23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Vejchef vil have klimakrav i udbud

Konkrete krav til lav CO₂-udledning i produktionen og udlægningen af asfalt kan i fremtiden blive et kriterium, når Vejdirektoratet sender vejopgaver i udbud.

Det var et af budskaberne fra Vejdirektoratets øverste direktør, Jens Holmboe, på førstedagen af årets Vejforum i Nyborg.

- Vi kan som vejsektor sagtens byde ind med flere løsninger i klimakampen. Politikerne sætter selvfølgelig rammerne, men i praktikken er det os, der står for det. Og i Vejdirektoratet vil vi derfor tage initiativ til en dialog med branchen om, hvordan vi får indført det, jeg kalder kloge klimakrav, i udbudsmaterialet, sagde han.

Inspiration fra Sverige
Med kloge klimakrav mener han, at det ikke må fjerne fokus fra andre krav som holdbarhed.

- Der skal fortsat være de samme krav som i dag til kvalitet, og vejene skal kunne holde i lige så lang tid. Samtidig skal det være praktisk muligt, dokumenterbart og være til at betale for penge.

Holmboe har hentet inspiration i Sverige, hvor de offentlige vejmyndigheder ifølge ham har opnået gode resultater og sænket CO₂-udledningen ved at stille krav til energiforbruget under produktionen.

Dialog med branchen
Hvordan klimakravene konkret kan udformes i udbudsmaterialet for vejopgaver, vil han vende med blandt andet entreprenører og rådgivere fra vejsektoren.

- Om det skal være i ydelsesbeskrivelsen, som økonomiske incitamenter eller et CSR-fokus på linje med antal lærlinge, arbejdsmiljø og sikkerhed skal vi udvikle i samarbejde, sagde Jens Holmboe.

Udvikling koster penge
Licitationen - Byggeriets Dagblad tog fat på et par aktører fra asfaltbranchen, som deltog ved Vejforum. Herfra blev udspillet modtaget positivt.

- Det er godt for samfundet. Vi retter os jo i høj grad efter, hvad kunderne efterspørger, så når de bevæger sig i en mere miljøvenlig retning, kommer vi også til at gøre det, lød det fra adm. direktør i Munck Asfalt, Jens-Kristian Damsgaard.

Anders Hundahl, adm. direktør i brancheforeningen Asfaltindustrien, mener, det er positivt, at Vejdirektoratet vil belønne klimavenlig asfalt. Men det kræver også vilje fra bygherren til at betale for det.

- Man skal være indstillet på, at alt nyt har omkostninger til udvikling, sagde han.

Selvom Vejdirektoratet har taget initiativet, så er det politikerne, der i sidste ende sætter rammerne for mulighederne, påpegede vejdirektøren.

- Der vil formentlig være en merpris, og derfor skal vi overbevise politikerne om, at der også er en merværdi, som det giver mening at bruge ressourcer på. For vi er i konkurrence med andre områder om midler til klimaløsninger.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.188|instance-web04