23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Strøby Egede, Aabenraa, Varde, Ribe, Skive og Hørning

REGION SJÆLLAND



STRØBY EGEDE



Kystanalyse

Stevns Kommune har afsat et beløb til udskiftning af porte på slusen og forlængelse af molen ved Tryggevælde å for at undgå tilsanding. I de kystanalyser, Cowi og Niras har udarbejdet for Stevns Kommune konkluderes det, at en forlængelse af molen isoleret set ikke vil have den ønskede effekt for beskyttelse af kysten og slusen ved en stormflodshændelse. En forlængelse af den eksisterende høfde vil på sigt sande til og være for dyr i forhold til effekten.



Det anbefales derfor, at beløbet indgår i den samlede analyse af kystbeskyttelsen, hvor der ses på transport af sand, udnyttelse af sand samt de muligheder der er for at tilbageholde vand i eksisterende bassiner ved Tryggevælde Ås udløb.



Teknik & Miljø indstiller til kommunalbestyrelsen, at der gives en anlægsbevilling på 800.000 kr. til kystanalyse ved Strøby Egede herunder analyse af sikringen af sluseporten ved Tryggevælde Å.



REGION SYDDANMARK



AABENRAA



Stiprojekter

Økonomiudvalget i Aabenraa Kommune anbefaler, at der frigives penge til igangsætning og udførelse af en række stiprojekter som indstillet af forvaltningen.



Forvaltningen anbefaler således, at restmidlerne fra cykelpuljen anvendes til følgende projekter: projektering af tredje etape Haderslevvej, der skal forlænge cykelstien fra Nørbyvej til Bodum, projektering og anlæggelse af cykelsti, der skal supplere trafiksikker skolerute til og fra Rise og Hærvejsskolen, således at Plantevænget forbindes via Hærvejen og til anlæggelse anden etape Gl. Ribevej. Samlet set projekter til 2,750 mio. kr.



VARDE



Biogasledning

Outrup Biogas i Varde Kommune har fået tilladelse til at starte produktion af naturgas, hvilket betyder, at Dansk Gas Distribution (DGD) skal aftage en større mængde gas end det lokale ledningsnet kan aftage. DGD’s løsning er at etablere en ny forstærkningsledning, der sammenkobler naturgasnettet ved Varde og Kjersing.



Konkret ønsker DGD, at etablere en 14,7 km lang gasledning mellem Varde og Kjersing, for derigennem at fordele eventuel overskydende naturgas fra Outrup Biogas rundt i Esbjerg Kommune.



Ledningen ønskes klar til at transportere naturgas fra sommeren 2019.



Der er i henhold til gældende lovgivning udarbejdet et varmeforsyningsprojekt af DGD, som har været i fire ugers høring hos 28 lodsejere i Esbjerg Kommune.



DGD forventer at kunne indgå frivillige aftaler med de berørte lodsejere.



Esbjerg Byråd godkendte forleden projektet og den skitserede linjeføring og gav en "vilje- og evneerklæring" til Dansk Gas Distribution, der indebærer, at Esbjerg Kommune vil gennemføre ekspropriationen, såfremt der ikke opnås frivillige aftaler med lodsejerne.



RIBE



Udvidelse af rundkørsel

Rundkørslen ved Obbekjærvej/Nørremarksvej i Ribe er uheldsbelastet med otte uheld de seneste fem år, hvoraf seks er cyklistuheld. Det er derfor blevet besluttet at opprioritere de bløde trafikanters sikkerhed i form af en separat cykelsti væk fra cirkulationsarealet i rundkørslen.



Projektet kræver arealerhvervelse fra fire private omkringliggende grundejere samt et mindre areal fra Banedanmark. Esbjerg Byråd besluttede forleden at søge at indgå frivillige aftaler med grundejerne og igangsætte ekspropriation af arealerne i mangel af frivillig aftale.



REGION MIDTJYLLAND



SKIVE



Anlægsarbejder

Skive Byråd skal på sit møde på tirsdag blandt andet tage stilling til frigivelse af i alt 15.540.000 kr. til en række anlægsprojekter.



I 2019 er der nettoanlægsprojekter for 90 mio. kr. i kommunen. Flere af disse anlægsprojekter har en størrelse og karakter, hvor forvaltningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at søge anlægsbevillingen på nuværende tidspunkt. Det gælder blandt andet trafiksikring og forskønnelse af Resenvej, hvortil der søges frigivet 1 mio. kr. til opstart af projektet.



Derudover søges der blandt andet om 200.000 kr. til udarbejdelse af et forprojekt til belysning af mulighederne for etablering af et parkeringsdæk under parkeringspladsen ved Asylgade, om 200.000 kr. til etablering af en busholdeplads på Holstebrovej ved City Vest, om 750.000 kr. til renovering/udskiftning af vejbroer og rørunderføringer, 350.000 kr. til udskiftning af byzonetavler og 300.000 kr. til forbedring af tilgængeligheden i det offentlige rum.



HØRNING



Fjernvarmeforsyning

Skanderborg Byråd skal nu tage endelig stilling til et projekt for fjernvarmeforsyning af Blegind, Nørregårds Allé og byudviklingsområderne syd for Hørning.



Skanderborg Kommune har fra Skanderborg-Hørning Fjernvarme modtaget projektforslag i henhold til Varmeforsyningsloven for Fjernvarmeforsyning af ovennævnte områder.



Projektforslaget har været i høring, og anbefales vedtaget af miljø- og planudvalget og økonomiudvalget.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.183