Tromlerne ruller stærkt hos Nordkabel A/S.
Kabel- og ledningsentreprenøren fra Aars i Himmerland, der har omkring 170 ansatte, løftede overskuddet med over 30 pct. til 12,5 mio. kr. før skat i 2017/18. Det er sket i et år med en omsætningsvækst på cirka 15 pct., fortæller direktør og medejer Henrik Hassing.
- Det har været et rigtig godt år med høj aktivitet. Vi har været både heldige og dygtige til at udnytte maskiner og mandskab, siger han.
Butikken vokser
Resultatet, der er bedre end ventet, kommer blandt andet fra et par større afsluttede entrepriser, der gav en bedre indtjening, end der var budgetteret med.
Hovedopgaverne omfatter gravearbejde og udlægning af blandt andet el-, fiber-, og telefonkabler. Den største kundegruppe er forsyningsselskaberne.