REGION NORDJYLLAND
FARSØ
Tilpasning af vejnet
Vesthimmerland Kommune har i år afsat en halv mio. kr. til tilpasning af vejnettet, så vejnettet for modulvogntog kan udvides til også at omfatte Farsø.
Vesthimmerlands byråd frigav forleden beløbet.
Oprindeligt blev rådighedsbeløbet afsat til at sikre, at modulvognstognettet blev udvidet til at omfatte del af Farsø by. Efterfølgende har virksomheder flere steder i kommunen henvendt sig med henblik på, at også deres virksomhed fremover kan betjenes med modulvognstog.
REGION SJÆLLAND
HOLBÆK
Havnepark
Økonomiudvalget i Holbæk Kommune anbefaler nu i lighed med klima- og miljøudvalget, at der udarbejdes skitser for omdannelse af Ny Hage til havnepark.
Arealerne ved Ny Hage udgør en af byens bedste beliggenheder, med udsigt over fjorden, Tuse Næs og kig ind over byens tage. Arealerne er lukket af for offentligheden på grund af det eksisterende havnedeponi og jordforurening på området.
Det forrige Holbæk byråd besluttede, at de attraktivt beliggende arealer skal åbnes for byens borgere.
De til beslutningen knyttede midler blev dog efterfølgende inddraget, og en ny beslutning i Holbæk kommunalbestyrelse er derfor påkrævet.
Omdannelsen kræver myndighedstilladelse til nedlukning af havnedeponiet fra Miljøstyrelsen samt en tilladelse efter jordforureningsloven, hvor Holbæk Kommune selv er myndighed og Regionen høringspart.
Når der foreligger et skitseprojekt, foreslås dette præsenteret for offentligheden, inden der gennemføres udbud af anlægsopgaven.
VIPPERØD
Støjvold
På baggrund af en screening har Holbæk Kommune vurderet, at etablering af støjvold ved Vipperød Bakker ikke kræver udarbejdelse af VVM redegørelse.
Der kan klages over afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet frem til 29. november.
REGION HOVEDSTADEN
SMIDSTRUP
Spildevandsrensning
Gribskov Byråd har besluttet at sende et tillæg til spildevandsplanen, der skal gøre der muligt at nedlægge Smidstrup renseanlæg, i otte ugers offentlig høring.
Som en del af Gribvand Spildevand A/S’ plan om omstrukturering af spildevandsbehandlingen i Gribskov Kommune skal Smidstrup Renseanlæg nedlægges.
Spildevandet overføres til Gilleleje renseanlæg. Tankene på Smidstrup Renseanlæg laves om til bassiner, der kan opstuve spildevand fra området, hvis der på grund af regn kommer et større flow, end der overføres til og behandles på Gilleleje renseanlæg.
Spildevandet overføres først, når Gilleleje renseanlæg er udbygget til en større kapacitet, hvilket forventes at ske i 2019.
GLADSAXE
Trafikplads
Trafik- og teknikudvalget i Gladsaxe Kommune godkendte tilbage i maj en idéskitse til den fremtidige udformning af Gladsaxe Trafikplads og Gladsaxe Møllevej på strækningen ud for trafikpladsen.
Der er nu udarbejdet et mere detaljeret projekt, som Gladsaxe byråd skal tage stilling til på sit møde 21. november.
I de kommende år vil Gladsaxe Trafikplads blive påvirket af flere anlægsarbejder. Blandt andet udvides Gladsaxe Ringvej ind mod trafikpladsen for at skabe plads til anlæg af letbanen og perron til den kommende letbanestation.
For at opretholde busdriften i letbanens anlægsperiode og sikre den bedst mulige trafikafvikling under de forskellige anlægsprojekter er det nødvendigt at afslutte omlægningen af busterminalen og ændringen af vej- og signalanlæg på Gladsaxe Møllevej inden letbanens anlægsstart.
Anlægsarbejdet på trafikpladsen planlægges udført henover foråret og sommeren næste år, og omlægning af Gladsaxe Møllevej, lyskryds og busterminal vil blive gennemført i perioden fra februar til august næste år. Ledningsomlægninger i Gladsaxe Ringvej vil ske i perioden september 2019 - 2022, og anlæg af letbanetrace og perron forventes afsluttet i 2024. Herefter kan anlæg af den nordlige plads og stationsforplads komme i gang.
KOKKEDAL
Oprensning
Der skal ryddes op efter skydebaneaktiviteterne på det kommunalt ejede areal ved den nedlagte Karlebo Flugtskydebane, og plan-, miljø- og klimaudvalget i Fredensborg Kommune besluttede på sit seneste møde, at der både skal fjernes synligt affald og forurenet jord.
Jordarbejderne vil omfatte bortskaffelse af omkring 5.400 kbm forurenet jord, og udgiften til oprydningen ventes at løbe op i 5,5 - 7 mio. kr., hvilket indebærer, at der forventeligt bliver behov for en ekstrabevilling på 3 mio. kr. i forhold til det afsatte beløb.
Økonomiudvalget har sagen på dagsordenen den 19. november, hvor der skal findes finansiering for de 3 mio. kr.
Entreprenørarbejdet udføres i 2019.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Farsø, Holbæk, Vipperød, Smidstrup, Gladsaxe og Kokkedal