret strategi.
- Der er et stort potentiale i service, og målet er, at vi skal have samme vækstrater her, som vi har det inden for de store entrepriser. Der findes nogle store spillere på markedet i forvejen, så vi skal ind og finde de nicher, hvor vi kan konkurrere på funktion frem for ren pris.
Opkøb
E&P-direktør Henrik Mielke var ikke afvisende, da Licitationen - Byggeriets Dagblad for et par år siden spurgte, om opkøb var en del af Ringsted-entreprenørens vækststrategi.
Og selv om topchefen insisterer på, at man aldrig skal sige aldrig, virker han i dag mere afvisende over for tanken.
- Vi har overvejet det, men valgte det fra, fordi det, vi gerne ville have, var for dyrt, mens det, vi kunne få, var for dårligt.
- Det handler også om kulturdelen. Hvis vi kan bygge det op med vores egne folk, vil vi hellere gøre det organisk.
Markedet
Væksten på det professionelle projektmarked trækkes fortsat af boligbyggeriet. Men det kommer ikke til at vare ved, vurderer E&P-direktør Henrik Mielke.
- Jeg tror, markedet så småt har toppet. Boligbyggeriet står formentlig foran en mindre nedgang inden så længe, og det samme gælder for renoveringsområdet. Samtidig er byggeriet af kontorer og domiciler ikke kommet i gang i den grad, som man forventede. Men med det sagt, så kommer nedgangen fra et højt aktivitetsniveau, og den kommer slet ikke med samme hårdhed, som vi så det for 10 år siden.