23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Københavnsk tegnestue tjener mindre

Et skridt frem og et tilbage.

Sådan kan udviklingen på bundlinjen de senere år nemmest opsummeres for Christensen & Co. Arkitekter A/S, der holder til på Bragesgade på Nørrebro i København.

Mens virksomheden, der ikke opgiver oplysninger om omsætning i sine regnskaber, præsterede en fremgang til 5,9 mio. kr. før skat i 2016/17, må de i 2017/18 se tilbage på et år, hvor resultatet går væsentlig tilbage og lander på 1,7 mio. kr.

Et niveau, der både er under 2015/16 og 2014/15, hvor virksomheden henholdsvis landede 2 mio. kr. og 2,8 mio. kr. i plus.

- For det første, så går det op og ned i vores branche. Når det er sagt, så har det selvfølgelig betydning for både vores top- og bundlinje, at vi har haft en stor opgave i udlandet, som stoppede brat, siger adm. direktør i Christensen & Co. Arkitekter A/S, Vibeke Lindblad, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Hun uddyber, at der er tale om et svensk universitetsprojekt, der blev overdraget til et lokalt rammeaftalehold i starten af regnskabsåret.

Samtidigt påpeger hun, at anden halvdel af året derimod har været præget af øget aktivitet og indtjening på det danske marked, og at hun ser sidste efterår som en parentes.

- Det danske marked har heldigvis trukket den anden vej, og derfor synes jeg, at vi lander på et tilfredsstillende resultat, siger Vibeke Lindblad.

Forventer bedre resultat
Direktøren ser desuden frem mod bedringer i indeværende regnskabsår.

- Lige nu er vi godt i gang med et nyt regnskabsår, og med den netop overstående åbningsceremoni for K.B. Hallen (i sidste uge, red.) er det svært ikke at have det brede smil fremme, siger hun.

- Jeg ser ikke, at der kommer noget uventet i indeværende regnskabsår, hvor forventningen er, at det bliver bedre end sidste år, fortsætter hun uden at ville sætte konkrete tal på.

Hun fortæller, at de lige nu er i gang med en skøjtehal i København og et skolebyggeri i området Nærheden i Hedehusene.

Derudover har virksomheden følere ude i Holland og Tyskland, som kan få positiv betydning, hvis de kommer hjem.

- Med vores stærke referencer som for eksempel Helsingør Forsyning, K.B. Hallen og DTU Life Science, så giver det positive forhåbninger i forhold til nye opgaver, siger Vibeke Lindblad.

Vil brede sig til flere markeder
Om fremtiden uddyber hun:

- For os handler det om, at vi skal have en forretning, der er velfunderet. Det er forudsætningen for at lave de projekter, vi gerne vil lave. For os er det vigtigste at få de rette opgaver med den rette mængde arkitektonisk brændstof, siger Vibeke Lindblad og supplerer, at Christensen & Co. Arkitekter har som mål at følge mennesker fra deres første møde med skolesystemet til, de er færdiguddannede.

Læringskultur er det, virksomheden beskæftiger sig med - herunder kultur- og fritidshuse, hvor generationer kan mødes på tværs.

Drømmen er desuden at brede sig til flere markeder. Men det handler i høj grad om timing og hvornår, det rigtige udbud kommer, fortæller direktøren.

- Den langsigtede drøm er at brede vores kompetencer ud, så resten af Europa også får glæde af vores fokus på læringskulturen, siger hun.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.129|instance-web02