23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Holbæk, Kolding, Hadsten og Søften

REGION SJÆLLAND

HOLBÆK

Sti
Holbæk kommunalbestyrelse skal træffe principbeslutning om at ekspropriere arealer til ny sti langs Tuse Næs Vej på strækningen fra Faurbjergvej til Markeslev.

Kommunalbestyrelsen besluttede tilbage i februar at frigive 600.000 kr. til forundersøgelser og projektering af cykelsti langs Tuse Næs Vej og at afsætte tre mio. kr. til realisering af stien i anlægsbudgettet for 2019.

Med kommunalbestyrelsens principbeslutning om at ekspropriere, hvis der kan indgås frivillige aftaler, sikres det, at modstand fra en enkelt lodsejer ikke vil kunne udsætte og blokere for stiens realisering.

Sagen behandles i første omgang af udvalget for klima og miljø i Holbæk Kommune i dag.

HOLBÆK

Byrum
Holbæk Kommune investerer i en renovering af Ahlgade, og i den forbindelse er det planen at gennemføre forsøgsperioder med fredeliggørelse af en del af Ahlgade.

Fredeliggørelse dækker over, at der ønskes en reduktion af biltrafikken i Ahlgade samt bedre muligheder for ophold og byliv.

Der er udarbejdet et forslag og en principskitse for fredeliggørelsen af gaden, og den ser udvalget for klima og miljø på i dag.

Såfremt udkastet og principskitsen godkendes af kommunalbestyrelsen, skal det detailplanlægges i løbet af vinteren og foråret, inden forsøgsprojektet kan gennemføres i sommeren 2019.

Gennem en forsøgsperiode på tre-fire måneder ensrettes Ahlgade på strækningen Lindevej til Blegstræde.

Kørebane og parkeringsareal i den nordlige del af gaden inddrages til bredere fortov og forskellige byrumsformål, mens gadens udformning på den sydlige del fastholdes på størstedelen af strækningen. 

REGION SYDDANMARK

KOLDING

Lyskryds
Kolding Byråd skal på sit møde i dag blandt andet tage stilling til, om der skal arbejdes videre med et projekt, hvor de to kryds Højvangen/Korsvej og Højvangen/Petersmindevej samles i ét signalreguleret kryds, som anbefalet af by- og udviklingsforvaltningen.

Tilslutningen af Korsvej og Petersmindevej til Højvangen sker i dag ved to T-kryds uden signalregulering, og der opleves store kødannelser og forsinkelser. 

KOLDING

Transportledning
BlueKolding ønsker at etablere en ny transportledning fra Kolding Forrenseanlæg til Kolding Centralrenseanlæg.

Der ønskes derudover etableret en ny turbineledning fra Centralrenseanlægget til udledning i Lillebælt.

For at det kan lade sig gøre er der udarbejdet et spildevandstillæg, som har været i høring og som indstilles til endelig vedtagelse i Kolding byråd i dag.

De nye ledninger er nødvendige for at øge forsyningssikkerheden i forhold til spildevand i Kolding midtby samt øge kapaciteten væsentligt i forhold til transport af regn- og spildevand.

REGION MIDTJYLLAND

HADSTEN

Trafiksanering
Favrskov byråd skal på sit møde i dag tage stilling til bevilling af 1 mio. kr., som er afsat i Budget 2018-21 til infrastrukturfond og omfartsvej i Hadsten.

Sagen er en genoptagelse af sagen om anlægsbevilling til en ny omfartsvej ved Hadsten, som kommunalpolitikerne i sommer besluttede at udsætte.

Teknik og Kultur anbefaler, at der etableres en ny vej fra rundkørslen på Hammelvej, som forbindes til Toftegårdsvej. Denne strækning vil svare til en del af den tidligere planlagte omfartsvej, og vejstrækningen vil kunne indgå i en eventuel senere etablering af en omfartsvej i fuld længde uden om Hadsten. Der foreslås samtidig en ny bro til gående og cyklister i stedet for den nuværende bro Skovvej/Randersvej.

Der er for budgetårene 2019 og 2020 afsat rådighedsbeløb på henholdsvis 6 mio. kr. og 13 mio. kr. til projektet. 

SØFTEN

Idrætsområde
Favrskov byråd skal på sit møde i dag beslutte, om forslag til lokalplan nr. 384 Nyt idrætsområde syd for Engdalsvej i Søften skal godkendes og fremlægges i otte ugers offentlig høring.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at anlægge et nyt idrætsanlæg til erstatning for det eksisterende idrætsanlæg ved Neptunvej. Lokalplanen muliggør anlæg af fodboldbaner, herunder en opvisningsbane og en kunstgræsbane, tennisbaner og andre typer af idrætsfaciliteter samt et klubhus og interne veje, stier og parkeringspladser. Lokalplanen giver endvidere mulighed for, at der anlægges en stiunderføring under Engdalsvej mellem arealerne ved Præstemarkskolen og idrætsanlægget.

Lokalplanområdet ligger i forlængelse af den grønne kile med Søften Eng, Præstemarkskolen, Søften Fritidscenter og daginstitutionen Mælkevejen.

Et foreløbigt overslag over den økonomi, der er forbundet med udviklingen af det nye idrætsområde og -anlæg i Søften viser, at det nye anlæg samlet set vil beløbe sig til omkring 30-40 mio. kr.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.219|