Tommelfingeren vender opad, når det gælder bygge- og anlægsbranchen produktivitet.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at byggeriet har en produktivitetsvækst på 3,3 pct. i 2017, mens byerhvervenes samlede produktivitet steg én pct.
For perioden 2012-17 er byggeriets produktivitet i snit steget med 3,2 pct. årligt.
- Det er særlig vigtigt i en tid, hvor vi ser stigende udfordringer med mangel på arbejdskraft. De her tal viser, at man får mere ud af de eksisterende ressourcer og mere ud af hver arbejdstime, siger Bo Sandberg, cheføkonom hos Dansk Byggeri, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
- Det er positivt, fordi det på længere sigt giver vækstmuligheder i branchen, fortsætter han.
Klaret sig bedre end ventet
Bo Sandberg påpeger, at man netop kan skabe vækst ved enten at øge antallet af medarbejdere, men at der en grænse for, hvor længe man kan se en stigende beskæftigelse, eller ved at arbejde smartere og få mere ud af de eksisterende ressourcer.
Han hæfter sig især ved, at man har set produktivitetsvæksten over flere år.
- Tallene viser, at branchen har klaret sig bedre, end man har gået og troet. Tidligere har bygge- og anlæg fået stemplet som et lavproduktivt erhverv. De her tal borer en pæl gennem den myte, siger han og påpeger, at det er godt for branchens selvtillid.
Samtidigt understreger Bo Sandberg, at det ikke må blive en sovepude.
- Der er altid plads til forbedring og til at blive endnu bedre, men branchen kan godt tillade sig at klappe sig på skulderen, siger han.
Samtidigt tager cheføkonomen et lille forbehold for tallene, da der tidligere har været udfordringer med at måle produktiviteten, men gennem udvalgsarbejde har man forbedret målemetoden, påpeger han og betegner tallene for "ret fremragende" - især fordi de netop går over en femårig periode.
Omvendt er han ikke helt så imponeret over, at byerhvervenes samlede produktivitet i snit i perioden 2012-17 er steget 1,4 pct. årligt.
I historisk perspektiv har man set et sted mellem 1,5 og to pct., forklarer han og tilføjer, at det er en ok produktivitetsvækst uden på nogen måde at være prangende.
Forventer mere af byggeriet
Når det gælder bygge og anlæg, forventer Bo Sandberg, en fortsat udvikling.
- Jeg forventer stadig en fremgang i produktiviteten i 2018 og 2019, men jeg sætter ikke næsen op efter de tre pct. Men hvis branchen kan ligge mellem to og 2,5 pct., så er det ret flot og ikke urealistisk, siger han.
Produktiviteten defineres som bruttoværditilvækst per arbejdstime korrigeret for inflation.
Byggeriet er erhvervslivets flittige bi
Nye tal borer en pæl gennem myten om, at bygge og anlæg er et lavproduktivt erhverv, mener cheføkonom