23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i København, Hillerød, Rødovre, Holbæk, Christiansfeld, Middelfart, Gelsted og Hadsten

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN

Renovering af almene boliger
Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune skal på sit møde 3. december tage stilling til, om en helhedsplan for renovering af den almene boligafdeling HAB I afdelingen Frydenspark på Amager kan anbefales til Borgerrepræsentationens godkendelse.

Afdelingen er opført i 1949 som et byggeri i efterkrigstiden med knaphed på materialer og deraf byggetekniske mangler.

Blandt andet derfor har ejendommen et stort renoverings- og moderniseringsbehov, hedder det i sagfremstillingen i dagsordenen.

Helhedsplanen skal genoprette de byggetekniske mangler samt modernisere og fremtidssikre afdelingen. Alle 294 boliger renoveres med nye badeværelser og installationer. Afdelingen får nye tage, vinduer og varmesystem. Endvidere bliver fælleshuset, ejendomskontoret og udearealerne renoveret.

Renoveringen koster cirka 309 mio. kr., og byggearbejderne forventes at kunne påbegyndes i første halvdel af 2021.

HILLERØD

Istandsættelse af lokaler
Teatertruppen Mastodonterne skal flytte fra sin nuværende placering, fordi det nye Nordsjælland Hospital skal bygges og Favrholm udvikles.

Mastodonterne et stort aktiv for Hillerød Kommune, som derfor ønsker fortsat at kunne huse truppen inden for kommunens grænser.

Forvaltningen har efter dialog med ejer af Milnersvej 43 og Mastodonterne udarbejdet et budget for istandsættelse af lokalerne på Milnersvej 43 samt udgifter forbundet med flytningen af Mastodonterne.

Udgangspunktet er, at de nye lokaler istandsættes, så de har samme niveau og kvalitet, som på Mastodonternes nuværende lokaler på Smørkildevej 8 samt at kommunen dækker Mastodonternes flytteomkostninger.

Der er i Budget 2019-2022 afsat et rådighedsbeløb på 800.000 kr., og beløbet søges nu anlægsbevilget.

Hillerød byråd har sagen på dagsordenen i morgen.

RØDOVRE

Tilbygning og renovering
Rødovre Kommunalbestyrelse skal på sit møde i dag tage stilling til et dispositionsforslag for renovering af tage, pejsestue og mødelokaler på kursus- og ferieejendommen Skovly i Ganløse. Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at dispositionsforslag og tidsplan vedrørende etape 1 godkendes, og at opgaven udbydes som hovedentreprise.

Etape 1 omfatter udskiftning af tagene, ombygning/renovering af et møde- og aktivitetslokale over pejsestuen, ombygning af pejsestuen, ombygning af et soverum til toiletter med direkte adgang fra fællesarealerne og begyndende forprojektering til opførelse af ny tilbygning mod nord.

Etape 2 omfatter projektering og opførelse af ny bygningsfløj med møde- og aktivitetsrum nord for eksisterende spisesal.

Rødovre Kommune har afsat i alt 10.674.500 kr. til projektet.

REGION SJÆLLAND

HOLBÆK

Dagligvarebutik
Lokalplan 2.87 Dagligvarebutik ved Tåstrup Møllevej, Holbæk Vest har været i høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Holbæk kommunalbestyrelse.

Planlægningen er igangsat på baggrund af ønske fra Lidl om at kunne udvide deres butik med cirka 150 kvm, så den fremover har et samlet areal på 2.000 kvm.

I første omgang behandles sagen i udvalget for klima og miljø i dag. 

HOLBÆK

Biogasanlæg
Holbæk Kommune har udarbejdet et forslag til ny lokalplan for et biogasanlæg i Regstrup, og det indstilles nu godkendt og fremlagt i offentlig høring.

Det er firmaet Nature Energy, der ønsker at etablere et biogasanlæg.

I første omgang behandles sagen i udvalget for klima og miljø i dag. 

REGION SYDDANMARK

CHRISTIANSFELD

Boligrenovering
Kuben Management har på vegne af Tyrstrup Andelsboligforening af 1955 fremsendt helhedsplan med skema A for et renoveringsprojekt, som skal gennemføres i boligforeningens afdeling 1 Skovparken i Christiansfeld, og sagen behandles af Kolding Byråd i dag.

Tyrstrup Andelsboligforenings afdeling 1 består af i alt 239 familieboliger og 20 ældreboliger fordelt på flere forskellige lokaliteter og byggeafsnit, og renoveringen omfatter det afsnit, der har adresse Skovparken 1-111, som omfatter 54 familieboliger i tæt-lav bebyggelse. Der skal blandt renoveres fundamenter og terrændæk, ligesom tagkonstruktionen skal stabiliseres. Der bliver også tale om sammenlægning af en række boliger. Renoveringsprojektet vil medføre så omfattende byggearbejder, at det bliver nødvendigt at genhuse alle beboerne i de 54 boliger.

Anlægsudgiften er beregnet til 50.639.000 kr.

MIDDELFART

36 boliger
Boligforeningen Civica har fremsendt en ansøgning om godkendelse af skema A for opførelse af 36 almene familieboliger på Ranunkelhaven i Middelfart til Middelfart Byråd. Projektet har en samlet anskaffelsessum på 78.764.000 kr.

Civica ønsker at opføre 36 almene familieboliger på to af i alt fem byggefelter i Ranunkelhaven i Middelfart. Byggeriet vil bestå at to etageblokke med hver 18 familieboliger fordelt på tre plan.

Projektet udbydes som en totalentreprise og skal i EU-udbud. Civica forventer, at byggeprocessen starter op ultimo 2019/primo 2020, og at boligerne kan tages i brug til marts 2021.

Sagen behandles i økonomiudvalget i dag.

GELSTED

20 boliger
Boligforeningen Lillebælt har fremsendt en ansøgning om godkendelse af skema A for opførelse af 20 almene familieboliger på Tåruplundvej 49-57 i Gelsted til Middelfart Byråd. Projektet har en samlet anskaffelsessum på 32.751.000 kr.

De 20 almene familieboliger opføres i et plan som 10 dobbelthuse. Der bliver ifølge planerne tale om otte boliger på 75 kvm, otte på 85 kvm og fire på 95 kvm.

Boligforeningen forventer, at byggeprocessen indledes i foråret 2019, og at boligerne kan tages i brug til maj 2019.

Sagen behandles i økonomiudvalget i dag.

REGION MIDTJYLLAND

HADSTEN

Udbygning af skole
Favrskov Byråd holder møde i dag og skal blandt andet tage stilling til et forslag til lokalplan, som skal bane vej for udvidelse af Den jydske Haandværkerskole i Hadsten.

Af planstrategien "Fremtidens Favrskov 2030" fremgår det, at Byrådet ønsker at sikre udviklingsmuligheder for to af kommunens velfungerende uddannelsesinstitutioner, Favrskov Gymnasium og Den jydske Haandværkerskole.

Med baggrund heri foreslås erhvervsområdet nord for Den jydske Haandværkerskole inddraget i Campus-området i takt med, at områdets erhvervsvirksomheder ophører.

Den jydske Haandværkerskole har på tidspunktet for lokalplanens udarbejdelse erhvervet tre boligejendomme og en erhvervsejendom i lokalplanområdet. På to af ejendommene ønsker skolen at opføre en skolehjemsbygning i to-tre etager.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|