Ambitioner med realismen og den gode bygherrekontakt i behold.
Nogenlunde sådan kan man betegne AK 83 Arkitekters tilgang til især kernemarkedet butiks- og logistikcentre samt erhvers- og boligbyggeri.
Lars Levin, partner og adm. direktør hos AK 83 Arkitekter A/S i Aalborg, håber på mere gang i butikscentrene - især udbygningsmæssigt - i det nye år.
AK 83 er blandt andet kendt for Slotsarkaderne i Hillerød og det netop færdiggjorte boligbyggeri Købke Hus i Carlsberg Byen, der på 15.000 kvm rummer erhverv, detail, lejligheder og rækkehuse.
Arkitektvirksomheden, der har kontorer i Aalborg og København, har gennem årene især specialiseret sig i erhvervs- og butiksbyggerier, og større logistikbyggerier samt, i mindre grad, bolig- og kulturprojekter.
- De seneste år har vi oplevet en mindre afmatning på området for butikscentre, hvilket har fået os til at satse mere på for eksempel logistikcentre i udlandet, og til alt held har vi gennem årene opbygget en god og trofast kundegruppe af bygherrer, som kommer igen, siger Lars Levin til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
En mindre stigning
Opbremsningen kan dog ikke umiddelbart spores i virksomhedens offentliggjorte årsrapport, der fortæller om en mindre stigning i årsresultatet, fra 3,7 mio. kr. i 2016/17 til 3,8 mio. kr. for regnskabsåret 2017/18.
- Vi holder skansen, og prøver at opføre os ordentligt i denne branche, samt udføre den bedste mulige service for bygherre. Det mener jeg, man i sidste ende kommer længst med. Og selv om flowet i forhold til opgaverne kan variere, har vi en del faste kunder, der kommer igen, tilføjer han.
Hvordan ser 2019 ud for AK 83 Arkitekter?
- Jeg fornemmer, at der kommer til at ske noget mere omkring butikscentre i 2019, men om vi bliver en del af det, ved jeg selvfølgelig ikke, siger arkitekten, hvis firma er husarkitekt for Coop og derfor også følger danskernes forbrugsmønstre tæt.
- Med den øgede nethandel opstår der andre behov for butikker og større butikscentre. Der sker nogle tilskæringer, der kræver design og planlægning af bygningerne. De handlende kommer til at ændre sig i forhold til at imødekomme kundernes behov. Der kommer formentlig mere "underholdning", det vil sige, at der skal være oplevelser og en grund til, at familier går i storcentrene, måske skal der være mere for børnene og en biograf.
En sjov bygning er ikke nok
Og så handler det om, at der skal være en magnet i et indkøbscenter, et sted, der ofte er en stor dagligvarebutik, til at danne udgangspunkt for andre oplevelser.
- Der skal være noget, der lukker op. Og her er det ikke nok med en sjov bygning eller en sjov idé, siger Lars Levin til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han fortæller, at virksomheden netop nu står med renoveringen af Slotsarkaderne Hillerød, som AK 83 oprindeligt tegnede.
- Nu har vi lavet ungdomsboliger på taget og tegnet en ny H&M-butik i underetagen, sammen med Danica Ejendomme, siger Lars Levin, der i lighed med andre dele af branchen oplever at især boligbyggeriet flader noget ud lige nu.
- Den voldsomt opadgående kurve for boligbyggeriet har rettet sig mere mod vandret. Men ikke desto mindre har vi netop færdiggjort boligprojektet Købke hus i Carlsberg Byen, siger han.
Store projekter i udlandet
Sideløbende har arkitektvirksomheden, der p.t. har 18 medarbejdere, haft travlt med at projektere logistikcentre, især for DSV, i så forskellige lande som Tyskland, Polen, Sverige, Norge, Finland, England og Canada - "samt et enkelt projekt i Sydafrika", som Lars Levin tilføjer.
Her er mønsteret typisk, at virksomheden hyrer en underrådgiver fra det pågældende land, så lokalkendskabet er i hus.
Butiks-arkitekt forudser mere alsidige storcentre i 2019
At købe ind skal være en oplevelse for hele familien, mener AK 83 Arkitekter, der oplevede en mindre fremgang i 2017/18