Der bliver lavet langt flere køkkener og badeværelser i de danske hjem uden moms og regning.
Ifølge Rockwool Fondens Forskningsenhed er det sorte arbejdes andel af BNP steget fra 1,7 procent i 2016 til 2,2 procent i 2017.
Det til trods for, at det hvide arbejdsmarked i samme periode er tordnet afsted. Derfor kommer udviklingen også som en overraskelse, mener Bo Sandberg cheføkonom i Dansk Byggeri.
- I 2017 var der meget travlhed og gang i det hvide arbejdsmarked. Det skyldes det højeste antal bolighandler i 10 år, som gav en masse opgaver med renovering. Den store efterspørgsel på det hvide arbejdsmarked har på den måde smittet af på sort arbejde. Ventetiden på en håndværker har på den måde været med til at løfte efterspørgslen på sort arbejde, siger han.
Arbejder endnu mere sort
Selvom sort arbejde er svært at måle, og Rockwool Fondens tal derfor er behæftet med en vis usikkerhed, er stigningen alligevel markant, mener Bo Sandberg, der ser flere mulige årsager til, at sort arbejde igen vinder frem.
- En anden forklaring kan findes i den generelle skattemoral. Vi har i samfundet været udfordret af sager med udbytteskat, og det kan have påvirket folks holdning til det at betale skat. Samtidig er ingen blevet dømt for at udføre sort arbejde, og nogle har måske derfor en fornemmelse af, at Skat ikke kontrollerer det og det på den måde er risikofrit, siger han.
Når det sorte arbejde igen fylder mere, er forklaringen ikke, at der er flere end tidligere, der arbejder sort. Der er faktisk færre. Forklaringen er derimod, at den gruppe, der arbejder mange timer sort, bidrager yderligere til det skatteunddragende regnskab. De er nemlig begyndt at arbejde sort endnu mere. Den udvikling får det gennemsnitlige tidsforbrug til at stige markant fra 2016 til 2017. I 2016 lå det ugentlige tidsforbrug i gennemsnit på 1 time og 58 minutter. De, der arbejdede sort, gjorde det i gennemsnit små to timer om ugen. Det tal var i 2017 steget til 2 timer og 44 minutter, viser rapporten.
Rockwool Fonden har også set på, hvilke brancher der i højere grad end andre er omfattet af sort arbejde.
De sortarbejdende inden for bygge- og anlægssektoren udgør knap en fjerdedel af alle, der er aktive med sort arbejde. I kategorien offentlige og personlige tjenesteydelser ligger arbejdsopgaver som eksempelvis frisørarbejde eller massage - de står for 17 pct. af dem, der arbejder sort. Landbrug, fiskeri og råstofudvinding, finans- og forretningsservice og hotel- og restaurationsbranchen figurerer med hver 10 pct. af dem, der arbejder sort. Sort arbejde med rengøring, her dog eksklusive vinduespudsning, beskæftiger kun 4 pct. af de sortarbejdende.
Begrænset fradrag
En sidste forklaring på, at der er sket en stigning i det sorte arbejde kan findes i den grønne Boligjobordning, forklarer Bo Sandberg.
- Ordningen er blevet indsnævret meget. Det har været godt for den grønne omstilling, men i forhold til 2014, hvor ordningen toppede og man også kunne få fradrag for at få renoveret sit køkken eller badeværelse, så kan det begrænsede fradrag have været med til, at der nu er kommet et hop i sort arbejde, siger han.
Samme forklaring giver brancheforeningen SMVdanmark, der nu kræver, at politikerne igen retter øjnene imod håndværkerfradraget.
- Sort arbejde koster hvert år samfundet milliarder og atter milliarder, og det rammer lovlydige virksomheder, der skaber arbejdspladser og praktikpladser, direkte på pengepungen. Derfor skal vi sætte ind overfor sort arbejde, og der ved vi, at håndværkerfradraget har en effekt. Men effekten kunne være endnu større, hvis vi øgede fradraget og gav fradrag for flere opgaver, for eksempel indendørs malerarbejde, siger chefkonsulent Kristian Bech.
Danmark fører
Rapporten viser desuden, at danskerne ligger i top, når man sammenligner udbredelsen af sort arbejde med omkringliggende lande. Både i Tyskland, Storbritannien, Norge, Holland og
Sverige er der relativt færre, der udfører arbejde uden at have orden i fakturering og skattebetaling. I 2017 var der i Danmark omkring 20 pct. af befolkningen mellem 18 og 74 år, der udførte sort arbejde. På andenpladsen ligger Tyskland med 14 pct. ifølge en analyse fra 2010. Samme tal for Sverige ligger på cirka 13 pct., hvilket får dem ind på en tredjeplads. Opgørelsen for Sverige er dog helt tilbage fra 2005.
Kraftig stigning i sort arbejde
Fremgangen på det hvide arbejdsmarked kan have været med til at trække det sorte arbejde op, mener Danske Byggeri på baggrund af tal fra Rockwool Fonden