Når regeringen og Dansk Folkeparti trækker i arbejdstøjet i det nye år, så bliver en af de første opgaver, at drøfte de langsigtede prioriteringer i infrastruktur efter 2020.
Drøftelserne skal ske på baggrund af et oplæg fra regeringen. Infrastrukturplanen skal blandt andet sikre, at unødig trængsel bliver minimeret, og at det bliver lettere at komme på arbejde eller fragte varer rundt i landet.
Det fremgår af den finanslov, som partierne blev enige om fredag eftermiddag i sidste uge.
- Det er positivt, at man vil lave en samlet infrastrukturplan - der er ikke sat penge af til arbejdet, men nu er man i gang. Det vigtige er, at planen ikke kun kommer til at omhandle de projekter, der allerede er nævnt i finansloven for 2019, men at den omhandler den samlede danske infrastruktur, siger branchedirektør Henrik Friis fra interesseorganisationen Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.
Sunde projekter
Parterne er desuden blevet enige om at igangsætte en række vvm-undersøgelser på transportområdet - det gælder blandt andet en vejforbindelse til Stevns, en opgradering af E55 ved Nykøbing samt en opdatering af VVM-undersøgelsen for en 3. Limfjordsforbindelse.
I alt afsætter partierne 23 mio. kr. i 2019, 41,5 mio. kr. i 2020 og 15,0 mio. kr. i 2021 til at gennemføre vvm-undersøgelserne, som skal være med til, at danne beslutningsgrundlag for infrastrukturprojekterne.
Derudover er der fundet 60 mio. kr. til en forundersøgelse af en potentiel Kattegatforbindelse.
Der er dog behov for andet end vvm-undersøgelser, mener Henrik Friis.
- Jeg håber, at man som minimum finder finansiering til de sunde projekter, som ligger klar. Altså de projekter med en forrentning på over 4 pct., der bør realiseres inden 2030. Det er blandt andet projekter som Havnetunnellen i København, Korridoren gennem Jylland, motorvejen mellem Fredericia og Kolding og Frederikssundsmotorvejen. I alt bør regeringen finde 110 mia. kr. i perioden. Det er ikke noget stort beløb, for projekterne gør samtidig Danmark rigere i sparet transporttid, siger han.
En spade i jorden
Regeringen og Dansk Folkepartis beslutning om, at planen først skal gælde fra årene efter 2020 møder også kritik fra Henrik Friis.
- Det er dybt kritisabelt, at der først sker noget i 2021. Vi er ved at drukne i trængsel og karret af projekter for anlægsentreprenørerne er ved at være tømt. Der har været faldende beskæftigelse i anlægsbranchen siden efteråret 2017 og det fald vil fortsætte i 2019 og 2020. Dermed bliver det dyrere for staten, når man så speeder op igen, fordi virksomhederne har lukket ned for aktiviteterne eller søgt til udlandet. Derfor håber jeg, at den næste regering vil sætte nogle projekter i gang, så vi kan få en spade i jorden allerede i 2020, siger han.
Penge til vvm-redegørelser på finansloven
Regeringen og Dansk Folkeparti har på finansloven for 2019 afsat et tocifret millionbeløb til en række vvm-redegørelser