For at styrke likviditeten hos bygge- og anlægsentreprenøren MT Højgaard A/S, der kom ud med et underskud på over 600 mio. kr. efter skat i årets første ni måneder, har moderfonden Knud Højgaards Fond ydet et lån på 650 mio. kr.
Det kommer oveni et eksisterende lån på 150 mio. kr. fra Knud Højgaards Fond og holdingselskabet Monberg & Thorsen A/S fra maj, der er blevet eftergivet i forbindelse med kvartalsresultaterne.
- Vi er glade og tilfredse med, at ejerne støtter op om selskabet ved at tilføre ekstra lånekapital. Det har en stor signalværdi over for kunder og leverandører og viser, at ejerne vil den her virksomhed, og man kan stole på, at koncernen har den nødvendige likviditet, siger adm. direktør Anders Heine Jensen.
Flere penge kan være på vej
Egenkapitalen er kraftigt beskåret i 2018 for at dække underskud i løbet af året, der primært kan henføres til hensættelserne til en række tvister om brug af MgO-plader og nedskrivninger på et større anlægsprojekt. Pr. 30. september 2018 var den faldet til 251 mio. kr. fra 904 mio. kr. på samme tidspunkt sidste år. Det bringer soliditetsgraden helt ned i 6,4 pct. Det kan blandt andet blive en udfordring på byggeprojekter, der i udbuddet stiller krav om en soliditetsgrad over et vist niveau.
Men lægges lånet på 650 mio. kr., som MT Højgaard endnu ikke har gjort brug af, samt det eftergivne lån på 150 mio. kr. oveni i egenkapitalen, er soliditetsgraden på 26 pct., hvilket Anders Heine Jensen kalder et "pænt niveau".
I øjeblikket arbejder de to moderfonde bag koncernen MTH Group på en fusion af holdingselskaberne. Falder den på plads til foråret, som det forventes, vil der "blive arbejdet på yderligere at styrke kapitalgrundlaget i MT Højgaard A/S" fremgår det af en fondsbørsmeddelelse.
Bedre til at styre projekter
Anders Heine Jensen, der i øvrigt er tidligere næstformand i bestyrelsen, tiltrådte som adm. direktør i MT Højgaard den 1. november som afløser for Torben Biilmann, der blev afskediget i august efter utilfredsstillende resultater.
Han nævner, at der overordnet arbejdes med to fokusområder i koncernen i øjeblikket, der skal sikre, at MT Højgaard undgår flere store nedskrivninger og røde bundlinjer. Det handler om at sikre kvalitet i tilbudsgivningen og gennemføre de projekter, der bliver vundet, uden tab.
De to fokusområder må dog siges at være meget generelle, da det er noget, som alle virksomheder i bygge- og anlægsbranchen arbejder med.
Men Anders Heine Jensen forklarer, at det er noget helt grundlæggende i MT Højgaard, der skal ændres omkring de omtalte processer.
- Det bliver ikke noget quick-fix. Det handler om, at vi skal have mere nærhed i ledelsen og kortere kommunikationsveje. Der er nogle barrierer, vi skal have brudt. Når og hvis problemer opstår, så skal de håndteres med det samme og effektivt.
I gang med oprydning
Der er desuden indledt en analyse af forretningen, der kan betyde, at MT Højgaard vil droppe nogle af sine nuværende aktiviteter i fremtiden.
- Vi skal have fokus på vores kernekompetencer inden for byggeri og anlæg, og her vil vi kigge på ikke bare kompetencerne, men også geografisk, om der bliver leveret tilfredsstillende. Det er nødvendigt, at aktiviteterne skal være lønsomme og indeholde et potentiale for vækst, siger Anders Heine Jensen.
Han tilføjer, at det primært er moderselskabet MT Højgaard, der kommer under lup, selvom der er fokus på hele koncernen.
- Det er et vigtigt budskab, at vores døtre performer rigtig godt. Helt generelt er vores datterselskaber gode og veldrevne virksomheder.
MTH Group indeholder udover moderselskabet MT Højgaard dattervirksomhederne Enemærke & Petersen, Lindpro, Scandi Byg og Ajos.
Ejer giver nyt stort millionlån til MT Højgaard
650 millioner skydes ind efter stort kvartalsunderskud