23948sdkhjf

Årets valgløfte: Vi hæver skatten med 400 procent

Politikerne bør i stedet give vælgerne en garanti for, at de ikke skal leve i frygt for, at grundskylden stiger til det firedobbelte på et enkelt år, mener Dansk Byggeri

"Vi hæver grundskylden med op mod 400 procent i 2020". Det lyder ikke som et valgløfte, de fleste partier vil gå til valg på. Ikke desto mindre er en stigning i grundskylden på op mod 400 procent, hvad mange ejere af lejligheder og nye huse i og omkring de store byer kan frygte, når de nye ejendomsvurderinger kommer i 2020.

Den store stigning skyldes, at de nuværende ejendomsvurderinger forventes at blive langt højere end i dag. I Dansk Byggeri forstår vi godt, at ejerne af ejerlejligheder og nye boliger synes, at udsigterne er dystre. Det skyldes, at Folketingets politikere ikke har sat et loft for den årlige stigning i grundskylden for ejerlejligheder og nye boliger. I dag kan husejere højst få en stigning i grundskylden på syv procent om året.

Falsk tryghedsløfte
Da boligaftalen faldt på plads i et bredt forlig, lød det, "nu er der tryghed for boligejerne". Her to år efter er virkeligheden blevet en helt anden med stor tvivl om beskatningsniveauet for store grupper.

Senest er usikkerheden forlænget et år mere, da de nye ejendomsvurderinger først bliver klar i 2020. I Dansk Byggeri vil vi gerne rose skatteministeren for det professionelle arbejde med at genoprette Skat. Det er en stor opgave, som han gør godt. Problemet med de vilde stigninger i grundskylden er, at loftet for stigningen ikke gælder ejerlejligheder og nye huse, og at Vurderingsstyrelsen (tidligere havde Skat opgaven) ikke giver bindende vurderinger af nye boliger i øjeblikket.

Konsekvensen er, at både ejendomsmæglere, projektudviklere og boligkøbere ikke aner, hvad de kan regne med. I en retsstat bør man kunne regne med myndighederne, og hvis vurderingen ikke er korrekt, bør den tilpasses til det nye niveau og følge de retningslinjer, der i øvrigt gælder husejere. Her er der behov for, at politikerne griber ind og giver Vurderingsstyrelsen den mulighed - og pligt.

Familier stavnsbindes
Den usikkerhed, boligejerne oplever lige nu, risikerer at stavnsbinde mange familier til deres nuværende bolig. Det skyldes, at rigtig mange med god grund ikke tør købe en bolig uden vished for, hvor store de samlede udgifter bliver. Den nuværende situation er helt unødvendig, og den vil også bremse byggeri af nye boliger, der ellers er købere til.

Løsning er simpel: Folketinget skal give et klart løfte til vælgerne om, at grundskylden for alle borgere i alle type boliger ikke stiger mere end maksimalt syv procent om året, sådan som det er tilfældet i dag. Det vil sikre, at danske familier kan købe huse og lejligheder uden at skulle leve i frygt for, at grundskylden stiger op mod det firedobbelte på et enkelt år.

Politikerne bør inden valget give vælgerne en garanti om boligskatterne, så der kommer klarhed om udgifterne. Lige præcis det aspekt af de ellers komplicerede ejendomsvurderinger er ganske enkelt at løse - og et godt sted for Skat at opbygge lidt good-will.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125