Der ligger klare miljøhensyn til grund for beslutningen om at indstille sandsugninger i området nord for Øresund, og derfor må bygge- og anlægsbranchen forberede sig på at få sit sand fra andre steder.
Det slår miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) fast i et skriftligt svar til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Hvert år hentes 50.000 kubikmeter sand og grus op fra området. Materialer som primært bliver brugt til byggeri i hovedstadsområdet.
- Argumentet for, at der ikke længere skal indvindes råstoffer i nordlige Øresund er, at området i naturmæssig forstand er unikt i Danmark. Nordlige Øresund er levested for en lang række forskellige dyre- og planterarter på et forholdsvist lille areal. Derudover er nordlige Øresund et vigtigt gydeområde for en række kommercielle fiskearter blandt andet på grund af det eksisterende forbud mod trawlfiskeri. Det er vurderet, at de øvrige indvindingssteder vi har i Danmark kan dække det behov, der vil opstå som følge af lukningen af nordlige Øresund, argumenterer ministeren.
Sin egen baghave
Lukningen af området sker efter massive protester fra lokale borgere, fiskere og miljøorganisationer. Men når ministeren lukker et område for sandsugning, så flytter man bare et problem. For så skal der indvindes mere sand i andre områder, der så hurtigere løber tør. Derfor giver beslutningen ikke mening, forklarer Dansk Folkepartis miljøordfører Pia Adelsteen.
- Det er altid fint, at vi ser på, hvor man må suge sand henne. Men det er mærkeligt, at folk jubler i Nordsjælland, for det er der en stor del af byggeriet foregår. Det er helt tydeligt, at man bare ikke vil have suget sand i sin egen baghave og så er man helt ligeglade med, hvor sandet så skal komme fra. Det her vil medføre langt flere lastbiler på vejene og det belaster vores CO2-regnskab, siger hun.
Hun har derfor stillet en lang række folketingsspørgsmål til ministeren. Her beder hun ham blandt andet gøre rede for, om stop for sandsugningen i Øresund vil medføre mere kørsel med lastbiler, der fragter grus til nordsjællandske byggeprojekter og om stop for sandsugningen i Øresund vil medføre en højere pris for grus til nordsjællandske byggeprojekter, eksempelvis veje.
Minister fastholder: Rigtig beslutning at stoppe sandsugning i Øresund
Det møder kritik fra Dansk Folkeparti, at der ikke længere må indvindes sand nord for Øresund - for det er i det område, at meget byggeri foregår, mener ordfører